For efterhånden en del år siden så jeg en fotoudstilling, som gjorde et stærkt indtryk på mig. Det var i Nikolaj Kirke i det indre København.

Det var billeder fra anonyme personers lejligheder i Storkøbenhavn. Nærmere bestemt personer, som netop var døde og netop som regel på bopælen. Og som oftest havde man først fundet frem til dem lang tid efter, at døden rent faktisk var indtrådt. Personer tilsyneladende uden pårørende. Fotografen havde været rundt med den ansvarlige myndighed, eller rettere den ansvarlige myndigheds repræsentant, for dette område og fået lov til at tage billeder af lejlighederne umiddelbart efter, at beboeren var blevet fundet død.

Flere af disse billeder bar præg af stærkt forfald, og det virkede ret oplagt at gå ud fra, at den afdøde havde været meget ensom den sidste del af sit liv.

Så vidt jeg kunne forstå, og som jeg nok også let kan forestille mig, skulle lugten, som fotografen og den kommunale udsending blev mødt med, når de første gang kom ind i disse lejligheder, have været ganske ubeskrivelig ubehagelig. Sådan udvikler det sig vel naturligt i den situation bare alene som en følge af ligets forrådnelse. En del af den grimme lugt kunne måske også skyldes, at den afdøde i kortere eller længere tid forinden slet ikke havde haft kræfter eller overskud til at holde hjemmet bare den mindste smule rent? Måske havde de ikke haft lyst til det? Måske havde de med tiden fundet det ligegyldigt og givet op? Måske havde de haft en eller anden aparte form for adfærd, der netop havde udløst svineriet og gjort det værre, end det egentlig havde behøvet at være?

De billeder, der umiddelbart virkede mest deprimerende på mig, var dem, hvor rodet og svineriet var mest åbenlyst, kaotisk og vildtvoksende. I andre tilfælde syntes jeg egentlig ikke, det var så slemt. Faktisk fandt jeg nærmest behag i disse billeder, som jeg i en vis forstand syntes var smukke. Paradoksalt smukke måske. Måske havde jeg med tiden udviklet en usund form for æstetisk sans? Jeg tænker, at det jo blot var mennesker, der havde valgt at leve en meget diskret og tilbagetrukken form for tilværelse.

Nu er der jo ingen af os, der kan spå om fremtiden, men da jeg så disse billeder, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg måske egentlig så min egen død. Eller i hvert fald en meget sandsynlig vision af den.

Mærkeligt nok var det som om, at dette perspektiv egentlig ikke virkede så skræmmende på mig. En sådan død ville jo egentlig korrespondere fint med mit livssyn og med det liv, jeg har levet. Jeg så det lidt sådan for mig, at jeg så ville dø om ikke med værdighed, men så med en form for anti-værdighed. Måske holder det ikke, men den tanke nåede jeg altså at tænke. Den fik så at sige lov til at passere gennem mit hoved.

Dette har i mange år været min tanke om døden: Jeg tror, at når man er død, så er man død. Så er man bare væk. Hvad det så end vil sige. Og når man så er det, så vil det være op til ens efterladte, hvad der skal ske med ens afsjælede legeme. Uanset hvem disse er. Måske er de efterladte en flok rotter i et fugtigt kælderværelse. Det trøster mig egentlig at vide, eller i hvert fald at tro, at man, i modsætning til f.eks. bryllup og konfirmation, ikke er deltager ved ens egen begravelse, hvorfor man kan være ligeglad med, om deltagerne i ceremonien og sammenkomsten, i dette tilfælde de efterladte, bruger denne anledning til at iscenesætte sig selv. De kan f.eks. iklæde mit tomme hylster tøj, som jeg aldrig i levende live kunne drømme om at tage på, og de kan mindes mig ved at synge de sange, jeg hader allermest. Det vil ikke gøre mig noget, for jeg vil jo være død. Det handler ikke om mit forhold til Gud. Det handler om mit forhold til mennesker. Jeg ved ikke...det KAN være, at jeg er ved at ændre opfattelse, men i så fald er jeg vist allerhøjest ved at forsøge mig med det. Lidt ligesom når man er ved stranden og lige først dypper tæerne for at mærke, hvor koldt vandet er.


* * *

Da jeg overtog denne lejlighed, fik jeg at vide, at det var et dødsbo. I tiden derefter tænkte jeg somme tider på, hvem den forrige beboer kunne have været. Ja, det gør jeg vel egentlig stadig væk en smule. Hvordan og hvorfor døde han? Hvad var han for en? Udover at han jo altså var død og havde et spanskklingende navn - hvorfor jeg fandt det sandsynligt, at han nok ikke var dansker, men nok snarere latinamerikaner eller fra den iberiske halvø - vidste jeg ikke noget om ham, hvilket jeg selvfølgelig heller ikke skulle.

Nogle år senere faldt jeg nede i vaskekælderen tilfældigt lidt i snak om emnet med en af mine medbeboere. Jeg kan ikke huske, hvordan og hvorfor vi tog hul på det emne. Hun har boet her i flere år end mig og kunne fortælle, at denne tidligere beboer af min lejlighed faktisk var død under omstændigheder svarende til dem, jeg havde set på fotoudstillingen i Nikolaj kirke. Det var begyndt at lugte grimt i opgangen. Så troede man først, at det var affaldsskakten, der var noget i vejen med, men det var det jo så ikke. Efter et stykke tid kom man i tanker om, at det var lang tid siden, at man havde set min forgænger. Det endte med, at viceværten låste sig ind i lejligheden, hvor han så fandt min forgænger død. Min medbeboer kunne også fortælle mig, at der senere kom nogle folk (i hvide heldragter), som ikke blot rengjorde lejligheden, men desinficerede den.

Hun mente, at min forgænger, lidt i stil med hvad jeg havde forestillet mig, oprindeligt kom fra Portugal, og at han var fraskilt. Hun beskrev ham bl.a. som en yderst stilfærdig mand, som ikke generede nogen. Men han ville ikke snakke med nogen af ejendommens andre beboere og vistnok heller ikke hilse. En så stærk indadvendthed kan jeg trods alt ikke matche. Ikke endnu da.

Det var jo en underlig, gribende og selvfølgelig også trist historie. Jeg er dog ikke voldsomt overtroisk og tror heller ikke på spøgelser. I hvert fald ikke ret meget. Som sagt er der jo ingen af os, der kan spå om fremtiden, og min endelige skæbne behøver ikke at blive en tro kopi af lejlighedens tidligere beboer.