Bilen startede i første forsøg og i stor fart kørte han ned igennem gaderne, håbende på at der var én Gud og han snart ville blive straffet, men det skete ikke. Skuffelsen var enorm, da han efter hektisk biljagt gennem kulsorte kryds steg ud af bilen blot for at køre sit ID kort igennem kortlæseren og tage den næste bid af det de fleste kaldte karriere. Den første email, det første telefonopkald gav altid et stik i hjertet han helst ville løbe fra, men så var han igang og pludselig var alt lyst og ja, lykkeligt. Det ene møde afløste det andet og lysten, lyset og varmen blev stærkere og kraftigere. Kl. 15 ringede han første gang til sin kone, undskyldte med det gule smil at han ikke kunne nå at hente børn. Kl. 17 ringede det gule smil igen og sagde i spiser bare uden mig. Stemmen var næsten heroisk og alligevel efterfugt at djævlens egen agenda.
   Kl 20 gik den ikke længere, der var ikke mere arbejde, ingen kolleger og alt slukkedes da sikkerhedsvagten bad ham gå eller flytte over i en anden bygning. Han tog bilnøglerne og id kortet lavet af bly. På tanken røg de første kalorier ned sammen med oktanen og brødbetynget listede han sig ind i huset, kastede sig mod sofaen og tændte fjernsynet, det gik, endelig. God dag? Spurgte hun tungt og ligegyldigt, han havde alllerede kommentaren klar, jeg blev nødt til at tage arbejde med hjem og han åbnede instiktivt laptoppen og lod skærmen lyse hans ansigt op. Hun blev glad, lettet i et kort sekund. Heller ingen tunge slagsmål idag eller lyst og løgn
   En nat uden mareridt for en gangs skyld. Drømmen om at stå på en klippeafsats og hele tiden masse sig ind mod klippevæggen for blot at erfare at det var væggen selv, det urørlige og usårlige, der bevæggede sig fremad og forsøgte at skubbe ham ud over afgrunden. Afgrunden og det at dø i drømmen var egentlig ligegyldig for ham, men frygten for at falde var enorm og han vågnede altid i et kæmperåb. Men i nat var alting anderledes, han lå ved siden af den døde krop og forsøgte at kontrollere vejrtrækningen så kroppen ikke blev vækket til live og begyndte at holde af og om. Han gik ud for at kaste op, for femte nat i træk og mens savlet løb ned af hagen, ud gennem næsen kom hun ud. Det første han så var hendes små trusser, det næste den tykke mave, der vidnede om alt for mange planlagte og uplanlagte fødsler. Han blev vækket af et voldsomt begær og slog hende hårdt i ansigtet og sagde kort: jeg sover i stuen på sofaen. Hun ænsede ikke slaget, de røde fingre i ansigtet, men glædede sig over hans beslutning, der endnu engang gjorde natten udholdelig.
   Det smagte surt i munden, sekund for sekund ætsede syren hans tænder. Han forsøgte at sove, men uden held. Dynen var lavet af metal, smagte af metal, og hovedpudenføltes som en tung svamp, der havde ligget for længe på poolkanten. Ud af øjenkrogen fangede han et skarpt lys, i hjørnet af stuen lå soveposen. De havde gået forbi den mange gange, både sammen og hver for sig og den var blevet fast inventar i lejligheden, ligesom fjernsynet, den støvede bamse på hylden og brevene fra Statsforvaltningen.
   Det næste han husker var toget, der bulrede afsted. Station på station fór forbi som en dårlig komdieserie og hver lille støvede banegård fortalte sig egen historie. Der var underligt, men hvergang han kiggede i spejlbilledet i togets vindue synes han at han kunne se det gule smil, men det var nok bare indbildning eller dyrets lyst. Endestation, næsten symbolsk blev han spyttet ud af toget. Stangrøret føltes koldt i hånden,men indeni gemte det på hele hans liv, hans lidenskab og passion, fluestangen. Taxichaufføren kiggede med undren på ham og vrissed hårdt "vil du virkelig ud ud til fyret i det her vejr". Han viste udemærket godt at taxichauføren ikke vil få en tur tilbage og han prøvede at være ligeglad og hård som på jobbet, men det lykkes ikke. Hele vejen knugede han stangrøret imellem sine ben og forsøgte at lade være med at se sig selv i taxaens kolde ruder. Han viste at spejlbilledet straks ville afsløre det gule smil og de halvrådne tænder. Efter hvad der føltes som en evighed holdt taxaen der endelig. For anden gang i morgenlyset blev han kastet ud og endte på parkeringspladsens støvede gulve. Forsigtigt samlede han sit stangrør og sovepose op og listede sig ned af den lille sti gennem den stejle skrænt til vandet. Han forsøgte efter bedste evne at lade være med at forstyrre fuglenes sang og de vindblæste træers svage visken og for en gang skyld så det ud til at lykkedes. Ved stranden, blandet de mange rullesten, det var hans paradis. Han åbnede stangrøret, tog fluestangen ud og samlede de fire dele. Linen blev skubbet igennem øjerne og en flue monteret. Alt var klart og han var klar til at tage de første kast mod ukendte vider, men da opdagede han at havet var kuldsort. Han gik nærmere, det var en tyk masse, næsten som olie, der kom brusende op mod stranden og forvandlede de mange sten til kulstykker. Han forsøgte at vade ud i vandet, men han sad fast sad fast i den klæbrige masse. Han forsøgte at kaste linen ud, men hans albuer ramte vandet og sank i. Uendelig lagsomt blev han opslugt af mørket, af substancen indtil hver en del, hvert et kromosom var opløst og tilintetgjort.