Alt er lys, den mørkeste nat er ramt af et hvidt skær. Et evigt lyn ligger ved min side. Jeg vender mig mod det kraftige lys og ser straks snedronningens ansigt. Håret er frosset til is, skuldrene er kraftige istapper og over alt glimter og glitrer iskrystaller. Det er fine små vandråber, der er frosset til is i det sekund de rammer snedronningen. Jeg kan se min ånde, se hvordan den forvandles til små krystaller, der hvirvler i luften som sne der er sluppet fri af skyernes sidste krampagtige kamp om at beholde eksistensen. Jeg rækker min hånd ud. Ved det er nu eller aldrig. Min hånd rammer hendes ansigt og straks smelter de fine krystaller i mægtige søer under os. Dybden er ubeskrivelig og det azurblå hav rammer os begge og fylder hver en del med regnbuens farver. Havet rejser sig, kaster sit frådende farvespil over os og hiver os af sted, forbi mægtige koralrev og igennem mandshøje bølger. Snedronningen vågner, varmes op og hendes længsel, lyst er vågnet.
   Sammen skærer vi som en kniv igennem bølger og da vi rammer iskanten, hendes hjem , smiler hun og isen splintres og forvandles til en mægtig flod. Hun griber om mig, holder mig helt tæt så jeg kan mærke hendes hjerte, hun overlever. Vi rives af sted, floden æder os råt og vi kastes fra side til side, rammer den ene sten efter den anden, rammer bredden, men danner ingen sår og hver gang en blodstribe dannes og farver vandet rødt kigger vi forbavset ned og farven er væk. Floden spytter os ud og over et vandfald og vi lander på den evigt grønne brink.
   Omsluttet, tæt opslugt ligger vi der indtil rovfuglens hæse skrig tager på langfart over os. Jeg kigger på snedronningen, hver en del, hver en vandråbe forvandles til iskrystaller og lyser igen op. Jeg plukker en enkelt frossen dråbe og får alt, ser alting med et klarsyn kun sjælen kan opleve. Jeg slipper aldrig mit tag, forundres over at jeg bare kan tage en krystal op opleve alt og intet, stormfulde højder, dybe daler og frem for alt de stærke vandmasser, der gennemstrømmer os og renser alt inden i og udenpå. Jeg kigger på snedronningen, ånder på hende og danner krystaller efter behag. Hun smiler og alle krystallerne falder ned og blotter både mig og hende. Vi står nøgne, tiden smuldrer i vore hænder, duften af forår trænger ind og lyset er evigt. Jeg prøver, prøver febrilsk at fremstamme en tak fordi jeg må være vidne til snedronningens bekendelser. Hun smiler, tænder lys på mine læber og ord bliver blot en sølle form for taknemlighed.