Jeg hænger tit med hovedet, men jeg er ikke træt, jeg er bare nedtrykt.
Mine øjenlåg er tunge, men jeg er ikke søvnig, jeg lukker blot øjnene for det helvede jeg hver dag tilbringer 7 timer i.
Mit navn er Eskild, jeg går i 9. b på Næshøjskolen og det her er min historie.

Jeg bliver vækket af min mor. Klokken er 7 om morgenen, og jeg ved at jeg kan trække den 20 minutter mere før jeg behøver stå op. Når jeg endelig kommer nedenunder, er der ikke noget af morgenmaden, der frister, og jeg kan ikke tage mig sammen til at lave en madpakke, selvom jeg godt ved at min kære mor har ret, når hun siger at jeg skal lave én. Det er trods alt dejligt at have noget at spise der når klokken er halv tolv.
Selvom jeg ikke laver noget far jeg står op til jeg skal af sted, når jeg kun med nød at næppe bussen, og for hver dag der går får jeg mindre og mindre lyst til at gå ned og stige på, for jeg ved hvad der venter i den anden ende: Seksten bøvede idioter, der ikke har stort andet indhold i livet end at se ned på andre. 'Andre' er i øjeblikket mig selv. De sidste fire i klassen er to drenge der nogle gange er fornuftige at snakke med og to piger, der i grunden er ret søde. Det er længe siden min hverdag hed: Skole, fritid, søvn. Nu om dage hedder det: Helvede, Tomgang og Drømmeløs Stilstand.
Jeg sidder i første time denne mandag morgen, vi har dansk, og som sædvanlig ligger jeg med hovedet ned i bordet, uden lyst til at se mine "kammerater" i øjnene. Uden lyst til noget som helst, fuldstændig forladt af energi og uden vilje til at modtage flere indtryk af min omgangskreds. Jeg kender dem allerede bedre end godt er. Jeg tænker på dengang det startede, det var november og nogen fortalte mig at hvis man ikke vaskede sit hår med shampoo ville kroppen selv begynde at rense det, og jeg fandt flere kilder, der støttede denne påstand, og det lød jo i grunden meget logisk: der har jo ikke været sæbe på jorden siden dengang dyr begyndte at få får, og jeg besluttede mig for at prøve det. Jeg regnede med at møde nogen spot, men at det skulle tage så meget overhånd havde jeg ikke i mine vildeste drømme troet. I starten syntes nogle at det var ulækkert, andre troede ikke på det. Nogle mente at de havde hørt det før, og tre særligt store ignoranter mente at det var mig, der var en naiv idiot, der bare troede på alt hvad jeg læste på en hjemmeside. Jeg troede at det ville gå over, men lige siden har det været det helt store kult på hele årgangen at gøre nar af mit hår. Det er utroligt hvor meget sjov fyrre små børn kan få ud af, at grine af en person, der, indtil han valgte at prøve noget nyt, var en person man havde respekt for, fordi han var den næst- eller tredjeklogeste på hele årgangen.
Det er blevet tradition at hver gang nogen har en diskussion og jeg er i nærheden, bliver diskussionen, når folk løber tør for smarte ord, afsluttet med at "i det mindste går de i bad". Selvom efter de her fire måneder, hvor jeg gentagne gange har forklaret dem at det eneste jeg gør, er at jeg ikke bruger shampoo, og at jeg er lige så hygiejnisk som dem, er der stadig utroligt mange af dem, der har så meget jord i hovedet at de ikke har hørt et ord, men bare bygger videre på deres egne dogmatiske forestillinger om mig. Selvfølgelig vil ingen af dem tage det seriøst hvis jeg fortæller dem at jeg er ved at gå ned fordi de driller mig med mit hår, men bare det, at hele min klasse hader mig for noget, der rager dem en halvt afbrændt papand i røven, og i øvrigt er en ganske fornuftig ting som deres teenagearrogance og ignorants bare lukker ude, er sgu slemt uanset om det så er mit hår eller en hvilken som helst anden del af mig de snakker om. De siger at vi ikke har mobning på skolen, men hvis det her ikke er mobning så ved jeg kraftedeme ikke hvad det er.
Anden time er overstået og vi har tyve minutters frikvarter. Endelig! Tænker jeg. Mine eneste rigtige venner på skolen går nemlig i en anden klasse, og frikvartererne er bestemt også den eneste grund til, at jeg overlever min skolegang. Vi smutter ned forbi bageren i byen selvom der egentlig ikke er nogen, der skal købe noget at spise, vi går bare automatisk derhen af en eller anden grund. Vi snakker om hvad vi har haft, hvor nederen lærerne er og alt det der. Nogle af os køber lidt nede i byen og så skal vi ellers have timer igen. Jeg når lige at høre 72 uoplyste ottendeklasser råbe ad mig, for de er jo blevet store nu og skal være med på moden, og opføre sig som de store niendeklasser. De har ganske enkelt bare ikke fattet at der er mere fornuft i min 10-årige nabos hoved end i alle deres voksglaserede jordknolde tilsammen.
Ikke desto mindre når jeg op til klassen, hvor Søren fra klassen kommer hen og gramser mig i håret, fortrækker ansigtet i væmmelse og siger hans fingre skinner af fedt, til blondinernes og hans blindt forelskede dumbom-kærestes store fornøjelse. Jeg sætter mig ned på min plads og falder i søvn, for en god fantasi er nu engang bedre end en dårlig virkelighed. Jeg vågner igen til tolvfrikvarteret og smutter igen op til gutterne i A-klassen. Der er nogen bag mig, der spørger hvorfor jeg altid sover i timerne og er så frisk i frikvartererne. De skulle bare vide. Sjovt, at de ikke tænker over hvorvidt jeg sidder med hovedet ned i bordet når jeg har fri? Ikke desto mindre har jeg en halv time nu sammen med vennerne og vi går igen rent automatisk ned mod bageren. Nogle vejarbejdere har flået fliserne op på fortovet hele vejen derned så vores rute er blevet lidt forstyrret.
Efter endnu tre timer hvor det er lykkedes mig at få famlet dagens lærdom nogenlunde til mig tager jeg hjem. I bussen sidder jeg på de bageste sæder med gutterne fra A, men desværre skal de af allerede ved første stoppested: Lillering, mens jeg selv skal vente ti minutter på at kunne stå af. Hvis der er mere end én af fniddertøserne i bussen står jeg ganske enkelt af sammen med de andre og tager hjem til en af dem. Ellers slår jeg bare hovedet ned, læner mig tilbage og venter på, at være hjemme i Framlev.
Her plejer jeg normalt at gå hjem og spise et æble, gå på lokum, smutte en tur ovenpå, tænde radioen og computeren og ellers lave ingenting indtil jeg skal i seng, men ikke i dag. I dag går jeg i stedet ud ad vejen. Jeg ved at der ligger en å for enden af den, og der bevæger jeg mig hen af. Med tasken på ryggen går jeg den kilometer der er, og når jeg er kommet forbi kokasserne på marken og elhegnet sætter jeg mig ved kanten og lytter til vandet. Det er en utroligt afstressende lyd sammenlignet med al det lort jeg bliver udsat for i løbet af dagen.
Mens jeg sidder der og lytter kommer jeg til at tænke på hvorfor jeg ikke har gjort det her noget før. Jeg tager madpakken op af tasken, jeg fik ikke spist den i frikvarteret, så jeg tænker, at jeg da godt kunne tage den nu. Og det gør jeg så.
Jeg ser mig lidt omkring. Åen danner grænse mellem en skov og en dyrket mark, faktisk et lidt sjovt tilfælde. Engang var skoven træningslejr for de lokale spejdere, men de var flyttet et andet sted hen, jeg tror nok det var Lilleringskoven, så deres træningsredskaber, labyrinter, klatrestativer og svingtove var i fin stand, men var mildt sagt blevet overtaget af naturen. Marken tilhører Jens, jeg kan se hans gård fra hvor jeg sidder. Han har vist også en tyr, men den er på en anden mark, så jeg er ærligt talt mere bekymret for om jeg træder i en klump bearbejdet græs end for, om jeg pludselig bliver angrebet bagfra. Lige omvendt er det i hverdagen tænker jeg mens jeg flytter plads over på den anden side af vandet, ind i skoven.
Jeg får øje på en dukke, der ligger på en sten ude i "stranden". Normalt ville jeg ikke have tænkt over det og bare set den og på ingen måde overvejet hvor den kom fra, men lige i dag grubler jeg stærkt over hvad der har fået en lille pige til at tage herud, lægge sin dukke på en sten og gå igen?
Det er da underligt i grunden. Altså, der foregår mange sjove ting i hovedet på små børn, men bevidst at gå herud og lægge sin dukke på denne bestemte sten? Der er stadig mere sandsynligt end at det er strømmen i åen der har fået den derop, og den er nok heller ikke faldet ned fra himlen. Jeg ender med at konkludere at hun nok er vokset fra den eller af en anden grund ville skille sig af med den, og så bare ville give den en ordentlig afsked. Hvorfor kommer jeg mon til at tænke på mig selv? Tænker jeg sarkastisk. Udover at jeg nok nærmere havde ligget nede i mudderet hvis den her dukke repræsenterede min situation. Jeg samler dukken op, og lægger den ned i tasken uden at tænke over hvorfor. Det er ved at blive mørkt og jeg synes alt i alt, at der er noget uhyggeligt over det her. Men nu er jeg jo også hvad man ville kalde mørkeræd, særligt i skove og når jeg ser gennem vinduer og i spejle.
Jeg kommer hjem og min kat kommer løbende ned ad trappen. Jeg tager skoene af, aer ham lidt og går ud i gangen med min taske. Mens jeg hænger min jakke på plads spørger min mor hvor jeg været. Jeg siger at jeg har været oppe ved åen. Hun virker forbløffet og siger at det har jeg da aldrig gjort før, og jeg svarer bare, at det havde jeg lige lyst til. Så er min mor tilfreds, og siger ikke andet end: "Nå, nå," mens hun med et betænkningsfuldt blik i øjnene vipper lidt til hver side med hovedet og tager en slurk af sin te. Vi har en behagelig indforstået overenskomst her i huset med, at hvis man har lyst til at gøre noget underligt, så sker der da ikke noget ved at gøre det. Jeg har jo trods alt fået to kilometers mere motion i dag, siger hun med et smil, og en slet skjult hentydning til, at jeg ikke bevæger mig for meget. Jeg griner og siger at det da kun er en fordel ja.
Maden står næsten allerede på bordet, og vi spiser. Det er det eneste tidspunkt på dagen jeg er rigtig glad, for jeg ved at jeg kan stole på alle omkring mig. Det er sgu da en rar følelse. Tre timer senere, efter vi har set en krimi og jeg har været oppe og chatte lidt med vennerne, går jeg i seng og tænker. Eg plejer altid at tænke meget over dagen mens jeg ligger i sengen om aftenen. Måske er det derfor jeg ikke drømmer så meget; fordi jeg selv bearbejder hele dagen inde i mig selv. Jeg dagdrømmer lidt inden jeg falder i søvn, og har en underligt følelse af, at dagen i morgen måske ikke bliver så slem. Jeg rækker hånden ned i min taske og samler dukken op. "Ja," tænker jeg, "Dagen i morgen bliver bestemt bedre. I modsætning til den lille fyr her, bliver jeg bare groft mobbet, jeg bliver ikke direkte kasseret, jeg har nogle få venner, den har ingen." Men alligevel har vi en enkelt, uhyggelig ting til fælles. Det er ikke rart at tænke på, men her var det, sort på hvidt: Ingen af os gør noget ved den situation vi er havnet i.