Det var en hel normal søndag. Vi havde bagt kage til at tage med til en børnefødselsdag dagen før. Min mor havde gemt et par stykker uden glasur til mig, da jeg skulle være alene hjemme om søndagen. Farverig som man jo er, skulle glasuren selvfølgelig ikke bare bestå af den kedelige hvide, og da jeg mødte det blå farvestof i skabet, var jeg ikke i tvivl. Dette var farven til min kage. Jeg fik lavet en glasur med perfekt konsistens og uden problemer til det første stykke og desværre var der ikke nok. Så i gang igen, men denne gang blev den tynd og havde en fesen lyseblå nuance. Den skulle have en sjat mere, men i det samme jeg rækker ud efter bøtten, får jeg skubbet til den, og indholdet løber nærmest befriende udover mine forældres tre måneder gamle nye plankekøkkenbord, ned af skabet og videre ud over gulvet. Shit. Det her er det værste stads at få af hænderne. Den første og bedste karklud måtte i aktion. Den klarede det med bravur, indtil den skulle vaskes. Alt det blå farvestof ender i vasken og forværrer kun helhedsindtrykket om en god gerning. Nå, først en ren bordplade, så skab og derefter gulv. Hunden ville selvfølgelig også bidrage med en hjælpende tunge, men blev strengt sendt væk. Endelig var det hele væk, og jeg må indrømme, at jeg stod med det største smil. Hvordan kunne det lade sig gøre at være så uheldig? Næ nu var håndvasken ren, hvis man altså ikke gik for tæt på. Så blev det endelig tid til mine egne hænder, som havde fået et markant smølfeudseende. Jeg gik på badeværelset og i gang med børsten. Da de var nogenlunde og skulle tørres, skulle det da ikke gå værre eller bedre, end vi havde et hvidt håndklæde hængende. Og med al fokus rettet på samtalen med mor, blev de bare tørret, hvilket havde endnu større konsekvenser end man kunne forestille sig. Desuden tror jeg, at hunden har haft siddet i det blå farvestof. Hun bliver ved med at slikke sig bagi. Se det var en mindeværdig time.