Hun havde fundet den på gaden en dag da hun var omkring ti år gammel. Hun huskede tydeligt hvordan den bare havde ligget der i skyggen af en høj mur. Dengang havde hun tænkt, at nogen måske havde tabt den på flugt fra en røverbande med lange knive, at den var smuttet ud af lommen eller endnu bedre revet af den kæde om halsen hvori den havde hængt siden ejeren fik den ved sin fødsel, men nu havde han mistet den til røverne som ikke vidste hvilken skat de havde fået deres offer til at tabe og derfor heller ikke samlede op. Hun havde samlet nøglen op vel vidende, at hun burde aflevere den på politistationen. Alligevel havde den haft en så magisk tiltrækningskraft, at hun ikke kunne skille sig af med den. De kommende år havde hun tilbragt mange timer med at drømme om dens forrige ejers drastiske flugt over den høje mur, hans forfølgeres grusomhed og uvidenhed, den lidenskabelige sag som havde fået røvere og offer til at kæmpe en kamp på liv og død, men især om den fortryllede skattekiste hvori nøglen passede. Hun opbevarede den i et skrin som lå gemt under hendes seng, men som hun ofte tog frem for at betragte de hemmelige genstande som hun som ethvert andet barn gemte. Nøglen var hendes største skat, og hun vidste, at den kunne lede hende hen til en anden og meget større skat. I mange år gemte hun hemmeligheden inde i sig.
   Det at vide, at der et eller andet sted i verden var en skat som var bestemt for hende, og som kun hun kunne nå frem til, gjorde hende til noget særligt. Andre mennesker kunne føle det, men de kunne ikke have sagt hvad der forårsagede det. Altid virkede hun som om hun havde et mål, et sted at nå hen. Ofte stoppede hun dog op og undrede sig over hvordan hun kunne vide hvor hun skulle bevæge sig henimod, men hun kom efterhånden til den konklusion, at eftersom hun altid vidste hvor hun skulle hen, måtte der i nøglen være indlagt en slags magi som trak hende i den rigtige retning. Hun havde altid succes med hvad hun lavede. Alt hvad hun beskæftigede sig med gav gode resultater. En dag, på vej hjem fra arbejde, besluttede hun sig for at gå en lang omvej. Pludselig stod hun foran en lille butik som hun ikke kunne huske at have set før. Den så mørk og slidt ud, men noget ved den tvang hende til at gå ind.
   Inde i halvmørket sad der en gammel kone med en krystalkugle. Normalt ville hun have afskrevet spåkoner som det rene hokuspokus, men denne særlige spåkone føltes som en hun burde tale med. Hun satte sig ned på en faldefærdig stol og begyndte at tale, men blev afbrudt. Spåkonen var allerede i en dyb trance og mumlede noget om en nøgle til et hjerte. Hun var straks interesseret og lyttede intenst. Da spåkonen var færdig med sit budskab, kendte hun hemmeligheden som hun havde spekuleret over hele sit liv. Hun gav konen alt hvad hun havde i sin pung og skyndte sig ud. Det var allerede aften. Hun blev nødt til at vente til i morgen med at finde sine drømmes mål. Det var nødt til at være lyst, ellers ville hun måske overse den trækiste, som spåkonen havde fortalt om. Hun havde også fortalt næsten hvor den fandtes og nævnt at den var målet for hendes søgen og at hun der ville finde meningen med sit liv.
   Næste morgen ved solopgang skyndte hun sig ud. Efter at have gået langs nogle små gader i flere timer kom hun endelig til sit bestemmelsessted. Her var hun næsten for bange til at tage i dørhåndtaget. Med en kraftanstrengelse tog hun sig sammen og åbnede døren. Rummet var tomt, bortset fra en forhøjning, hvorpå der stod en kiste. Kisten var af hvidt træ, ca to meter lang, en halv meter bred og havde seks håndtag, tre nederst på hver langside. Den havde ikke noget nøglehul, så hun undrede sig over hvor nøglen passede til. Hun åbnede kisten og kiggede ned i dens forede indre. Den var tom. Da hun kiggede nærmere på låget, så hun et lille hul i kanten, som måske kunne være til en nøgle. Hun kravlede op i kisten, lagde sig ned og sænkede låget ned over sig. Hun stak sin lille nøgle ind i hullet og hørte den skrabe mod træet, men hun måtte sande at det aldrig havde været et nøglehul. Idet hun ville trække sin nøgle ud, knækkede den. Låget sad fast.