Jeg har for nylig siddet og skrevet på en tekst om kelternes bardkultur og kom så til at tænke på, at en hel del af os kender den i parodiens form fra Asterix, nærmere bestemt de uovervindelige galleres lokale bard Trubadourix.
Barden var i de gamle keltiske lokalsamfund den, der sang og fortalte historier. De havde høj status i datidens samfund, ikke som det er gengivet hos den berømte franske serie, hvor barden Trubadourix er miskendt. Da tegneserier ikke har lyd, kan vi som læsere naturligvis aldrig høre prøver på hans kunst, som han selv anser for at være genial, men som de andre gallere finder så ulidelig, at de som fast ritual binder ham på sidste side, for at han ikke skal ødelægge festen med sine kvad.
Er de virkelig så rædselsfulde? Det trykte medies lydløshed gør, at vi ikke via hæfterne får svaret på dette spørgsmål, og ingen filmatiseringer af Asterix har besvaret det spørgsmål, det bliver spændende om den nye Asterix og Vikingerne gør det.
Naturligvis kunne han godt være en talentløs wannabe, som de gæve gallere sagtens kan gennemskue, men er det nu sikkert? I hæftet Profeten lader de sig snyde af en falsk profet, der siger hvad de kan lide at høre og derfor får dem bjergtaget med sit fup, så de kære gallere har vist ikke så meget dømmekraft alligevel. Det åbner for, at barden Trubadourix godt kan være et underkendt geni. Sandt at sige: i det lydløse medium kan vi dog konstatere, at han har en utrolig evne til at citere danske højskolesange og populære sange fra en senere tid på de rigtige tidspunkter for et vittigt ordspil. Det må siges at være en profetisk evne, der er stærkere end den charlatanprofet, som landsbyen fik besøg af i førnævnte hæfte. Ligeså stærk som hæfternes Cæsar, der citerer fra Det Nye Testamente før Kristi fødsel og med sine udtalelser foregriber attentatet mod sig selv flere år før det reelt skete.
Om jeg lavede tegneserier, så lavede jeg en serie fra gallerlandsbyen, der foregår cirka hundrede år efter Cæsars invasion af Gallien, hvor man har indset, at Trubadourix var genial og begræder, at så mange af hans værker er gået tabt. Der går rygter om en jødisk sekt, hvis stifter blev korsfæstet, men siges at være genopstået. De anser dette med den trylledrik, der gør dem uovervindelige, for djævelskab. Nogen af landsbyens beboere er faldet for dette budskab og er som følge af det blevet fanget og ført til arenaen i Rom. Er de ikke lige faldet for denne mærkelige bevægelse fra Palæstina, så er de påvirket af stoicismen og anser denne trylledrik for noget, der sætter dem ude af stand til at beherske sig selv, derfor drikker de den ikke. Så de stærke gallere er ikke så uovervindelige, som de har været.
Den nuværende bard synger kvad om Asterix og Obelix' bedrifter, de kan ikke holde ud at høre på ham, men de binder ham ikke og lader ham altid få lov at synge, for som det altid bliver sagt: Trubadourix var også underkendt i sin samtid, husk det!
Så forlyder det, at den nye Cæsar har brændt byen Rom. Så er der håb for, at de slipper for at kæmpe med romerne. Den nye bard synger derfor profetisk som sin forgænger mange århundreder forud for en vis sangskriver fra Liverpool "All we are saying, give peace a chance."