Jeg står ved havet, hvor brændingen bruser og bølgerne ruller støt af sted, så ens og dog så forskellige. Det dybe hav, hvor ingen kan kigge ind, den der forsøger, vil forsvinde, af dets indhold ser vi kun det, som bølgerne kaster på stranden.
Det består af søstjerner, døde fisk og vandmænd, som levede et godt liv derude, nu er de smidt ind på bredden, hvor de ikke kan leve i længden. Det består også af olie og affald, som tankeløst blev kastet ud fra de skibe, der fører små mennesker som mig selv hen over havets overflade, men som kan knuses af dets rasen.
Her på dette sted kom jeg hvert år som dreng, da jeg stadig havde familie her. Nu er jeg her igen efter mange år, forklædt som voksen. Det er den samme kyst, men stranden er formet anderledes og klitterne ser anderledes ud, den forandrede sig også fra år til år dengang. Det samme sind, der drømte om at rejse over Peter Simples hav til fjerne lande og opleve Robin Hoods skov og Davy Crocketts prærie, drømmer stadig, men tror ikke mere det vil blive virkelighed, livets brænding har ændret det.
Den verden, som kan fylde drømmene, er som havet: vi ser ikke dybet, den kaster det ene og det andet op på sindets bredder, der giver os en ide, men aldrig gør fyldest. Ens tanker kan sejle på overfladen, men raser stormen for meget, knuses tankerne, prøver man at se dybet, drukner man.
Jeg vender mig for at gå tilbage over klitten. Stille og roligt skrider jeg henover stranden, kravler opad klitten, mens havet bruser en afskedshilsen bagved mig. Småstenenes rytme og havfuglenes sang snakker med. Vinden synger i marehalmen som en vemodig underlægningsmusik.
Udover heden så langt øjet rækker er der sommerhuse. Det har der altid været, men mængden er vokset, illusionen om uberørt natur er væk. Ude til venstre er heden fredet, her trives illusionen endnu.
Min farmors sommerhus er indeklemt bag nogle store huse, det kan ikke længere ses toppen af klitterne som før. Engang havde det været prærien, hvor indianeren jagtede bisoner eller en skatteø, hvor der blev kæmpet mod sørøvere.
Himlen er som en blå kuppel, hvor skyerne hænger, og udsigten over den spejlblanke fjord er stadig fri, her ses den typisk danske købstad, der på denne afstand skæmmes af industribygninger. Når natten kommer, ændrer denne udsigt karakter, industribygninger bliver usynlig, og byens lys blinker gæstfrit fra den anden side.
Når natten er faldet på herude, er det som man svæver gennem universet og dets stjerner. Det fik min fantasi til at flyve til månen og de fjerne galakser med Jules Vernes helte og Jeff Hawke.
På vej over heden, der har bevaret sin farvepragt og sin overflødighed af blåbær, passerer jeg en nyopført spillehal, hvor lyden af de enarmede tyveknægte og flippermaskinerne overdøver vinden og fuglene. Folk, der vil ud i den fri natur, aner ikke hvad de skal få tiden til at gå med, når de først er der, så er tidsfordrivet nødvendigt. Den tid, som vi higer efter mere af, aner vi ikke hvad vi skal stille op med, når vi har den. Så taler vi om at slå tiden ihjel. Hvad har den dog gjort?!
Jeg passerer min farmors sommerhus, som de nye ejere har renoveret. Ensom og forladt ser det ud med en parabol under hjørnet på stråtaget. Gennem vinduerne kan man se, at stuerne ser anderledes ud. Terrassen ligner sig selv, og et øjeblik har jeg lyst til at falde ned i en liggestol med en bog. Min farfars bogsamling stod uberørt på reolen, selvom han var død før jeg blev født. Den fik tiden til at stå stille for mig, fordi Ivanhoe, Robinson Crusoe og kong Arthurs riddere holdt mig med selskab. Min farmor lyttede åbent, når jeg genfortalte de utrolige historier for hende.
En flok børn leger udenfor nogen af nabohusene. De løber op og ned ad de små bakkedrag. Hvor mange voksne stod og betragtede mig og mine fætre og kusiner dengang? Generationerne kommer som bølgerne på havet, forskellige og dog ens.
Vandrerhjemmet ligger nede ved den asfalterede vej, så jeg fortsætter min gang og lader tankerne hvile lidt. På vejen går jeg i supermarkedet for at købe mad. På et sådant sted forsvinder afstandene, fryseboksene, hylderne og varerne er de samme, uanset hvor man er.
Maden fortæres i vandrerhjemmets fællesstue, og jeg går ud i skumringen. Der er ikke langt til kirken, som per landlig tradition har kirkegården omkring sig. Her ligger mindelserne om tidligere generationer, der er væk nu. Som min farmor er væk, som mine forældre snart er det, som jeg vil være det en dag. Generationerne skyller dele af verdens hav ud i sindets bred. Min farfar gav mig litteraturen, selvom han ikke levede længe nok til at se mig, min farmor fik de utrolige historier, som hendes svære ordblindhed hindrede hende i at læse, hun gav mig varme og kærlighed. Mine fætre og kusiner gav mig leg og latter.
I morgen tager jeg toget hjem igen med det samme tog, der bragte mig her. Den samme togrute tog mig herover som barn og bragte mig tilbage til hverdagen med kedelige timer, mobning og skænderier, der var som olie, der dræbte livet. Det troede jeg altså. Barnesindets liv er sejlivet, det kan jeg mærke i dag, trods min voksne krop lever det i mig.