En af mine kammerater var til stemmeprøve, som består i at man læser en tekst op og synger en sang. Der sidder så en sangpædagog, en retoriker og en talepædagog og vurderer stemmen.
Den sang, min kammerat valgte at synge, var Blichers Sig nærmer tiden da jeg må væk. Da han havde sunget første vers, bad sangpædagogen ham se, hvad der stod i tredje vers:
"Jeg sku ha sunget lidt mer måske, måske også lidt bedre."
Min kammerat sagde, at han forstod hentydningen.
Hvad kan sangstrofer ikke blive til? Som da jeg engang oplevede, at vi skulle indlede med fællessang og det blev så Den Store Mester Kommer. Det gik ikke værre eller bedre, end at der kom en gående ind ad døren i samme øjeblik vi startede på den.
Jeg kom engang en smule for sent til en juleafslutning, og trådte ind ad døren midt i at de sang Det Kimer Nu til Julefest. Lige da jeg kom ind sang man verset Nu kom han, patriarkers håb.
Sidste jul var der en, der slap en vind netop som forsamlingen stemte i med Der Er Noget i Luften.
Disse hændelser kan få mig til at tænke på en historie, de fortæller i USA om afholdsforeningen, hvor taleren står og siger: if I had any whisky in the world, I'll throw it in the river, if I had any brandy in the world, I would throw it into the river, if I had any beer, I would throw it into the river og sådan blev han ved indtil han endelig afsluttede. Mødelederen var faldet i søvn og vågnede idet taleren var færdig med denne remse. Så ledte han febrilsk i hymnebogen for at finde en sang, fandt hurtigt en og annoncerede: Vi synger Let us gather by the river.
Det er så værre når personers navne indgår i sange. Jeg kender en, der hedder Poul, der siger at han hader sangen Poul Sine Høns, alle giver sig til at synge den, når de ser ham. Eller en pige med det i Danmark sjældne navn Bonnie, hun kan ikke gå nogen steder uden folk synger My Bonnie Lies over the ocean. Ja, tænk så på Joakim og Alexandras ene søn: Hej, hej, Nikolaj, hovedet den forkerte vej. Stakkels dreng, den kommer han til at høre hele skoletiden.
Selv mødte jeg på en tur med Oslobåden en amerikaner, hvor forældrene ikke havde brugt hovedet. De kunne naturligvis ikke gøre for, at de hed Bailey til efternavn, men de skulle da ikke have kaldt ham Bill til fornavn. Da han præsenterede sig, troede jeg først han lavede sjov. Da han så kunne se jeg kom til at smile, sagde han: Oh no, is that song also known in Europe! I thougth I was on vacation. Den stakkels mand kunne jo ikke høre sit navn uden at folk skulle komme med sangrefrænet: Bill Bailey, won't you please come home.
Moralen er: tænk over hvad navn I giver jeres børn. Jeg mindes i den forbindelse en arbejdskammerat, hvor forældrene ikke kunne gøre for de hed Baier, men hvorfor brugte de dog ikke den indvendige side af hovedet inden de kaldte ham Tom?