En gang lå der en biograf på Strøget i København ikke mange skridt fra Rådhuspladsen på hjørnet af Teglgårdsstræde. Metropol hed den. Det var ikke egentlig en biograf, der gjorde opmærksom på sig selv, der var ingen prangende facade, ingen neonlysreklamer og ikke de store plakater, men vi var nogen, der elskede denne biograf for én ting, og det var det årlige Disney juleshow, hvor man tilbragte en time med de elskede figurer, den glade mus Mickey Mouse, hans hund Pluto, klodsmajoren Fedtmule med den vidunderligt fjogede latter og ikke mindst uheldigpeteren Anders And, der indledte hver kortfilm med at synge (eller hvad man nu skal kalde det) og ellers satte ens lattermuskler i gang med sin hysteriske latter og et temperament med en kort lunte. Takket være dette årlige tilbagevendende show forbandt jeg og mange andre børn på denne tid tegnefilm med fest, hvad der nok er gået af mediet i dag, hvor man kan se tegnefilm i døgndrift på sattelit-tv.
Køen var lang opad Teglgårdsstræde, når man skulle ind, og når man nåede den trange foyer lugtede det af surt tøj. Der var råben og skrigen fra hysteriske unger og mas af forældre, der prøvede at passe på dem. Det var nærmest et mirakel, at man endelig kom ind og sidde.
Men hvor man nød det, hvad enten Anders And kæmpede mod Chip og Chap eller Fedtmule kvajede sig eller Mickey Mouses campingvogn løb løbsk, og julefilmen til sidst satte altid stemningen for den nært forestående højtid.
Traileren var altid for den Disney-tegnefilm af spillefilmslængde, der fik premiere anden juledag. Det var også en fast tradition i denne biograf. Den tændte julelysene i barneøjnene hos børn, der glædede sig til at se Snehvide, Mary Poppins, Askepot, Pinocchio, Lady og Vagabonden - ja, jeg kunne have lyst til at nævne dem alle. Derfor fik biografen også god omsætning også efter anden juledag, hvor de balstyrige kortfilmfigurer blev erstattet af de lange spændende eventyr, som fortryllede lige så meget som kortfilmene.
Hvad så imellem disse forevisninger omkring jul og nytår? Det hændte da, at en Disney kom på ind imellem, og de blev set.
Men ellers viste den B-film, ofte forbudt for børn. Som teenager har jeg set en eller anden obskur horrorfilm derinde, ligeledes mindes jeg et par Louis de Funés farcer.
For så vidt var denne biograf ikke noget særligt, men for dens årlige markering af den søde juletid med Disneys eventyrlige univers er den husket af mange omkring min alder, der i dag ser Disney på DVD og derved bliver som børn igen.