Jeg læser mange historier. Elsker det. Kan nu ikke selv skrive, har ikke mod nok tror jeg. Til at flytte masken jeg bærer. Jeg tror det er alle "ikke-forfatteres" problem. Det er et spørgsmål om at se sandheden i øjnene. Opdage virkeligheden. Jeg tør ikke. Vil ikke.

Jeg hører så ofte, at historier om ensomhed er de bedste. Det er også dem jeg bedst selv kan lide. Når jeg læser om ensomme mennesker, føler jeg mig ikke selv så alene mere. Så føler jeg, at vi er flere, der oplever denne smerte. Når vi er flere der oplever det samme - er vi en gruppe. En gruppe, er ikke ensom, en gruppe er sammen. Den holder sammen. Ensomme mennesker holder sammen. Uden at kende hinanden. Vi læser de samme historier, og det forbinder os. Alle vi ensomme individer, er nu ikke længere alene, vi er ensomme sammen.

Jeg føler det kun når jeg læser. Føler at jeg er en del af denne gruppe. Når jeg ellers bevæger mig ud af mit hus, er jeg alene. Er jeg den eneste person, der ikke har nogle at følges med.
Når jeg går ned ad gaden, kigger folk på mig som om jeg var et misfoster. Et ensomt misfoster, uden nogen at elske. Andre går også alene, men de ser ud som om at det ikke generer dem. For dem er det bare få sekunder, før de skal mødes med deres venner. Få sekunder før de møder en bekendt de kan følges med. Det er kun mig der går alene længere tid af gangen. Jeg har ikke engang en hund, jeg kan gå med. Jeg er kun mig.

Jeg går ofte på cafe. Ved faktisk ikke rigtigt hvorfor, men når jeg sidder der, er jeg ikke så ensom. Jeg træder ind og sidder mig ved det sædvanlige bord henne i hjørnet. Der er udsigt over byen. 8 etager oppe, i det store indkøbscenter, ligger min yndlingscafe. Der står mit yndlings bord, ved vinduet. Derinde på Monte Blance går mine favorittjenere rundt og serverer for alle disse mennesker, der har valgt at sidde og nyde deres kop te her. Her samme sted som mig. De andre er sammen. Jeg er helt og aldeles alene. Her går det for mig ud på at få det til at se ud som om at jeg selv har valgt det. Selv har valgt, ikke at være to. Eller flere. Mit eget valg, at vælge min karriere frem for venner og familie. Det er det til dels også. Men at det ville komme så vidt havde jeg aldrig troet. Nu er jeg altid alene.

Når jeg sidder her, på Monte Blance, betragter jeg andre. De ligger ikke mærke til mig, og det gør ikke noget. Herinde nyder jeg at være alene. Jeg observerer andres selvstændige individ. Iagttager og analyserer. Stamkunderne er de bedste, der kan man virkeligt studere deres træk. Deres måde at smile på, deres reaktioner fra fremmede. Alle mennesker er forudsigelige. Der er kun få undtagelser.
En af kunderne holder jeg specielt af. Hun er anderledes. Anna, hedder hun. Det har jeg hørt når hun snakker med andre. Hun kommer hver dag. Nogle gange har hun andre med, og andre gange er hun alene. Hun er altid lige selvsikker og hun smiler meget. Det er ingen facade, det kan man se. Det er fuldkommen lykke, der skinner gennem denne unge dame. Hun er vist ikke så gammel. 18-19 år tror jeg. Hun er smukkest når hun er alene. Hun er så rolig. Hun sidder ofte bare og kigger ud gennem vinduet. Nyder atmosfæren. Andre gange har hun en bog med. Jeg ved ikke hvad det er hun sidder og skriver. Hun skriver og skriver. Kuglepennen kører hen over den ene side efter den anden. Det er en stor sort tyk bog. Gud, hvor ville jeg gerne læse i den. For mig ville det være en drøm der gik i opfyldelse, hvis jeg viste hvad hun skrev om. Jeg tør nu ikke spørge. Måske bryder hun sig ikke om fremmede. Man ved aldrig.

Jeg glemmer aldrig den dag det hele pludseligt blev anderledes. Hun græd. Hun sad for sig selv og græd. Hendes drømmende øjne var forsvundet. Hendes smil var væk. Ikke et eneste glimt i øjende. Alt sammen forsvundet, druknet af tårerne der trillede ned af hendes kind. Jeg ville ønske jeg viste hvorfor hun græd. Hvorfor hun pludselig var så trist. Indeni mig, sad en lille pige der havde lyst til at gå hen og holde om hende og fortælle denne unge pige, Anna at det nok skulle gå. At hun aldrig ville være alene. Men det kunne jeg ikke. Jeg var for genert.
Derfor sidder jeg her i dag. Alene, som altid. På Monte Blance. Anna er her ikke. Hun har ikke været her siden. Mon hun kommer igen? Jeg tvivler.