Hun sidder derinde i mørket.
Helt alene.
Der er så stille.
Uhyggeligt stille.
Hun sidder bare.
Det har hun gjort i lang tid nu.
Mange mennesker ville finde det kedeligt, bare at sidde i et mørkt rum alene.
Så stille.
Ikke en eneste bevægelse.
Jo øjnene. De kører stille og roligt rundt, mens hun betragter alle hendes genstande.
Eller måske kigger hun bare, jeg ved det ikke.
Lyset fra gadelygten falder smukt gennem det store vindue, det er som om hun ser alt.
Som om at hendes blik gennemtrænger alt. Det er som om at hun ikke ser løgnene.
Som om kun hun kender til sandheden.
Dette syn er ubeskriveligt.
Der er så dunkelt inde på det værelse.
Hun er tom indeni, det kan man se.
Tom og forladt.
Svigtet af venner og familie.
Det var efter hun begyndte på stofferne.
Hun blev så fucked up af det.
Så anderledes.
Hun kunne ikke gøre noget.
Når pillerne først var indtaget, var der ingen vej tilbage.
Hun havde ingen magt. Hun mistede selvkontrollen.
Hun var ligeglad.
Det eneste der betød noget for hende dengang, var ham.
Han betød alt og han var der aldrig.
I stedet for at prøve at hygge sig med venner og familie tog hun stoffer.
For at glemme ham. Det virkede.
Hun var sammen med så mange, men ingen af dem betød noget.
De var bare nogle hun var sammen med.
Han betød alt og han var der aldrig.
Hun er ikke længere på stoffer.
Det er lang tid siden hun gjorde den slags.
Nu sidder hun bare på hendes værelse og stirrer.
Alene.
Uden venner og familie.
Hun mistede det hele, fordi han betød alt. Fordi han aldrig var der.
Hun sårede alle, og mest af alt sårede hun sig selv.
Hun mistede værdigheden, hendes stolthed og ære.
Hun mistede livets essens.
Hun var ligeglad, han betød alt.

Som hun sidder derinde i mørket, ser hun sandheden i øjende. Hun forstår nu, at det var forkert.
Forkert at han betød alt, forkert at han aldrig var der.