Nu sidder jeg her. Efter mange års søgen. Fandt jeg hvad jeg ville? Jeg er i tvivl. Dybt tvivlende. Jeg har fået hvad jeg altid har drømt om. En ring på min finger, en smuk mand og en søn. Vi bor på Hans Christiansvej, det fineste kvarter i hele byen. Her er ikke andet end store huse, velklædte mennesker og haver med grønne træer. Asfalten er ny og fortovet er bredt. Her er legepladser, hvor alle de små børn leger og parker, hvor folk lufter deres adlydende hunde. Her på Hans Christiansvej er alt perfekt.
Min mand, Alfred er advokat. Han arbejder for det største, mest succesrige firma i regionen. Han tjener mange penge. Rigtig mange. Han arbejder dog sjældent over. Han er hjemme til tiden, og laver ofte aftensmad. Han ligger tøj sammen når han har tid og rydder op hvis det roder. Her er altid rent.
Jeg er arkitekt. Konstruerer smukke bygninger. Man skal gøre hvad man er god til. Det har jeg lært. Hvad man ikke er god til, skal man glemme. Jeg har altid været en af de stærke. En del af eliten. Det er Alfred også. Gode når vi er sammen.
Så er der vores søn. Sønnen der skulle blive noget stort. Da vi bestemte at vi ville have et barn, og fik at vide at det var en søn, skabte vi det smukkeste billede af hvordan han skulle blive. En sød dreng. Elite. Populær. Pigerne skulle falde for ham og han skulle elske hele verden. Han skulle være sønnen alle drømte om. Det blev han delvist også. Han er utrolig klog. Det kan ingen komme udenom. Desværre er det de forkerte ting han ved noget om. Han kender til det mørke. Den del af sindet ingen snakker om. Han kender til død og drømme. Forventninger og skuffelser. Skabelse og ødelæggelse. Jeg ved ikke hvor han har det fra. Han bliver ikke mobbet i skolen. Vi er ikke onde, hverken ved ham eller hinanden. Han har en sød kæreste. Ingen har nogensinde gjort ham fortræd. Alt her er perfekt. Alligevel ser han alt med øjne, mørke øjne, som kun få forstår.
Det er ikke noget han snakker om. Men vi kan se det i hans kolde, fugtige øjne. Jeg kan se hans smerte. Hans lyse hår falder ofte ned foran hans øjne. Dér kan man virkeligt se hvor mørke og dystre de er. Nogle gange får jeg ham til at fortælle om hvad han ser. Han perspektiverer verden på en måde, jeg aldrig vil kunne gøre. Jeg husker hvad han siger. Analyserer det om og om igen. Prøver så inderligt at forstå. Jeg kan ikke, og alligevel kan jeg føle smerten. Det må være forfærdeligt. De ting han siger...
"Alt går i ring. Om og om igen. Vi prøver at forklare livets mirakler og sjælens lidelser. Vi søger hvad vi ikke kan finde, og finder hvad vi ikke søger, men det er vi tilfredse med, så længe vi skaber perfekte familier, med perfekte huse, i perfekte haver. Så længe det hele ser ordentligt ud, skal det nok gå."
Jeg kan høre hans historier inde i mit hoved. Hans beroligende, stille røst med en klang af sorg, der skinner igennem sjælen.
"Tiden er ikke tidløs. Tiden går, hvert sekund er du gået glip af et sekund, og hvert sekund begynder et nyt. Nyd tiden for helvede mor, lige pludselig er den væk."
Han tænker over al ting. Det er utroligt. Han tænker for meget. I stedet for bare at være her. I stedet for bare at eksistere som os andre, tænker han over vores eksistens. Hvad han ser, er ikke smukt. Det er smerte, det siger han.
Jeg sagde en dag til ham, at jeg syntes denne stilhed der engang i mellem opstod, var dejlig, at den var hyggelig og fredfyldt. Til det sagde han "jamen hør, hør hvor stille her er, det er uhyggeligt, med al den ro. Hvert sekund her er så stille, er der folk der bliver født, og folk der dør. Det er klamt mor, det er så klamt. Hør mor, nu døde der en til."
Det hænder at jeg beder ham om at se lidt lysere på tilværelsen. Han kan bare ikke. Jeg synes han er for sortsindet, men jeg kan intet gøre. Synes jeg har prøvet alt. Når jeg beder ham om at slappe lidt af og nyde de lyse sider i tilværelsen, siger han med hans sorgmodige stemme:
"Vi er alle mørke indeni, også dig mor, ja selv far er mørk. Jeg ved det. Bare luk øjnene, kig indad. Er det hvidt derinde? Nej vel, det er sort, dystert og det vil du aldrig kunne lave om på. Lige meget hvor hårdt du prøver. Det er bare et spørgsmål om hvor dybt det ligger begravet inden i dig. Når du graver ind til det, er det ikke til at stoppe. Det overtager det lyse, overtager hele verden. Der er ikke noget at gøre. Det er derinde bagved, helt derinde sandheden bor. Det er derinde mønsteret brydes."