En dag sad han og så tilbage på sit liv, med glæder og sorger. Glæder var der mange af, det vidste han, men han kunne bare ikke komme i tanke om dem. Sorgerne syntes der dog at være flere af. Han vidste at det ikke var sandt. Dog var alle minderne om nederlag, sorger og fortræd.

Han havde aldrig gjort oprør. Aldrig været den der skældte dem ud, som han elskede. Aldrig tvunget nogen han holdt af, til at gøre noget de ikke selv ville. Bare fordi han ville det. Altid klar til at gøre en ekstra indsats for alle der turde spørge. Altid klar til at tilgive alle alt, på et øjeblik. Bare de spurgte pænt eller så ulykkelige nok ud. Hvorfor har han spurgt sig selv mange gange. Måske fordi han håbede, at andre ville gøre det samme for ham selv, den dag han selv havde brug for det.

Hans evige støtten og styrke, gav bare bagslag, den dag det hele ramlede. Ingen kunne se det på ham og han var jo så stærk, at han nok skulle stå det igennem. Hvad kan man sige, han sidder og skriver dette nu så, ja han har stået det igennem. Men med nogle ar der aldrig vil forsvinde. Han kunne måske undgå dem i fremtiden, hvis han bare ønskede det, ved at lukke sig inde i sin egen lille verden og gemme sig. Ved simpelthen bare lade være med at høre efter hvad andre siger, og selv lade være med at tale om det der gør ondt. At bare finde den store glemsel i bøgerne og filmens verden, eller for den sags skyld bag computer skærmen.

Men han ved hvad det vil sige at leve livet. Han kender smerten og lykken. Han ved at livet vil blive hans død, men han vil ikke accepter at bare skulle sætte sig ned og vente på døden. Så hellere tage smerten som den kommer, hvis han bare igen kan opleve den fuldstændige lykke, der eksisterer i ham og omkring ham, når han har det godt.

Vennerne holder ved, selv efter 10 år, med en styrke han ikke turde stole på, bare fordi han ikke turde stole på sig selv. Men de blev og støttede, uden at kræve noget, uden at ønske andet end at være sammen med ham.

Han vil kæmpe videre for sin frihed til, at vælge livet frem for fantasien. Følelserne frem for intetheden. Smerten frem for den kolde intethed.

Pas på han kommer direkte mod dig, som din ven du kan fortælle alt. Han kommer med smerten og glæden i sin rygsæk. Uden kort og kompas, men klar til at følge vinden for en stund eller for at gå direkte imod den, når det er det han har lyst til. Livet skal leves og lykken findes jo lige foran fødderne af os, så hvorfor ikke række ud efter den. Uden derfor at give afkald på os selv, men med viden om at når det hele går ad helvede til, så kan vi tillade os at stoppe op og bearbejde hvad der er sket og lykken vil bare blive liggende og vente på os.

Hvis vi bare tør tage chancen og bevæge os udenfor vores eget lille selvskabte bur. Den eneste ene bliver måske ikke nem at finde, men vennerne vil hjælpe dig under din søgen, hvis du tør lade dem hjælpe. Som din ven vil jeg altid være klar til at høre på dine problemer og dine glæder, hvis du også tør høre på mig. Jeg har endnu aldrig flygtet, når nogen har haft brug for min hjælp og det tror jeg heller ikke at jeg nogen sinde vil gøre.

Så ræk din hånd ud og rør ved livet.

Ræk din hånd ud og rør ved mig.

Ræk din hånd ud og du vil opdage, at du rører ved noget meget positivt, nemlig dig selv.

For du er et pragtfuldt menneske, hvis du bare tør tro på dig selv.

Tak, fordi jeg indtil nu har måttet være din ven. :-)