Mit liv var fuldendt, næsten. Der var som der manglede noget. Gejsten til at leve. Den blev mindre dag for dag. En dag på vej hjem, så jeg en bil. Jeg tænkte:
   "Nu har du chancen."
   Uden at tænke mig om, stod jeg midt ude på vejen. Bilen standsede. Han blev rasende:
   "I unge mennesker nu om dage, skal I nu også spærre vejen!"
   Jeg sagde ikke noget, jeg var der slet ikke. Ikke mentalt. Mine tanker kørte rundt i mig. Lige pludselig tænkte jeg på hende. Manden stod stadig og skældte ud. Jeg vendte mig om, og gik min vej. Jeg opfattede ikke meget af det, der var sket. Jeg gik ned på kirkegården, til hendes gravsten.
   "Hvordan ku' du? Hvorfor forlod du mig bare? Du betød alt for mig. Du var mit et og alt. Jeg hader dig!" Med disse ord forsvandt jeg igen, med mine kinder fyldt af tåre. Jeg traskede hjem ad, i modvind. Vinden tog mine tårer. Jeg smed min taske, da jeg kom hjem, kastede mig på sengen, og satte mit stereoanlæg på repeat, nummer 6 som altid. "Don't leave me this Way.. Don't tell me..." Tankerne fløj rundt i hoved på mig, indtil jeg faldt i en endeløs søvn. Troede jeg. 10 min. efter hørte jeg kalden:
   "Der er mad."
   Et ja fik jeg fremstammet. Min far smilede og spurgte:
   "Har du haft en god dag, og hvad har du lavet?"
   "Jeg har hoppet ud foran en bil, men uheldigvis stoppede den, og så gik jeg ned på kirkegården." Nej, dette sagde jeg ikke, men en stemme i mit hoved. "Ja, det har som været en... " Mere nåede jeg ikke at sige, inden telefonen ringede. Min far sprang op af stolen. Det var Ulla. Min fars kæreste. Hende, der havde sørget for at mit liv var ligegyldigt. Hende der evig og altid kritiserede mig. Jeg kunne intet godt gøre. Hvis jeg ku' har hun iverfald ikke fortalt mig det. Hun har via sin kritik fortalt mig, at jeg ikke var god nok til alting, jeg havde intet overblik, sagde hun. Hun kunne kun skældte mig ud. Jeg følte mig nedværdig og håbløs. Jeg begyndte jo at tro på det. Min selvtillid var i bund. Jeg begyndte at tage afstand fra hende. Jeg tog væk fra det hele. Jeg bestemte mig for at starte på en frisk og leve livet. Jeg mødte andre unge, der havde det på samme måde som mig. Følte sig umenneskelig og ubrugelige. Vi var nu en ny del at støttegruppen. Det hjalp mig meget igennem det hele. De forstod en, kunne sige akkurat sige hvordan jeg havde det indeni. Men det var på en måde også skræmmende. Man havde ingen hemmeligheder for hinanden. De mennesker takker jeg af hele mit hjerte. Mille hed hende, der ledte støttegruppen. Hun var som min anden mor. Hun gav sig altid god tid til mig. Hun havde selv været ude for samme, da hun var i teenager alderen. Og Susan. Hun var et fantastisk menneske. En som også havde samme problem som mig, bare værre. Hun havde tit forsøgt at begå selvmord. Men heldigvis kom hun her til centret og fik hjælp. Folk ville nok kalde os svage. Trods alt er vi bare normale mennesker med problemer. Men at have problemer er et tabu hvor jeg kommer fra. Hvis man havde problemer, skulle man selv løse dem. At gå til psykolog var at være stemplet dum.
   "Det er ikke normalt at gå til psykolog, bare fordi man har et lille problem."
   "Ja hallo, måske har jeg et stort problem, men du ser det bare ikke. Du er ligeglad med mig. Du er ligeglad med mit liv, og hvad jeg laver. Du er egoistisk!"
   Vi var sammen om det, smerten begyndte at løsne sig. Men kun for et stykke.
   "Kun de stærkeste overlever," begyndte Mille en torsdag eftermiddag.
   Susan havde begået selvmord. Susan var min bedste veninde. Hun var den eneste der forstod mig fuldt ud. Den var hendes skulder, jeg grad ud ved, det var hende der altid trøstede mig og sagde at det hele skulle nok gå. Hun skulle nok hjælpe mig. Men nu var hun der ikke mere.
   Hun havde efterladt et brev til mig:
   FARVEL. STILLE LUKKER MINE ØJNE I. Mit hjerte har banket for sidste gang. Det bankede, men kun for dig. Du ved at du betyder alt for mig, men jeg kan ikke tage smerten længere. Jeg vil ud af dette helvede. Jeg vil aldrig glemme dig. Jeg beder ikke om tilgivelse, bare forståelse.
   Min verden gik i stå, tiden stod stille. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Pilleglaset stod ved siden af mig. Tomt. Mit hoved føles tomt, jeg falder om.
   Det næste der sker, er at jeg vågner op, på sygehuset. Det eneste jeg ville var jo at komme samme sted hen som Susan, ikke andet.
   Den første jeg så, da jeg vågnede, var Mille. Hendes øjne var røde. Hun var bange for at hun skulle miste mig, fortalte hun mig. Hun vidste hvor hårdt det tog på mig, med Susan' s død. Hun sagde ikke rigtig noget til mig, hun kunne ikke finde ord. Efter dette forsatte jeg i støttegruppen, og prøvede at forsætte mit liv. Men intet ville blive som før. Aldrig...
   Her sidder jeg, og skriver dette ned. Det føles som om det er sket for 5 år siden, men det kunne lige så ha' været sket i går. Efter et stykke tid kommer min far ind:
   "Skal du ikke have noget at spise?"
   Jeg sad bare der med ryggen til, blod skudte øjne.
   "Nej tak, jeg er ikke sulten."
   Han gik...
   Nu vælter tårende ud. Jeg kan ikke mere. Jeg er på vej Susan. Nu skal du ikke være alene mere.

Pigen med de grå øjne,
   græder stille i dette sekund.
   Hun er bange, bange for at alle,
   vil se hendes store smerte.

Hendes hjerte er stort, men tomt.
   Tilliden er forsvundet.
   Ingen kan hun stole på.
   Ikke engang sig selv.

Hendes eneste udvej er selvmord.
   For at befri hendes endeløse tanker.
   Intet kan beskrive hendes store tab.
   Alle fylder hende med løgne..