Lyden af fluers kamp for at nå den frihed, der ligger uden for den usynlige mur kaldet glas, fylder hans køkken.

I dag er det dagen, dagen de blev gift, dagen de valgte hinanden. 60 år er der gået.

For 60 år siden vandrede de ned af kirkegangen, mod et liv i kærlighed sammen.

Det varmer hans hjerte at tænke på hende. Hun var grunden til han stod op om morgenen, og grunden til han skyndte sig hjem fra arbejde. Hver dag mødte hun ham med kærlige kys, stående i den have, som hun plejede med samme kærlighed som hun gav ham. I alt dette ønskede han sig intet mere af livet. Hun fyldte alt, der skulle fyldes, gav ham meningen med livet, hun havde af nåde valgt at elske ham!

I dag er hun væk. For 3 år siden måtte hun forlade ham. Hun blev kaldt hjem. Et kald vi alle, lige meget hvem vi er, er tvunget til at svare på.

Natten før havde de som de plejede, hvisket en sætning fyldt at inderlig kærlighed til hinanden, sætningen:
   "Jeg elsker dig."
   Derefter havde de lagt sig i hinandens arme, nydt duften og varmen fra hinanden, for derefter at falde i søvn. En søvn som kun to elskende, trygge i hinandens arme, kan falde i.

Da han åbner sine øjne, kikkende op i loftet, mærker han at der er noget galt. Lyden af den han elskers åndedræt er der ikke. Han synker, lukker øjnene, han strækker sin arm ud mod hende han elsker, Da han rører hendes blottede arm, føler han den kølige, livløse hud mod sin håndflade. Han trækker vejret dybt, rejser sig halvt op i sengen, læner sig mod hende. Da han kysser hendes kind, hvisker han:
   "Jeg elsker dig."
   En varm tåre fra hans øje falder på hendes kind. Tåren som før var varm, bliver kold, da den rammer hendes døde hud. Han tørrer tåren bort med sin tommelfinger, forsigtigt, som et sidste kærtegn.

Det er 3 år siden. Nu sidder han i køkkenet, stirrer tomt ud i luften. Han savner hende, og lyden af hendes rumlen i køkkenet, duften - lyden af hendes livsglade sang.

"Hvor er du, min elskede," hvisker han ud i det tomme lokale. Efter hendes død mistede han livsmodet, ham der før elskede livet, ham der elskede.

Begravelsen var ensom, der havde været 2. Ham og præsten. Det havde regnet. Regnen havde skjult hans tårer. Det var som om, himlen havde valgt at græde med ham. Græde med denne nu ensomme mand, der før havde elsket, som stadig elskede.

Han havde stået ved graven i flere timer efter præsten var færdig med at tale. Præstens ord havde han ikke hørt, for han sind var fyldt med tomhed. Den tomhed en efterladt elskende fyldes med, når han ved, at han nu er alene.

Lyden af regnen der trommede mod kistens låg, vækkede ham fra hans tomhed. Stille lagde han sin hånd på låget af kisten, lod hånden glide af låget, slapt faldt den mod hans lår. Langsomt, uendeligt langsomt, puttede han hånden i lommen. Han sukkede dybt og vendte sig om. Langsomt og med tunge skridt, gik han.

Fluerne, der før havde kæmpet for livet i hans vindue, lå nu livløse i vindueskarmen. I deres kamp for at bryde den usynlige mur, havde de mistet deres liv. Et vidnesbyrd om deres ikke eksisterende intelligens.

Nu hviler der en dyb stilhed i hans køkken. Lyden af urets kalden på næste time, næste minut, er det eneste der bryder stilheden.

Ham der elsker, sidder med bøjet hoved, græder tårer af savn, af håbløshed. Hans hjerte er gået i tusinde stykker. Hans sjæl er faret vild, for hende der ledte ham, er der ikke mere. Hun rejste, uden at tage ham med.

Ham der elsker, vandrer ned af den tomme gade, der er fyldt med travle mennesker. Ingen holder ham i hånden. Ingen ser ham.

Sneen daler fra en blågrå himmel. Millioner af snekrystaller lægger sig på den frosne jord. Tusinder af dem knuses under fødder af travle ben, der vandrer i tomhed, ned af den tomme gade. Ingen ser ham der elskers tomme, livsforladte øjne. Alle kikker de ned i jorden, for ikke at kende hinanden.

Hende, han elsker, hviler under et gammelt egetræ, der kaster sin skygge over hendes grav. Sne ligger tungt på egens grene. Vinden puffer legende til grenene der giver efter, taber totter af sne, der lander på stenen der bærer hende han elskers navn. Han rækker ud med sin hånd og fejer grundigt nattens sne væk fra stenen. Han træder tilbage og hvisker, som var det hende der stod foran ham:
   "Jeg elsker dig."

Han børster sneen af den bænk der står overfor hendes grav. Han sætter sig, retter sit tøj, kikker tomt ud i luften, og hvisker igen:
   "Jeg elsker dig."
   Han fortæller hende om alt det der er sket siden sidst. Han føler, at hun er der ved hans side. Han fyldes igen af varme, en varme kun kærlighed kan fostre.

Han er igen sammen med hende, men da kommer den kolde virkelighed til ham. Han vækkes fra varmen, kastes ud i virkeligheden. Han kikker op. Gennem tåretågen ser han en skikkelse. Han hører hende han elskers stemme. Han tørrer tårerne af øjnene, ser, der for foden af hendes grav står hun. Hun er så ung, som den dag de mødtes. Hun smiler til ham, rækker sin hånd ud og byder ham at komme. Han rejser sig, vandrer mod hende. De mødes med kærlige kys, nu er han med hende igen.

Sneen, der stille daler fra den gråblå himmel, lægger sig på ham der elskedes kolde livløse krop. Hans ansigt stråler. På hans læber hviler et smil, et smil kun en elskende kan eje. Men hans hjerte slår ikke mere. Hans krop er kold, men hans sjæl leger med hende han elsker.

Egen står nu grøn. Dens skygge falder på en grav. En grav hvorpå der står en sten med disse ord:
   "Her hviler han og hun, der elskede."