For en frisk brise, jog vi over Atlanten i vores elskede sejlbåd. Elskede sejlbåd? Det var de ord jeg igen og igen havde udtalt, men som hun ikke var enig med mig i. Nu her til morgen, havde hun bebrejdet mig at jeg elskede min båd mere end hende, at jeg havde brugte flere penge på den end vi faktisk havde råd til. Hun var forbandet på mig for min egenrådighed, uden at tage hende med på råd. Jeg havde prøvet at argumentere mod hendes påstande, men vidste godt at hun på mange måder havde ret. Nu sad jeg og var forbandet på hende, forbandet over hun ikke kunne, eller ville forstå den frihed denne båd betød og gav os begge. Vi var jo enige om den tur ville blive vores drømmes mål. Enige om at dette var lykken, og så fortsatte hun sine tirader med de mange penge, jeg havde brugt til al muligt unyttigt udstyr af elektronisk art.
   "Møgkælling! Dumme tøs, jeg skulle være taget af sted alene, og ikke med dig din tossede og hysteriske premenstruelle rødstrømpe," sagde jeg højt for mig selv, for ligesom at give mit raseri et udtryk.
   Om en time ville hun afløse mig ved roret. Selvom det var selvstyreren der lavede alt arbejdet, var det af vital betydning at holde udkik. Der var ruter her i det Atlantiske område, hvor der kom selv meget store skibe, og vi skulle nødigt sejles ned, forlise.
   Jeg døsede, vreden havde lagt sig lidt, men jeg var stadig forbandet på hende.
   Jeg blev revet ud af mine tanker, da hun let berørte min arm.
   "Sover du? Har du ikke holdt udkik? Du har selv indskærpet for mig hvor vigtigt det er med den udkik, og nu sidder du bare og drømmer, småsover. Det kan du ikke være bekendt."
   Hun var sur, vrissen og morgen træt. Igen blev jeg irriteret på hende, hun var en dum kælling lige nu, og ikke den dejlige kvinde jeg havde mødt og forelsket mig i to år tidligere.
   Gal, og grebet i at svigte mine egne ordrer, gav jeg hende den kurs vi styrede, og sagde surt at hun kunne rende mig noget så grusomt, og ellers have en rigtig dårlig vagt.
   "Godnat, hyæne!!" sagde jeg surt, og gik ned i kahytten for at lægge mig.

Langt borte hørte jeg det fortvivlede råb om hjælp. Jeg satte mig op i køjen, gned øjnene, og var med eet lysvågen. For op på dækket, det var tomt. Langt bagude, så jeg hendes arme vinke fortvivlet for at påkalde min opmærksomhed. Hun var faldet over bord, og lå nu og kæmpede mod de enorme bølger der konstant skjulte hende, og sendte hende flere meter op mod den skyfri himmel.
   På sekunder fik jeg sejlene ned, startet motoren, og søgte tilbage ad den rute hvor jeg vidste hun i vandet kæmpede for sit liv. Hendes redningsvest lå på dørken. Hvorfor helvede havde hun den ikke på? Den var udstyret med en lille sender, der gjorde det muligt at bestemme nøjagtigt hvor hun var. Nu havde jeg kun en meget vag position fra >mand over bord< knappen. Den havde jeg aktiveret i det sekund jeg kom op på dækket.
   Jeg kunne ikke se hende, blev panisk. For helvede åndssvage kvinde, hvorfor havde hun ikke taget den forbandede vest på?

En grusom tanke slog ned i mig. Hun lå der ude, uden vest. Jeg havde tænkt den tanke tidligere, da hun for gud ved hvilken gang bebrejdede mig mine egoistiske vaner og mit pengeforbrug, at hun for pokker bare kunne hoppe over bord og så svømme hjem, hvis hun var så utilfreds med mit selskab. Skulle jeg lade hende ligge? Sejle sin egen sø? Det var jo det hun ville, så kunne hun have det så godt. Hun var der hvor hun ville være.
   Jeg rystede på hovedet for at klare mine forvirrede og frygtelige tanker.

Der var gået evigheder, følte jeg, da hendes lyse hår dukkede op på en bølgetop. Jeg jublede, rettede kursen lidt, tog fjernbetjeningen til selvstyreren og klatrede op i masten, for bedre at kunne se hende. Langsomt, men sikkert kom jeg nærmere hende. Hun vinkede ikke længere. Var hun ved at opgive? Panikken ramte mig. Jeg råbte så højt jeg kunne at jeg elskede hende, at hun skulle holde ud. To minutter til, så ville jeg være henne ved hende.
   Jeg svingede op til hende på vindsiden for ikke at ramme hende, kastede et redningsbælte med livline ud til hende, og stoppede skruen.
   Hun rørte sig ikke mere, lå kun stille i vandet. Hendes øjne bad om hjælp, nærmest skreg til mig at hun ikke kunne mere.
   Med en line om livet, hoppede jeg ud efter hende, svømmede de få meter der var, og tog hende i mine arme. Langsomt fik jeg os begge hen til båden, skubbede hende op på badeplatformen agter, og kravlede efter.

Det tog mig en time at få hende til hægterne igen. Hun var totalt udmattet. Hendes øjne fulgte mig tavse, men de var taknemmelige.
   "Du kom tilbage efter mig!!"
   Hendes ord ramte mig med sådan en kraft, at jeg følte mit hjerte ville sprænges. Havde hun gættet mine frygtelige tanker? Vidste hun jeg havde overvejet at lade hende ligge? At lade hende dø? Komme af med hende på en måde der aldrig ville blive bebrejdet mig? Tanken var grusom.
   "Tak, Hans," sagde hun stille.
   Jeg sank sammen ved hendes side, sikker på hun vidste hvad jeg havde tænkt, men taknemmelig for hun ikke havde spurgt.
   Men inderst inde skammede jeg mig, det var nok det hun havde set og følt. Jeg tog om hende, knugede hende ind til mig, og græd stille. Hviskede igen og igen at jeg jo elskede hende, at jeg havde været uretfærdig, og bad hende tilgive mig. Længe lå jeg og holdt hende i mine arme, mærkede at hun sov trygt.

Bip-lyden fra radaren fik mig tilbage til virkeligheden. Vi var på kollisionskurs med et skib. Kommandobroen kaldte på mig. Jeg var tilbage i vores hverdag igen.