Hun vågnede langsomt ved den stærke smerte. Forsigtigt åbnede hun sine øjne. Der var mørkt overalt. Hun forsøgte, at bevæge sig, men mærkede straks smerten igen. Luften var tung af sved, blod og støv. Hun hostede svagt. Nu er det snart forbi, tænkte hun. Hun lukkede øjnene igen og lyttede til sit hjertes banken. Hun lå helt stille. Hun lå der mellem klipperne. En lille, spinkel kvindeskikkelse - halvt død af sine kvæstelser. Hun tænkte tilbage på det der var sket...

Hun havde været i sit køkken. Hun var ved at lave mad, for hendes mand kom snart hjem. Hun lyttede til radioen, mens hun lavede mad. Og så havde hun hørt advarslen.
   "Der er blevet trykket på knapperne og atombomberne er skudt af. Der er ingen grund til panik. Folk bedes gå til det nærmeste beskyttelsesrum så hurtig som mulig. Jeg gentager: Der er ingen grund til panik..."
   Stemmen fortsatte, men hun hørte ikke efter mere. Det er løgn, tænkte hun. Der er alt mulig grund til panik. Mens hun for rundt i huset og fandt de vigtigste ting, tænkte hun på den verdenskatastrofe, der nu var sket. Verden var i oprør og det var for sent, at gøre noget nu. Skaden var sket. Hun gik ud på gaden og fulgte med den paniske menneskestrøm hen til de ti forskellige beskyttelsesrum. Himmelen var mørk og truende. Der lød tordenbragen i det fjerne. Det var atombomberne der var på vej. Hun løb ind i et beskyttelsesrum. Der var mange mennesker og der kom stadig flere. Folk klumpede sig sammen for at give plads til flere. Hun tænkte flygtigt på, om hendes mand mon var i sikkerhed, men snart overdøvede frygten tanken om hendes mand. Hun var bange og lod sig skubbe til og mase. Hun var ligeglad, bare hun fik lov til at leve. Til sidst var der nogle uniformerede mænd, som lukkede og låste dørene.

Timerne gik laaangsomt. Trætheden og angsten lyste ud af alles ansigter. Pludselig rystede jorden og de mure, som ellers skulle være sikre, begyndte at ryste og falde sammen, som lette legoklodser. Folk skreg og der var vild panik overalt. Og pludselig eksploderede det hele i et øredøvende brag. Og så var der kun mørket tilbage. Mørket, stanken af blod, sved og brændt kød, gråden af smerte fra de få overlevende. Og nu lå hun der og lyttede til sit hjertes svage banken. Pludselig var der en lille hånd, der greb hendes og en pigestemme spurgte grædende:
   "Har du set min mor?"
   Langsomt tvang kvinden sig til, at dreje hovedet mod stemmen. Pigen, der sad ved siden af hende, så ulykkelig og bange ud.
   "Nej," hviskede hun med en hæs, ugenkendelig stemme. Hun hostede ved anstrengelsen.
   Pigen så på hende.
   "Er du ved at dø?" spurgte pigen derpå frimodigt.
   Kvinden kunne kun nikke lidt.
   "Skal jeg blive ved med at holde dig i hånden " blev pigen ved.
   Kvinden smilede og trykkede bekræftende pigens hånd.
   "Syng lidt for mig," fik kvinden fremstammet.
   Pigen begyndte at synge og kvinden lukkede øjnene og lyttede. Hun mærkede, at kræfterne svandt bort. Er det sådan det føles at dø? tænkte hun og blev mere og mere søvnig. Langt væk hørte hun pigens sang. Hun hørte sit hjerteslag blive svagere. Bum...Bum...Bum...Bum...Bu... Den unge kvinde var død. Men den lille pige blev ved med at sidde ved siden af hende og holde hendes hånd, imens hun sang om fred i verden. Solen begyndte at gå ned og himmelen blev en smuk farvelade af stærke, klare farver i alle regnbuens farver. Og så var det hele forbi...