Jeg kom forleden morgen til, for jeg ved ikke hvilken gang, at tænke på begrebet tid. Jeg tænkte på Peter Høeg der i romanen "De måske egnede" fabulerede over tiden. Han forsøgte også at forklare hvad det er, men han kom ikke i mål, hvis jeg skal sige min mening. Men han er tilgivet, for mange andre store ånder har fejlet på det punkt. Hvorfor skal jeg da spilde jeres tid, når jeg selv med stor sandsynlighed heller ikke finder resultatet? Fordi det ikke altid er målet selv, der er målet, men den vej man tager dertil. Og jeg vil gå ad veje som nok ikke enhver anden har gået.

Man kan egentlig let angive en simpel formel for tid. Men netop samme vil blot udstille problemet, som i kort form netop er det der spærrer vejen for de fleste.

En sådan formel er: tid = strækning divideret med hastighed.

Men denne formel er ikke tilfredsstillende; dels fordi den ikke taler det sprog som vi bruger når vi tænker på tiden og dels fordi den er forkert midt i sin matematiske sandhed. For ganske vist står tiden på lighedstegnets ene side, men tiden står også på den anden side! For tid er en del af definitionen på hastighed. Derfor står tiden på begge sider, og vi er ikke blevet klogere. Man kan ikke definere noget, hvis dette noget er en del af måden man definerer på.

Men hvorfor støder vi altid ind i dette problem? Fordi tiden er en central del af vor måde at tænke og eksistere på. Tiden kører i vor hjerne, selv når tiden et det objekt vi vil tænke på. Hvis et barn er født på en båd der sejler i et altid uroligt hav, og aldrig har været borte fra denne båd, vil man ikke kunne forklare barnet om det urolige hav. Han kan ikke tænke sig et ophold på den rolige landjord og se havet derfra. Det bevægelige vand er en del af hans verdensforståelse.

Ofte, når vi skal forklare noget, tyr vi til tankebaner der oversætter begrebet til andre fænomener. Og derfor vil jeg nævne gamle Zenon som opstillede nogle paradokser, som han siden er blevet husket for.
Et af de kendte paradokser er det med skildpadden og haren der løber om kap. Vi giver skildpadden et forspring på ti minutter, og så starter haren. Nu siger paradokset at haren aldrig vil kunne overhale skildpadden. Fordi der efter de ti minutter er en afstand imellem dem, og haren vil på en vis tid nå halvvejs denne afstand. Men når den har gjort det, vil der igen være en afstand imellem dem. Haren må løbe den halve distance, og nu er der atter en afstand, som den skal halvere. Og det vil der altid være. For altid, når haren har løbet den halve afstand, der er imellem dem, vil skildpadden nå endnu et stykke længere frem. Derfor kan haren aldrig overhale skildpadden.
Men - siger vi andre - det passer jo ikke. Deraf paradokset. Nu - siger jeg - eksisterer paradokser slet ikke.
Hvis haren ikke kan overhale skildpadden, kan det kun skyldes én ting: At den gradvist sænker sin hastighed til det samme som skildpadden. Hvis det skete, ville den aldrig overhale skildpadden. Men ærlig talt: Hvorfor skulle haren sænke sin hastighed? Hvis bare haren beholder sin større hastighed, vil den overhale skildpadden.
Det fatter vi jo let. Hvorfor gad Zenon overhovedet lave sit paradoks, når tingene er så simple? Måske fordi tingene ikke var så simple dengang! Måske havde man ikke et klart begreb om hastighed. Jo - i hverdagen var det jo tydeligt, at en løbende kamel havde højere fart end et spadserende menneske. Men måske havde man ikke tiden med i fysikken på samme måde som vi.
Hvorfor nu det? Man var jo rigtig dygtige til geometri i gamle dage. Men måske var tiden et problem fordi den bevæger sig.

Zenons hares afstande til skildpadden var strækninger der blev mindre og mindre. Og til sidst var afstanden uendelig lille. Man kan sige at skildpaddens hastighed var grænseværdi for harens faldende hastigheder. Men Zenon fik nok ikke den store "aha-oplevelse." Måske sov han aldrig under et æbletræ? Det gjorde derimod Newton. Dog skal vi ikke tale om tyngdekraften her, men om noget andet blandt de mange ting som Newton beskæftigede sig med.
Newton har måske læst gamle værker om geometri, og er så stødt på problemet med cirklernes krumme kurver og andre kurver der ikke var cirkulære, men altså krumme. Som renæssancemenneske har han nok tænkt over de mange naturfænomener, som ikke føjede sig efter rette linjer, men fulgte baner der var vanskelige at beskrive.
Ligesom Zenon har han forsøgt at dele en krum kurve i små stumper af rette linjer. En krum kurve kan tænkes at bestå af uendeligt mange små lige stykker.
Hvordan definerer man et punkt på en krum kurve? Det er faktisk vanskeligt! Ethvert punkt på en krum kurve har en tangent, hvis hældning er en anden end tangenternes fra punkterne ved siden af. Rammer vi ikke punktet nøje, vil vi ramme lidt ved siden af, og på punkter med andre tangenthældninger.
Vi kan dele linjen op i uendeligt mange korte stykker, hvis længde har grænseværdien nul. Det kræver naturligvis uendeligt mange af sådanne punkter.
Newton opfandt hermed differentialregningen, fordi han manglede en matematik til at beskrive de fysiske problemer der optog ham. Tænk engang en præstation!

Når vi bevæger os med en vis hastighed, flytter vi os et stykke pr. tidsenhed. Men, mens vi selv synes at vi har nogenlunde godt styr på fænomenet afstand, driller tiden os. Vi gør os et ganske klart begreb om hvad der er på færde, når vi står i et hjørne af haven og senere i et andet hjørne. At stå to forskellige steder volder os ingen problemer. Hvorfor ikke? Fordi tiden er nogenlunde den samme. Det tager mange sekunder, men ikke århundreder, at gå fra havens ene ende til den anden. Men hvad er egentlig afstand? Prøv at tænke på væsener der ikke kender til afstande, kun til tid. De begynder deres liv og ændrer sig i tidens løb, men de forbliver på samme sted. For dem er afstand lige så svært at forstå som tid er for os.
Nu kan vi sige at det er noget pjat, for hos os eksisterer både afstand og tid på "samme tid."
Lad os prøve at sige det omvendt: "Hos os eksisterer både tid og afstand på samme afstand."

Det er, tror jeg, sådan at tid og afstand eksisterer sammen, (og giver mening for os) når begge er ret små.
Lad os prøve at gøre dem begge meget store. Lad os i tanken rejse herfra til en planet der ligger så langt borte, at vi undervejs kan se 17 millioner galakser passere forbi rakettens vinduer. Nu er vi langt borte! Vi vil gerne sende en sms hjem. Det sker jo nok med lysets hastighed. Alligevel tager det mange år for den at nå frem. Så mange at modtagerne for længst er døde.
Vi må altså erfare, at når afstandene er meget store, bliver tiderne også meget forskellige.
Og derfor kunne vi sige at strækningsafstand og tidsafstand er to sider af samme sag.
Vi kan ikke se over så lang afstand. Og hvis vi kunne, ville vi ikke se hvad vi forventede. Hvis vi forlod vore unge slægtninge, ville vi måske se gamle mennesker, hvis vi kunne se hjem. Tingene forandrer sig når afstandene bliver store, for så forandrer tiden sig også.

Herhjemme forandres vi ikke stort fordi vi går til havens anden ende. Hvis vi kigger på en ven der står i havens anden ende, så ser han ud som vi forventer. Han forandrer sig ikke, fordi den tid det tager ham at gå derned, er så kort. Det, vi ser, er lyset der reflekteres fra ham. Og det sker meget hurtigt. Billedet forandres ikke fordi tidsafstanden er så kort.
Vi har måske så svært ved at forstå tiden, fordi de afstande, der er imellem tingene i vor hverdag, er så korte at tidstabet ikke forvrænger dem, hverken i alder eller udseende.

Men et er tiden som hverdagsproblem, et andet når man taler om tiden som fysisk fænomen.
Vi mangler stadig at forklare hvad ER tid?
Når vi ser på en sten, så forekommer den uforanderlig. I hvert fald i den time vi gider glo på den. Men selvom tiden står stille på det punkt, så går tiden jo nede på gaden, uden for det rum hvor vi sidder og ser på stenen. Tiden er der, selvom vi ved passivitet prøver at fryse den i et begrænset rum.
En gammel på et plejehjem der sidder i den samme stål altid - for ham går tiden alligevel. For tiden er i de processer der kører inde i hans krop. Og tiden er der også når han er død. Tiden handler ikke kun om noget vi tænker over. Den eksisterer uafhængigt af os. Altså ikke kun i makrokosmos ude i rummet, også i kroppens mindste dele.

I fysikken kendes denne simple formel:

E=hf

Energi lig med Plancks Konstant ganget med frekvensen. "h" er en ekstremt lille størrelse. Og den betyder at hvis frekvenser er et meget lille tal, er energien også særdeles lille.
Hvis frekvensen udtrykker en bevægelse i tid, kan vi nok sige at det afstedkommer en udfoldelse af energi også.
Nogle siger at universet blev til ved "Big Bang." Jeg kender ikke sandheden af dette, men det kan måske implicere at gravitationen er verdens uvilje mod at eksistere.* Afstandene blev skabt og ligeledes tiden. Før Big Bang havde afstande ingen mening og heller ikke tid. Begge blev til i samme nu. "På samme tid," er vi tilbøjelige til at sige. Men det er jo kun sandt så længe alt var samlet på ét sted. I samme stund ting spredtes, blev tiderne forskellige. I dag var ikke det samme som i går. Så til hvert tidspunkt hører en stedlig konfiguration af masse. Forandring af materie fører til variation af tid. For når materien ikke længere er i det samme punkt, vil heller ikke tiden være den samme. Som i eksemplet med vores tænkte rumrejse.
Tid er noget der udtrykker forskellige massers "usammestedelighed." Når ting har afstand, er tiden et mål for denne.
Det gælder også i vores små celler. Her er der ting i bevægelse, energier udveksles og derfor går tiden. Men blandt så små ting er tiden kort, for kemiske processer går ofte meget hurtigt. Ikke mindst fordi forholdet imellem kræfter (tiltrækning eller det modsatte) og afstandene er store. (Når en kraft er stor i forhold til en meget kort afstand, vil f. eks. sammenstød ske meget hurtigt.)
Tiden udtrykker at ting ikke kan være på samme sted.
Når vi har svært ved at forstå tiden som fænomen, er det måske fordi tempoet i vore mentale processer er et væsentlig andet end tempoet i lysets bevægelse imellem de ting vi omgiver os med.

Tid er tings forandring. En ting kan ændre sig for vore øjne, men tid er også os selv der forandres overfor en ting der ligger stille.

* Fordi det måske er gravitationen der engang vil få verden til at trække sig sammen igen.