Tegnsætning kan gøre en hel del ved en sætning. Jeg bruger lige Dinos eksempel:
""Jeg kommer hurtigt løbende hjem."
"Jeg kommer hurtigt hjem løbende.""
For mig betyder den første sætning, at personen kommer nærmest sprintende hjem. Ikke "hurtigt hjem", men "hurtigt løbende". Den føles for mig lidt akavet, det er dobbeltkonfekt, men kan glide ned.
Den anden derimod er rent vås, som den står. MED MINDRE man sætter et komma før løbende. Så bliver udsagnet, at personen kommer hurtigt hjem - i løb faktisk. Eller over tid ...?
Det har også noget at gøre med musikken i sproget. Hvilken del af sætningen ønskes fremhævet. Er det JEG elsker hende, jeg ELSKER hende eller jeg elsker HENDE? Som klassisk sanger har jeg en rytmisk uddannet repetitør, men min hovedfagslærer er klassisk uddannet. Så hos repetitøren synger jeg noder og ligesom der står. Hos min hovedfagslærer lærer jeg at lave kunst. Hos ham er en vis fortolkning af musikken i orden, hvis det bidrager til at formidle budskabet.
Det er det samme i sproget. Når man har lært sit sprog og kender det godt nok til at ønske at eksperimentere med det som fx forfatter, så kan man enten skrive så korrekt som muligt (hvilket helt sikkert vil glæde en god del læsere) eller man kan gå i den anden grøft og blive totalt eksperimenterende (hvilket også glæder mange). Vil man derimod både lave kunst og ramme så bredt et publikum som muligt, skal man nok finde balancen mellem de to yderpunkter. Og det er her, at sprogfornemmelsen - den dér uhåndgribelige ting, der fortæller dig, hvad meningen skal være i den pågældende sammenhæng - træder til. Den vigtigste at gøre tilpas er dig selv. Med mindre det gør det helt uforståeligt for andre, hvad du skriver, så blæs på, hvad de mener. Du laver kunst, og hvad der er kunst er som bekendt individuelt.