Jeg har forsøgt at gå igang med et nyt indlæg flere gange. Det er bare aldrig lykkedes mig at blive færdig. Og så har jeg slettet alt, så nu sidder jeg igen og starter forfra.

For godt 3 måneder siden vendte jeg hjem fra Sydafrika efter 6 måneders praktikophold. Rejsen bød på meget mere end jeg nogensinde kunne have drømt mig til. Jeg forelskede mig i landet og satser meget på at komme tilbage engang.
Mit praktiksted viste sig at være alt andet end jeg havde regnet med. På min første dag bliver jeg fortalt at min supervisor stopper og jeg dermed sidder uden nogen vejleder. Det arbejde, jeg var blevet lovet, var der ikke og lang historie kort er det hele faktisk et stort rod. Jeg bor og arbejder sammen med 3 hollandske piger, som jeg ikke kunne have gjort det uden.
Vi ender ud i en strejke og forbliver i denne i omkring 1 måned. Vi sidder til møder med ledelsen, jeg snakker med min skole hver dag og enden af det hele bliver at vi får lov at flytte til et nyt praktiksted. Dog bliver vi smidt ud fra hus og hjem og forvist fra området.

Vi finder et fint lille hus og bliver lovet at kunne komme igang det nye sted ugen efter. Der sker umiddelbart det, at lederen fra dette sted, er meget travl, og hurtig glemmer hvilke aftaler hun laver. Der går yderligere en måned, hvor vi ikke arbejder.
Skolen, og især jeg selv, begynder at blive bekymret for om jeg overhovedet kan bestå. Da der er en måned tilbage af min praktik, vælger jeg at kaste håndklædet i ringen og beslutter mig for at søge om ny praktik.
Mine undervisere hjemmefra har dog stadig troen på at jeg kan bestå og efter lang tids overvejelse, vælger jeg at forsætte og kæmpe videre.

Det har været en kamp at komme igennem og det har i bogstaveligste forstand kostet blod, sved og masser af tårer at nå til enden.
Jeg fortryder ikke, jeg tog afsted. Jeg har mødt fantastiske mennesker og lært mere om mig selv end jeg turde håbe på.
Men jeg bestod og kan nu forsætte med mit hold.

Jeg er vild med Sydafrika og deres befolkning. Det var mit hjem i 6 måneder og jeg savner det stadig. Deres venlighed, åbenhed, humor, kulturen og deres fantastiske natur. Jeg savner at vågne op til Table Mountain hver dag. Jeg nød det for lidt.
Mest af alt savner jeg de drenge jeg arbejdede med og deres måde at komme ind på livet af mig meget hurtig. Jeg savner at følge med i deres hverdag og se deres udvikling.
Skønne mennesker!
----

Jeg vendte tilbage til Danmark til den bedst tænkelige oplevelse. Jeg var blevet moster til den skønneste lille pige! Med det samme gik hun lige i hjertet og jeg græd og græd da jeg fik hende i mine arme. Det er det største jeg har oplevet.
Hun har desværre arvet familiesygdommen, Retinoblastom - kræft i øjnene. I øjeblikket gennemgår hun kemobehandlinger og laserstråler. Hun klarer det så flot og er så stolt af hende. Hun er det sejeste lille menneske, jeg har mødt.
Men hvor er det hårdt at se hende på kræftafdelingen med alle de andre kræftsyge børn. Lægerne er heldigvis meget håbefulde, så forhåbentlig er hun rask lige om lidt!
---

I december måned sagde jeg farvel til den Skønherlige. Jeg kunne ikke bare lade den ligge. Var nødt til at få en afklaring på, hvor vi stod og hvad vi skulle. Hvad jeg kunne forvente når jeg kom hjem.
Ikke overraskende, var følelserne der ikke fra hans side. Han havde svært ved at forstille sig hvordan det ville se ud et halvt år frem i tiden. Og selvom han var glad for mig, var han ikke glad nok til at starte et forhold. Så jeg sagde farvel.
Jeg hentede mine ting en kold decemberaften og havde ondt i maven hele vejen derhen. Jeg kunne ikke kigge på ham. Tror han forventede jeg ville blive lidt. Jeg ville allerhelst bare gerne ud af døren hurtigst mulig. Et knus til afsked.
Jeg græder hele vejen hjem og går direkte i seng. Igen har jeg svært ved at forstå, hvordan noget så fint, ikke er rigtigt.
Jeg savner ham!

Da vi når til januar og Sydafrika nærmer sig, kan jeg ikke overskue ikke at skulle se ham inden. Så jeg kontakter ham og en aftale bliver sat i hus. Adskillige aftaler. Og det hele virker bare så rigtigt, at jeg atter i mit naive sind, ikke forstår det. Jeg troede, jeg var kommet lidt videre, men det viser sig, at jeg med det samme er tilbage i samme gamle rille. Han er det bedste selskab jeg kan komme i tanke om at være i og den eneste jeg har lyst til at bruge min tid på.
Et par dage før jeg rejser har vi stadig ikke snakket om noget og jeg tager den igen op. Han synes jeg er dejlig, skøn og fantastisk. Men vil ikke love mig noget af frygt for at blive såret.
Så vi er tilbage hvor vi startede.

Vi holder kontakten alle månederne og selv på skrift kan han få mig til at grine. Vi aftaler at mødes når jeg kommer hjem og det gør vi.
Det er bare så nemt. Han er så ligetil og rar at være sammen med. Hel afslappet og får mig til at slappe af.
Vi har en ny aftale. Han aflyser og jeg beslutter mig for, at lade ham kontakte mig. Det gør han ikke.
----

Mens jeg stadig lever i håbet om, at høre fra den Skønherlige, er jeg i byen med nogle piger. Da vi egentlig er på vej hjem, bliver vi inviteret over til et bord med tre gutter. Jeg får mig placeret inde i krogen ved siden af K., som jeg falder i snak med. Han byder på øl og det siger jeg selvfølgelig ikke nej til.
Ret hurtigt efter vil pigerne gerne hjem og da jeg ikke har noget sted at sove, følger jeg med. Jeg får hans nummer.
Jeg beslutter mig egentlig for ikke at skrive, da jeg stadig ikke ved om jeg skal være sammen med den Skønherlige et par dage senere. Men da han aflyser, beslutter jeg mig for, at det ville være fjollet ikke at skrive.
Hvilket er den bedste beslutning jeg længe har taget.
K. og jeg tager på date nogle dage efter og han viser sig at være sødere og sjovere end jeg huskede ham. Vi går en tur hos ham og pludselig er tiden gået, så jeg ikke når mit tog. Det resulterer i en overnatning og selvom jeg havde aftalt med mig selv, at vi ikke skulle være sammen skete det alligevel.
Så regnede ikke med at høre fra ham igen. Men det gjorde jeg. Og 1. date bliver til 2. date, som hurtigt bliver til mange flere.

Et par måneder senere spørger han, om jeg ikke vil være hans kæreste.
Han gør mig glad og sommerfuglene flyver rundt i min mave så snart jeg tænker på ham. Han får mig til at grine og får mig til at føle, jeg er verdens smukkeste. At han ikke har lyst til at være nogen som helst andre steder end sammen med mig.
Han er stædig som bare pokker og udfordrer mig. Men måske det er meget godt for mig.
Jeg skal øve mig i at være to. Egentlig tror jeg ikke, jeg er nogen særlig god kæreste. Er ikke særlig god til at tænke i tosomhed. Nogle gange glemmer jeg lidt, at der nu også skal være tid til en kæreste i mit liv. At jeg ikke bare kan have aftaler med veninder eller familie hele tiden. Nogle gange får jeg sagt nogle ting og fortiden, som måske ikke altid er lige betænksomt. Nogle gange kan jeg bruge hele mine aften på at være ironisk overfor ham, selvom han godt har sagt, han ikke altid forstår min ironi.
Men han synes åbenbart stadig jeg er fantastisk. Så noget må jeg jo gøre rigtigt.

En aften vi er på vej hjem fra byen, er der en besked fra den Skønherlige om at han savner mig. Et par uger før det, snakkede jeg med ham og fortalte at jeg havde fundet mig en kæreste.
Dagen efter undskyldte han og har ikke hørt fra ham siden.
Nogle gange tager jeg mig selv i at savne ham, men så kommer jeg i tanke om, hvad K. giver mig og hvordan jeg har det sammen med ham. Det er bedre end noget andet!
Jeg er helt vild med ham!
---

Jeg er tilbage i min lejlighed. I hvert fald lidt tid endnu. Inden jeg rejste, var der virkelig meget fugt på værelset og der blev ikke gjort noget mens jeg væk. Der bliver ikke gjort noget efter jeg er kommet tilbage. Det hele skal isoleres om og det kommer ikke til at ske.
Men et par dage efter jeg var kommet tilbage, fortæller min rumbo mig, at han har besluttet sig for at flytte til København pr. 1 januar og dermed opsiger lejligheden. Det hele giver jo så sig selv. Jeg skal igen til at finde nyt hjem. Denne gang vil jeg rigtig gerne finde noget for mig selv, hvilket bare ikke er helt nemt til en SU venlig pris. Håber stadig der sker et mirakel indenfor de næste par måneder. Ellers har K. tilbudt mig husly. Begge enige om at det midlertidig.
Tror ikke jeg er klar til at bo sammen med en kæreste. Det hele kommer i hvert bare meget tæt på.

Men med min kæreste situation, løste rumbo situationen jo også sig selv.
Inden jeg rejste endte vi med at vågne første dag i det nye år sammen. Det var også dumt. Hele det forløb med ham har i det hele taget bare været dumt. Men det er heldigvis slut nu.
Han irriterer mig også mere end han før har gjort. Måske det er fordi jeg ved jeg snart ikke skal bo her mere. Men er træt af, at der altid står opvask, altid står dåser, altid står glas, altid er krummer på bordet, aldrig bliver gjort rent. Måske jeg har overset det før. Lige nu er det i hvert fald meget tydeligt. Så jeg er her mindst muligt.
Rumbo er jo egentlig stadig sød og rar, men vi snakker bare heller ikke så meget sammen. Det er måske også meget godt.
---

Nyt semester er startet. Studiegejsten er svær at finde, men den er der nok et sted. Nu er der snart eksamen og så er jeg jo nødt til at være lidt seriøs omkring det.
Jeg har fået arbejde i en vuggestue og jeg elsker det! Havde helt glemt hvor glad jeg var for at være medhjælper. Det er fantastisk!
Så jeg har det i grunden meget godt.
K. kom fuldstændig uventet, men han er noget af det dejligste jeg har i mit liv. Jeg må øve mig i at blive en bedre kæreste!