Det var så den weekend og tre dage der skulle have været i stilheden og hjemmehyggens navn. Nogle gange er jeg sgu træt af mig selv – jeg kan udtænke den bedste plan; hvad jeg vil og hvordan det skal gøres – for så at lave det totalt modsatte… det virker som oprør i mod autoriteterne, bortset fra at autoriteten i dette tilfælde så er mig selv.

Fredag var jeg i byen med drengene, og det skulle jeg nok aldrig have gjort. Det band der spillede var virkelig ringe, så efter en halv time, ville de andre videre – og jeg gik med, selv om det diskotek hvor de ville hen, har et ret ungt publikum. De er i mine øjne er alt for fulde og larmende, og stedet har skidt ry; der er tit slagsmål og anden ballade. Men de andre var ret opsatte på, at det var der vi skulle hen – så jeg fulgte lidt modvilligt med.

Der var nu ingen ballade der vi kom, eller ret mange mennesker, så vi fik plads ved et stort bord væk fra musikken, så det var muligt at føre en samtale, uden at skulle råbe ”hvad?” og ”hvad sagde du?” hvert andet øjeblik. Da jeg luftede tanken om at lave laden om til en dojo, var de straks med på ideen… så skulle vi holde weekend træninger, grille og sove i telt i haven. Jeg fik dem nu lidt ned igen, da jeg sagde det kun var en tanke – men de var i hvert fald klar til at give en hånd med igen. Igen, for de har godt nok hjulpet mig en del det sidste par år, når der har været større reparations opgaver, som jeg har haft svært ved at få tid til selv.
Efterhånden som aftenen skred frem fik de andre godt med øl og shots, og der kom flere folk og mere liv i stedet. Jeg holdt mig stædigt til cola, for jeg ville ikke lige brak næste dag med tømmermænd. Et par af drengene begyndte straks at tjekke tøserne på diskoteket og kommenterer dem– nå ja, vi andre kiggede da også med, bare lidt selvfølgelig… æhm ok, specielt et par af tøserne tiltrak sig en del opmærksomhed, små hvide kjoler, der var så gennemsigtige at man kunne deres undertøj igennem – og det var ikke ligefrem mormor trusser de havde på!!

Jeg håber godt nok min datter er lidt mere påklædt, når hun inden længe begynder at rende i byen. Heldigvis står der kun heste og håndbold i hendes øjne, drenge er ok, men ikke specielt spændende… men det er jo nok kun en stakket frist, før hun skal ud med veninder og venner. Selvom hun faktisk altid er ret fornuftig, har jeg alligevel lidt uro i maven. Men det har man vel altid som forældre til teenagere, om det så er piger eller drenge.

Nå, jeg er i gang med at tage sorgerne på forskud – normalt ikke helt min stil. På et tidspunkt var jeg i baren for at hente ny forsyninger til bordet, opgaven gik på omgang og det var blevet min tur. Bedst som jeg står og venter på betjening, bliver jeg prikket på skulderen. Da jeg vender mig om, stod der en smilende ung mørkhåret pige, flankeret af to af de ”gennemsigtige”. ”Jet?” grinede hun til mig og gav mig et kæmpe kram. Der gik lidt inden jeg fandt ud af, at hun var en af mine gamle elever fra klubben; hun havde været elev på både børne- og ungdomsholdet. Det var først da hun grinede over min forbløffelse, at jeg kunne genkende hende - Sille - Hendes helt specielle grin og latter afslørede hende. Hun har en meget hjertelig og glad latter, som jeg vil kunne genkende til hver en tid. Resten af hende kunne jeg ikke genkende, hun var.. æhm.. godt nok blevet voksen. Hun præsenterede mig for de to gennemsigtige med så mange rosende ord, at jeg blev helt forlegen, så jeg skyndte mig bare at inviterede dem med over til vores bord. Drengene var straks over tøserne, der solede sig i deres opmærksomhed.

Inden længe havde flokken af Silles veninder og venner også slået sig ned ved os og der kom flere shots og flasker på bordet. Jeg blev selvfølgelig mobbet godt og grundigt da jeg på det tidspunkt stadig holdt mig til sodavand. På en eller anden måde endte mobberiet i, , at hvis man ikke tog et shot eller en øl, så skulle man en tur på dansegulvet – jeg ret sikker på, at ideen kom fra J – men nu er han selvfølgelig uskyldigheden selv, og påstår sat det var de andre der startede det… NOT - Det er altid ham der får mig i fedtefadet! Jeg ved ikke hvor længe jeg holdt stand mod deres pres, men da jeg var ved at være gennemblødt af sved, efter et utal af ture på dansegulvet kapitulerede jeg - og gik med shotsene.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Jeg blev vidst ret hurtig stiv, så jeg godt var klar over at bilen måtte blive stående – og så tænkte jeg bare hvad pokker, så lad der være fest – og det blev der, bare en skam jeg ikke kan huske så meget af det. Nu har jeg da fået tjekket min konto, og det blev dyrt, men ikke så slemt som jeg frygtede… heldigvis.

Til gengæld har jeg fået et par søde sms’er, med tak for en hyggelig aften fra Sille. Jeg kan ikke huske, at vi udvekslede tlf numre – men vi sad og snakkede længe sammen, så det må vi have gjort.

Men jeg har også fået en sms fra en der hedder Maria, der spurgte om jeg var blevet ædru?! hende kunne jeg så ikke lige huske hvem var – først troede jeg det var en vi mødte sidst på natten, da vi alle var på jagt efter pizza – Jeg husker svagt, at jeg jokede med en der stod med sin mobiltelefon, om hun var ved at skrive til mig? Det udviklede sig, og jeg vidst nok kom til at give hende mit nummer. Dumt… men det var ikke hende.

Ved at skrive tilbage til Maria, fandt jeg ud af, at hun var en af de to gennemsigtige – jeg kan så slet ikke huske at have snakket hende, men vi var da ude og danse inden jeg blev fuld – så meget hukommelse har jeg da alligevel tilbage.

Tilbage til weekenden; det endte med at blive Pernille, der endnu en gang reddede mig, da jeg tidligt lørdag morgen vækkede hende i min kæmpe brandert, fik jeg lov til at sove den ud på hendes sofa – indtil hun diskede op med en god film, cola og burger fra den lokale grill… lige hvad jeg havde brug for at komme til hægterne igen. Hun er guld min tidligere svigerinde., og vi endte med at glo film og snakke det meste af natten lørdag. Søndag tog hun med på gården, og hjalp med at få motioneret hestene – hvilket var fedt, for jeg var stadig ikke helt på toppen søndag… det var først mandag morgen, jeg følte mig helt ovenpå.

Jeg ville så egentlig bare have parkeret den weekend der – men Maria skrev simpelthen så sjove og søde sms’er, at jeg blev ved at skrive igen. Og til sidst endte jeg med at invitere hende på en kop kaffe – faktisk i eftermiddag.

Det var så ikke lige det jeg havde forventet at weekenden skulle bringe, en ordentlig omgang tømmer mænd – så er jeg da kureret for at rende i byen, lige indtil næste gang.