Hold fast hvor er pludselig stille.

De to store rejste på sommerferie hos deres mor og papfar i Spanien i går, og de to små er netop taget med mine forældre på et forlænget weekend ophold. Så nu er huset øde, og er her blevet fuldstændig stille. Jeg kan godt mærke, at det skal jeg lige vænne mig til; for selv om jeg de sidste dage har set frem til at få lidt fred og ro, så savner jeg alligevel larmen fra deres leg og deres herlige latter. Der skal nok bare gå lidt tid før jeg kommer ned i gear og får vænnet mig til det. Nu har jeg i hvert fald 3 dage uden børn, og jeg har tænkt mig at få mest muligt ud af det.

Ikke at jeg har planlagt at skulle en hel masse. Hans kommer i morgen og hjælper med at få presset hø og få det kørt hjem – men det kommer helt an på om det bliver ved med at være tørvejr. Og i aften har jeg en aftale om at skulle i byen og høre noget live musik med gutterne fra klubben. Men det bliver ikke noget vildt, for jeg skal kunne køre hjem – i ædru tilstand, ikke noget med at lave en Don Ø her. Men selv om jeg skal holde mig fra øllene glæder jeg mig nu alligevel til at være sammen med drengene. Det er ved at være længe siden jeg sidst har været det – selv min træning har været på lavt blus i længere tid, og det er næsten det der nager mig mest.

Træningen har altid været det pusterum i min hverdag, hvor jeg kunne slippe tankerne om hverdagens opgaver og bøvl, og få ladet batterierne op igen. Det er igennem sved (og tårer) og koncentrationen om teknikkerne, at jeg glemmer alt andet… og på den måde kan få det hele lidt på afstand. Hmm, kan godt mærke, at det at jeg skriver det her – forstærker savnet af træningen… hvor har jeg dog brugt mange timer på at afreagere på en sandsæk eller træningspartner, når frustrationerne i mit liv har været for store. Det får mig til at lege med tanken om at indrette min egen træningssal i den bedste af de to gamle lade bygninger. Bevares, jeg kunne selvfølgelig ”bare” træne på græsplænen – og det har jeg da også gjort, men der er bare ikke helt den samme energi og ki, som i et lokale, der er indrettet til formålet. Det er som om, at den energi man afgiver i dojo’en forbliver der, eller bliver forstærket på en eller anden måde. Det er sikkert ren indbildning fra min side, men det virker som at husalter, billeder af storemestrene osv.- tja det hjælper med at give lyst og gejst til træningen.

Overvejer lige, om jeg tør nævne det for Hans i morgen. Jeg er 100% sikker på, at hans reaktion vil være at sige, ”hvornår går vi i gang” – sådan har det været de andre gange jeg har forslået noget eller bare har tænkt det højt. Tror jeg vil sove på det, og så se om jeg stadig har lyst til det i morgen tidlig. Det kunne være det projekt, der gjorde at jeg ikke tænkte så meget over tingene. Og hvis det betød at jeg kom mere i gang med træningen igen, ville det jo ren faktisk være fantastisk.

Nå ja, kommer så lige i tanke om, at når de store er taget af sted, så er der kun mig selv til at slå græsplænen. Så der var nok et projekt jeg kunne tage fat på først. Normalt kæmper de om at få lov til at få tjansen og suse rundt på havetraktoren, så de har lavet den aftale, at de på skift slår græsset i haven, og arealet rundt om bygninger. Og de har altid fuldt styr på, hvem der slog hvad sidste gang. Jeg kan lige så godt gå ud og få det overstået, det tager vel alligevel en god times tid at komme igennem.

Så kunne jeg jo sidde der på traktoren og indrette min nye dojo – i hvert i fald i tankerne, i første omgang.