Jeg ved egentligt ikke hvad jeg skal gøre, prøver at skrive det ned som kommer til mig.
Til at starte med for 4 år siden, startede jeg et selskab som fik nogle gode kunder og medarbejdere.
Vi voksede til et mandskab på over 60 mennesker og jeg brugte alt min tid på selskabet og ikke min familie eller kæreste.
Når man bruger så meget tid et sted, vil det være naturligt at ens venner desværre også er ens ansatte, jeg har mistet mange venner på grund af dette. De fleste af mine "venner" fik god behandling af mig og det førte desværre til misbrug af vores venskab, mange af dem tog ganske enkelt røven på mig og jeg gjorde intet. Min kæreste og jeg har haft mange op og nedture, ikke mindst fordi at firmaet begyndte at gå dårligt, jeg sov også meget derude og så hende i perioder kun 2 dage om ugen. Jeg fortryder at jeg ikke gav hende mere af min tid da jeg virkelig stadig elsker hende meget højt, desværre har hun i et år ville gå fra mig uden at jeg vidste det og nu er det slut, hun sagde det en måned efter at firmaet lukkede.. Hun bor ikke længere sammen med mig, flyttede for en måned siden, men den distance hun udviste og hendes hemmelighedskræmmeri på Facebook og sin telefon har slået mig helt ud. Hele baggrunden var at hun ville have børn og det ville jeg ikke, vi har været sammen i 6 år og kendt hinanden i 10-11 år. Jeg blev desværre nødt til at lukke min virksomhed i september måned og mistede med et alle mine såkaldte venner, der er ingen tilbage når kagedåsen er tom åbenbart.
Foruden dette har jeg haft en gammel sag kørende ang. et andet firma som mente jeg havde brugt noget af deres data som jeg ikke måtte, hvilket jeg ikke har gjort, dette blev jeg dømt for i absentia.. Udover dette havde en investor taget af pengekassen i mit firma og det bortviste jeg ham for, desværre har vi nu en sag kørende fordi jeg forsøgte at redde nogle kunder - og det må jeg ikke i henhold til vores anpartshaveoverenskomst (en kontrakt vi har lavet sammen for ikke at snyde hinanden). Jeg har gældsat mig, både i Danmark og i udlandet, min lejlighed er belånt op over værdien og smidt i firmaet og jeg kommer til at skylde mindst 3.4 mill dkk væk på ingenting. Jeg har næsten ingen venner tilbage, en ekskæreste, som kun blev fordi hun ikke havde en lejlighed på hånden og føler mig fuldstændig knust over tabet af det hele, sidder stadig uden job, har ikke søgt noget fordi jeg ikke kan overskue noget som helst. Har siddet og kigget på mine papir til min fagforening i 4 måneder uden at have sendt dem ind, ingen indkomst eller noget. Jeg har altid hjulpet folk uanset hvad, med lejlighed, kærlighed, familie problemer osv. men nu kan jeg intet ikke engang kigge ud af vinduet uden at have det skidt, jeg har ondt i maven helt indeni, kan mærke de stik der er, samt mine tanker der kun er negative og dårlige, kan ikke finde mening med livet mere. Jeg har forsøgt at tænke positivt og sige til mig selv at min familie vil blive kede af det hvis jeg dør, har kæmpet 3 gange før mod døden og vundet og giver nu op på grund af mistet kærlighed, venskab, status, penge og ære. Jeg er bløder og var ved at dø under en operation i munden for at få fjernet mandler lå i 2 måneder og kæmpede, har haft kræft 2 gange, fået kemo og klarede det og jeg er kun 29 år. Når jeg tænker på alt hvad jeg har gået igennem og opnået og nu tabt, virker alt fuldstændigt meningsløst. Jeg tror ikke på Gud, har følt at jeg er blevet straffet nok i mit liv og ønsker sådan set bare at alt stopper, at have alle de følelser uden at kunne sige noget til nogen er ved at brænde mig op indeni, jeg forsøgte at sige det til min eks kæreste, men det blev nærmest ignoreret, tror heller ikke jeg er så god til at tale om det så det er måske derfor. Jeg har igennem de sidste 1-2 år haft det gradvist værre og værre, kan tydeligt huske at der var dage hvor jeg sad helt stille på min stol og ikke kunne gøre noget som helst, prøvede at søge hjælp på nettet, men det er altid mislykkes for mig at få kontakt til nogen, ved heller ikke hvad det skal hjælpe, de får jo ikke mine problemer til at forsvinde og prøvede også livslinien, men det virker som om ingen kan eller vil hjælpe heller ikke med deres meningsløse standard svar. Jeg ville ønske at alt var godt igen, at mine tidligere venner ville ringe og at jeg ville få min kæreste tilbage i den tilstand hun var i før alt dette, men jeg ved nok bedst af alle at mit liv ikke er et lykkeligt eventyr og nok heller aldrig bliver det. Jeg anser mig selv for logisk tænkende og kan ikke begribe hvorfor jeg ikke kan overtale mig selv i at se logikken i ikke at være nedtrykt eller føle ondt af mig selv, for det er jo det jeg i virkeligheden gør når jeg tænker negativt, det er umuligt for mig at komme ud af den spiral jeg har snurret mig selv ind i. Har mest lyst til at slette brevet og lukke for computeren og føler mig dum over at skrive dette i dagbogen, men jeg ved godt inderst inde at det intet vil hjælpe, håber blot at der er en i verden, som kan fortælle mig at det nok skal gå, at ingen tager mine ting, at jeg får en ny kæreste og masser af nye venner inden jeg hopper ud af vinduet for at slippe den smerte der har opbygget sig indeni mig. Vil så gerne gå ned og træne i fitness igen, har haft kortet i 2 år og ikke brugt det i knap 1 år nu, usselt af mig, kan ikke få mig selv til at tage derhen, ikke engang for at sige det op. Vil have hende tilbage, det fylder meget i mig lige nu, utroligt men kan ikke huske hvornår jeg sidst har grædt, tror det er mindst 5 år siden og i hvert fald endnu flere år siden jeg rigtigt græd da jeg var blevet opereret for kræft eller fik kemo og min kæreste gik fra mig fordi hun troede jeg skulle dø, har også siddet i fængsel på grund af stoffer, for små 10 år siden, vi tog alle stoffer, jeg gjorde det efter min sygdom var færdig, slap på den måde ind i en verden hvor jeg ikke behøvede at tænke på alle de dårlige ting verden kunne finde på at udsætte en for, vi røg alle ind, jeg sad selv 2 måneder i isolation, sjovt nok var det slet ikke slemt, græd ikke en eneste gang, tror at ligge i en hospitalsseng alene i 9 måneder og kigge op i loftet hverdag har gjort mig fucked up, men jeg savner min eks. Bare det at ligge 2 i sengen gav mig tryghed og følelsen af at være elsket også selvom hun kan drive mig til vanvid, kan finde på at stille sit ur til time før hun skal op bare fordi hun vil være sikker på at vågne, jahh det er jo mig der vågner først af hendes ur... :/ Selvom der altid er noget der genere ved jeg også at der er meget jeg elsker eller elskede ved hende. Alt det som en kæreste jo gør, kærligheden, omsorgen osv. væk er den nu, tomt igen... Det hjælper at skrive brevet her, selvom det efterhånden er blevet lidt langt og ret rodet, ved ikke hvorfor jeg tænker på alt det jeg har skrevet, tror jeg bliver mere og mere klar over at jeg faktisk er rigtig dårlig til at tale om følelser i reallife, ingen tvivl! Forstår ikke hvorfor hun kunne holde mig ud, hun ville så gerne tale med mig i telefonen altid, det ville jeg ikke. Var nok inderst inde flov over ikke at kunne tale om ting som vedrøre mig, følelser. Følte at jeg ikke ville læsse alt det dårlige over på hende, især med firmaet, det har jeg været dårlig til, faktisk er der mange ting jeg har været dårlig til i det her parforhold og jeg har endda læst mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus... Jeg har en stor lyst til at sige undskyld til hende, men tænker også på hvor skidt hun behandler mig, især nu da jeg ikke har penge mere, det virker meget åbenlyst at hun ikke vil være sammen med en der ikke har penge, fremtid og mistet sin direktør title. Da vi mødte hinanden første gang for 10 år siden, var vi meget intense, unge og glade for hinanden, hun var mig utro og jeg tilgav hende, brød med hende efter ½ år og kunne ikke mere med hende på grund af hendes åbenlyse flirts, derefter gik der en del år og hun fandt mig igen på nettet og vi startede om. Jeg var meget påpasselig da hun sårede mig dybt sidste gang og tror aldrig det har forladt mine tanker, utroligt at det kan være i mig stadig, tror aldrig jeg har følt større smerte, men sådan er det jo med forhold. Har det også skidt nu, hun har været til fest hos nogen nye venner jeg ikke har måtte møde og har en meget stærk fornemmelse af at hun har lavet noget. Jeg tog et kig for 2 måneder siden på hendes telefon mens hun var i bad, hvilket jeg aldrig har gjort før og så at hun havde skrevet til en af hendes lærer om han var frisk på en date, men han afviste hende. Det frydede lidt mit hjerte, men gjorde også mere ondt end jeg vil indrømme, vi havde lovet hinanden ikke at gøre noget så længe vi boede sammen, endnu engang har hun brudt min tillid og jeg kunne intet sige. Så for en måned siden var hun på date uden at jeg vidste det, men en af mine venner så dem og hun valgte selv at skrive hun var på date, fuck det gjorde ondt... Nu er det lige før at jeg har glemt hvorfor jeg skriver. Tænk at man kan elske et menneske der ikke elsker en tilbage, verden er virkelig et ondt sted at leve. Tror jeg har afsøgt alle kroge af nettet for at finde en måde at dø på, men de er jo alle ubehagelige, men ved godt at det selvfølgelig ikke er rart at tage sit eget liv, men hvor ville det være dejligt hvis man havde hjælp til selvmord herhjemme og bare kunne få et par smertefrie sprøjter. Utroligt så sort jeg til tider kan se på livet og nu føler jeg lidt at jeg er dum, nu kommer logikken tilbage indtil jeg går i seng og tænker tanker igen. Har før forsøgt, da jeg gik i gymnasium at tage en masse E-piller, da kun med det resultat at jeg brækkede mig og besvimede, men det er 13 år siden og bestemt ikke behageligt.. Hvilke lyspunkter er der tilbage i livet, jeg har svært ved at finde nogen overhoved lige nu. Tænkte at jeg blev nødt til at gøre et eller andet, komme videre. Ville bryde min onde cirkel og oprettede en dating profil for første gang i mit liv, hvor det bare virker tomt og ligegyldigt og føler mig dybt afmålt på mine billeder og ikke mindst på dem som jeg selv finder online. Syntes det virker så ekstremt at man kan sætte rammerne så meget for hvilket menneske man føler man vil møde, jeg prøvede at trykke ja til alle dem jeg fandt, for hvor må det være sørgeligt at gå glip af en ny ven tænkte jeg, sjovt men alle dem der var ikke så pæne skrev næsten med det samme sødt og venligt, men alle dem der var lidt pænere var meget mere kostbare og skrev langt senere, hvis de skrev... Man kan da se hvem der får mange breve om ikke andet..... dropper dating igen...... Har været i byen de sidste par weekender, fik en del henvendelser fra pigerne i byen og taler lidt med et par af dem på Facebook, men har slet ikke lyst til dem eller en ny kæreste. Tager altid mine forhold så fandens seriøst, sidst jeg slog op med min tidl. eks igennem 4 år, tog det mig et ½ år bare at komme ovenpå igen, det ønsker jeg ikke sker en gang til, kan jeg ikke holde til igen.... Har for et par timer siden været hjemme hos nogen af mine venner som skulle i byen og jeg sagde at jeg var blevet syg og tog hjem, gider ikke gå i byen, drikke og lade som om jeg har det godt, det har jeg jo ikke! Har forsøgt at tale med min bedste ven om alt det her, men det virker som om han ikke forstår hvor skidt jeg har det og blot siger ”op på hesten igen”, kan heller ikke fortælle helt om hvordan jeg har det overfor ham eller andre, det er jeg alt for stolt til, fandens lorte stolthed..................