Dagen efter retssagen kunne vi så tage ind til hjerteafdelingen med vores store søn.

Og ENDELIG blev vi mødt af en dygtig og kompetent læge. En der vidste hvad han snakkede om og en som havde menneskelighed og var suveræn til at tale med børn og voksne om store og skræmmende ting....og en der var ALT alt for lækker hvis jeg lige må tilføje det!

Vi blev vist ind i et lille undersøgelsesrum og der blev størstemanden så lagt op på en briks med bar overkrop. En masse elektroder blev placeret på ham og så skulle vi bare lige vente på lægen. A havde taget fri og kom stormende - havde bedt ham om det for hvis nu det skulle vise sig at være noget alvorligt, så var jeg ikke helt sikker på om jeg kunne kapere det og tage alle oplysningerne ind samtidig med at skulle lade være at bryde sammen men istedet kunne håndtere hvis min søn gjorde det.

Han sagde selvfølgelig til mig utallige gange at jeg ikke skulle være bange men jeg kunne se at han også var det.

Vi forsøgte dog at holde en ok stemning mens vi ventede. Størstemanden spillede lidt på A's telefon og da han lå der med armene over hovedet og slappede af sagde A:

"Hvad fanden er det der? Syns der er lidt hår der i armhulen?" smilede han og pegede på den (syntes jeg) stadig lille og barnede armhule der sidder på min 11-årige dreng.

"Jaaaaaaaaaaah sgu!! Den er god nok. Jeg har hår nu!" sagde han stolt og nikkede med et anerkende og listigt smil!

Endelig kom lægen og så sad vi der og så på et smukt hjerte på en skærm jeg ellers kun har set mine lækre unger på.

Han var så god til at forklare og godt for det, for alle de der pulserende store klumper der åbnede og lukkede sig og pumpede afsted, var lidt overvældende og uforståelige.

Han var rystet over at vi havde fået at vide at der skulle være hul i hjertet, og fortalte at hvis det havde været tilfældet, så skulle han have været indlagt med det samme.

Og der var ikke noget hul!!! Han fortalte og fortalte og pludselig blev han stille...

"Men ....hov...hvad er det!"...siger han så pludselig og læner sig frem mod skærmen...

NEEEEEEEJ!!! Nej nej nej nej nej!! Ikke nu! Ikke hans smukke hjerte!!

NU sker det tænkte jeg!

Greb A's hånd og sank dybt.....

"Ja...det ser ud til at han mangler en hjerteklap, men bare rolig...det er ikke noget livsfarligt, og det er ikke noget som gør at han ikke skulle kunne leve normalt. Det er dét som giver mislyden, og ingen huller eller andet!"

Pyyyyyyyyyyyyyyyhhhhh.....pustede ud og kunne fornemme blodet løbe tilbage i hovedet igen. Kiggede med på skærmen og kunne godt se de to små flapper der røg frem og tilbage og jo..kun to. Men....hvad skal man dog med tre hvis man kan nøjes med to!

Vi kunne tage hjem igen og skulle så vente på at blive kaldt ind til en arbejdstest hvor han på en cykel skulle testes så de kunne om han ville få et ildebefindende igen når han blev presset max.

Vi tog lettede hjem og kunne nu vente på at blive kaldt ind igen.

Endelig kom dagen og vi tog derind. Størstemanden var ved godt mod og klar til at give den gas. Klar til at få vished.

Han blev vist ind i et lille mørkt og indelukket lokale. Der stod en cykel og en skærm med en masse elektroder hængende ned fra.

Han kom igang og vi fik at vide at vi ikke måtte blande os. Han skulle selv sige stop når han virkelig ikke kunne give mere.

Det bippede og båttede og kurverne på skærmen farede op og ned. Forsøgte at hitte rede i det hele, men kunne slet ikke forstå hvad der blev målt. og målemanden var absolut ikke begejstret over at vi stillede spørgsmål.

Da min store dreng havde cyklet i over 14 minutter og i adskellige minutter cyklet på en maxpuls over 106 udbryder han:

"Nu får jeg det sådan igen....nu kan jeg høre mit hjerte.....nej nu får jeg kvalme!"

FUCK!! Tænkte jeg...og havde lyst til at kaste mig over ham og hive ham ned i mine arme! SÅ ubehageligt at sidde der og se ham blive dårlig!

"Ok...nu stopper du og cykler langsomt og får pulsen ned igen" siger kølige målemand....

Han bliver hurtigt rolig igen og er klar til at fortsætte, men målemanden beder ham om at stige ned og tage tøj på igen..

"Hvem skal vi så snakke med nu og hvem kan fortælle os hvad alle de sider du har udskrevet betyder?" spørger jeg naivt.

"Det tager et par dage inden prøvesvarene her (som han stod med i hånden!!!!) når ned til afdelingen, og I skal bare vente på at blive kaldt ind.

???????????????????

NOOOOOOOOO!!! Hell no!!! Jeg venter ikke længere nu!!!

SÅ.....vi forlod stakkelt målemand og marcherede mod afdelingen igen.

2 dage?????

Åndssvagt!!!!

Der var ingen på afdelingen....fik at vide at jeg kunne forsøge at ringe dagen efter...

Hmmmm....fik øje på venlig lægestuderende storsmilende sød ung (MEGET UNG!!) pige som havde hjulpet os sidst. Spurgte hende hvad jeg kunne gøre...

Hjertelæge kom tilfældigvis forbi.

"Hvad er problemet?" spørger han venligt.

"Jeg vil så gerne bare vide hvad I kan se. Vil så nødigt vente længere. Hvad sker der nu?"

"Hvem er jeres hjertelæge?" spørger han. Jeg svarer og så siger han:

"Ja han er her ikke mere, så hans patienter kommer i en indbakke og så tager vi dem efter vores egne, men hvis I har tid så skynd jer op og hent svarene selv, så tager jeg jer nu ind imellem mine patienter, du ligner en dreng der skal ud og spille fodbold hurtigst muligt!"

Åååårh....jeg elskede ham lige der - også selvom han ikke var så lækker som den anden.

Størstemanden og jeg løb afsted. Fik udleveret prøverne fra undrende målemand og så løb vi ned igen. Ventede 3 minutter - hvor jeg lige nåede ud og putte penge i parkometeret inden p-vagten nåede hen til min bil. Bandede over at holde så langt væk. Spurtede afsted i regnvejr og drømte om en sportsbh!!

Kom storsvedende ind igen og så blev vi vist i lille lokale igen.

Dejlige læge fortalte storsmilende at der intet var i vejen med det smukke hjerte. På intet tidspunkt slog det forkert - ligegyldigt hvor meget det blev presset!

Hmmm....jamen....hvorfor får han det så sådan?

Og så fortalte han noget jeg tror min søn vil huske for altid:

"Det her tal viser hvor god form man er i. Er man i RIGTIG god form er det omkring 8. Vi ser sjældent at en person når 14 eller15. Kan du se hvad dit tal er?" smilede han og kigger på min søn.

"Ja....det dér? Der står 16,8!?"

"Ja præcis!! Du er i så god form at jeg sjældent har set noget lignende!!! Du er en de typer som formår at presse sig selv til det yderste og du er kun 11! Det er sådan et tal som skiller vinderne fra os andre! Når vi bliver trætte så presser vi os selv lidt mere, men du presser dig selv MEGET mere end os andre. Du formår at presse dig selv så meget at din krop til sidst siger stop. Så er det du kan "høre" dit hjerte, så bliver du bange og får kvalme. Det er ikke farligt, du kan ikke dø, og du kan ikke skade det! Du skal bare lige geare lidt ned og så kan du knokle videre!"

"Du kan gå ud og spille alt det du vil, du mangler en hjerteklap, men det gør intet. Du kan være stolt af dig selv og så glem alt om at der skulle være noget i vejen med dit hjerte!"

Kunne have kysser ham lige der!!! Igen følte jeg tårerne brænde, men denne gang af glæde!!!!

Min søn sang og dansede i sædet hele vejen hjem i bilen og vi var alle helt høje af glæde. Længe siden vi havde følt os så lettede!!

Kan stadig godt være en smule gnaven over de første læger som var så uforsigtige med deres ordvalg, men vil ikke lade det overskygge vores lettelse.

Hvor kan man bare mærke alt i sådanne øjeblikke! Mærke følelser man alt for sjældent registrerer. Mærke glæde og lettelse helt ind i ens inderste! Og mærke taknemmelighed!

Alt andet kan være ligemeget! Ja sgu!! Alt andet synes så ubetydeligt og ja job, penge og skænderier og uoverensstemmelser fylder meget i ens liv, men i det store hele så er det jo bare lidt fyld. Lidt udfordringer som man sagtens kan overvinde eller lade være at tage ind.

Vil nyde at mærke hvor heldig jeg er. Vi er. Vi har vores drenge. Alle 3. Og de er det eneste der betyder noget! Og vi har hinanden og igen har vi bevist at vi kan alt sammen!

M