"Hvorfor er vores lørdage så væmmelige?" spurgte mindstemanden med tårer i øjnene her til morgen, mens han kiggede op på mig med et blik, som gjorde ondt langt ind i mit løvemors-hjerte.

Jeg kunne ikke svare ham andet, end at det ved jeg ikke, men at de bliver gode fra nu af.
Tåbeligt mor-løfte.
Det ved jeg, men jeg kunne mærke, at han havde brug for at føle at mor har styr på det.
Det har hun ikke.
Det har været frygteligt.
Alt oveni hinanden.
Sidste lørdag var som en film eller en ond drøm.
Vi havde handlet, havde huset fuldt af unger, gang i en chokolade-kage og fuld fart på.
Søs og mor havde været her, men var kørt igen.
Opdagde at vi havde glemt at købe toiletpapir og køkkenrulle.
Æv...hverken A eller jeg havde lyst til at køre igen.
A bøjede sig - da ultimatummet var at enten hentede han det med det samme, eller også måtte han hente det søndag efter cykelturen i skoven, og det ville betyde at betræde en Netto i mudder-indsmurt-cykeloutfit.
Han valgte at køre med det samme.
Der vat gået 5 minutter, så ringede telefonen. Det var A.
"Jeg holder her i kanten af vejen, og bilen vil ikke mere. Jeg er ok, men jeg ringer lige om lidt."
Årh lort også - så var bilen sikkert gået i stå igen.
Søs kom i det samme. Vi grinede lidt af lortebil, og hun spurgte om vi skulle køre ud og hente ham. Jeg prøvede at ringe, men han tog den ikke.
Vi hev kagen ud af ovnen, lod Teenageren se efter drengene og så drog vi afsted.
Snakkede lidt på vejen om hvor uheldigt det var....så drejede vi...
Så så vi de blå blink og vejafspærringen.
Så brandbilerne og ambulancen.
Mit hjerte stod stille.
Søs stoppede bilen helt henne ved afspærringen. Selvom tilskuere havde forsøgt at vifte os væk, så kørte hun så tæt på hun kunne.
Jeg stod ud og løb ind i kaosset. Der så jeg vores bil...eller det som havde været en gang...
En brandmand løb mig i møde og greb fat i mig.
En råbte til mig om vi var pårørende og søs skreg tilbage at det var vi.
Mærkede kæmpe brandmandsarme om skuldrene. Jeg gik helt i knæ og tårerne løb ned af kinderne.
Han fortalte at A var ok, men at de havde lagt ham i ambulancen. Jeg måtte godt komme over til ham, men det så voldsomt ud.
Søs holdt om mig i den anden side, mens brandmanden førte mig over til ambulancen. Hun blev ved at sige at vi lige havde talt med ham, så han var ok.
De åbnede døren og der lå han. Svært at se for han var helt fikseret på båren, havde slanger og drop og 3 mand stod lænet ind over ham. Ansigtet var dækket af maske.
"Så er fruen her" sagde en ambulancemand kækt og smilede til mig.
Jeg skreg.
Jeg turde ikke gå op, og jeg turde ikke røre.
En mand kom ned og forsøgte at forklare mig hvad der var sket.
Han havde været uopmærksom et sekund og var kommet ud i rabatten, havde ikke nået at undvige stor kampsten.
Han var vist ok, men havde ondt i nakke og ryg og derfor havde de skåret ham ud af bilen.
De ville køre ham afsted og med blå blink, for at "gå med livrem og seler" ifald at hans ryg var skadet.
Men jeg skulle tage det helt roligt.
De spurgte om jeg ville med, men jeg måtte jo hjem til børnene.
Søs forklarede dem at vi ville komme så hurtigt vi kunne.
Brandbilerne kørte efterhånden væk, ambulancen kørte afsted med den uhyggelige tuden og de blå blink...
Det småregnede og jeg stod som forstenet og lod tårerne løbe.
Åndsvage toiletpapir. Åndsvage køkkenrulle. Hvis nu....
Søs fulgte mig over til hendes bil, jeg begyndte at ryste da vi gik forbi min.
Satte os ind og så kom jeg til at tænke på om A's pung eller andet lå i bilen.
Bad hende stoppe så jeg kunne kigge efter.
Jeg løb hen til bilen. Nu var der kommet en mand til. Han havde stået et stykke væk. Havde dåsebajer i hånden og stod og kiggede ind i bilen. Så vredt på mig da jeg nærmede mig.
"Det er ok - det er min bil, jeg skal bare se om min mand har noget liggende" undskyldte jeg så han ikke skulle tro, at jeg var en sær person som ville rydde en forladt bil.
"DU SKAL KRAFTEDME HA NOGLE TÆSK! DIN SATANS KÆLLING! DIN MAND HAR ØDELAGT GRÆSSET!! HAN VAR SKIDEFULD!"
?
WHAT!?
"OG DE LORTE BRANDBILER! DE HAR OGSÅ ØDELAGT GRÆSSET!! DE SKULLE OGSÅ HAVE TÆSK!"

Øhh...stod der lige en mand og skældte mig ud?
Søs blev tosset! Hun løb henimod ham og tåbte at han skulle slappe af. En mand var lige blevet kørt væk, og hvad lignede det at opføre sig sådan?
Han var fuldstændig ligeglad. Ville bare tæve os. Så tog fanden ved min pæne ordentlige og korrekte storesøster! Hun røg lige op i hovedet på ham og bad ham skride.
Pludselig røg ventilen også på mig. Jeg havde rystede forsøgte at lede under de flade airbags efter personlige ting, men fandt ikke noget. Havde hængt ind af det smadrede sidevindue. Og da jeg rejste mig, så kom alle følelserne op i mig. Kunne slet ikke have at der stod stiv mand og skreg og lovede mig tæsk!
Jeg løb hen imod ham, og skreg at han skulle tage sig sammen. Hvordan han kunne holde ud at se sig selv i spejlet om morgenen, når han kunne finde på at opføre sig sådan! Spurgte om han havde været for tøset til at konfrontere de store brandmænd,men godt turde komme hen til to kvinder!
Søs stod med mobilen og ville ringe til politiet. Jeg tog min frem. Jeg råbte til ham at min mand aldrig drak, så nu skulle han bare tage sin dåsebajer og skride, og at jeg havde filmet ham hele tiden...så stoppede han op.

Gik langsomt baglæns og væk, og søs og jeg gik efter ham.
BARBIE-SØSTRENE!!! Dem skal man ikke true du!

Vi satte os ind i bilen. Helt rystede. Rasende. Bange. Våde af regnen. Rystende af kulde og raseri.
Vi kørte hjem til ungerne. Forsøgte at kontrollere mig selv og fik stille og roligt sagt til dem, at vi lige skulle køre igen. Alt var ok, og de skulle hygge sig med lidt kage. Kunne godt se at teenageren lurede lidt, men han havde styr på det.
Vi kom til skadestuen. Vi sad lidt og rystede i bilen på vejen, og grinede lidt. For det var så sært! Ved ikke om man griner, i sådanne situationer, men vi græd og grinede.
Mødte ambulancefolkene udenfor. Fortalte at han stadig var ok. Vi fortalte om den idiot, og de fortalte, at de ofte mødte mange sære mennesker.
De viste mig ind hvor A var blevet bragt ind.
Hele stuen var fyldt med læger. Det så meget voldsomt ud. Så A ligge der på en båre. Helt hvid i hovedet af skræk. Havde stadig ikke hørt ham sige noget.
Lægerne mente at han var ok, men de ville gerne scanne ham.
Han blev kørt væk.
Vi ventede.
Tænkte.
Frygtede.
Efter flere timer kunne vi tage hjem. Han var ok. Tøjet var blevet klippet op da han ankom til skadestuen. Også hans dunvest. Den havde fyldt stuen med fjer, og gjort det svært for sygeplejersken at lægge drop.
Han var lidt forslået. I hospitalstøj og jeg kunne se at han var rystet. Men han var ok!
Gik og holdt på en vattot i armen, hvor droppet havde siddet og blødningen ikke ville stoppe.
Han var i chok. Det var så dejligt at høre hans stemme. Jeg var helt bange for at røre ham.
Vi kørte hjem. Ungerne blev forskrækkede over at se ham, men fandt hurtigt ud af, at han var ok..
Vi spiste kage. Fik kaffe. Snakkede og snakkede og fortalte igen og igen. Han havde brug for at snakke..
Politiet kom. Ville høre om han var ok, og hvad der var sket.
Drengene stod helt stille og stirrede på betjentene og deres pistoler.
Mellemmanden sagde højt "JEG ER BLIND" (noget han aldrig siger ellers, men lige her kunne han se en fordel i det!) og ganske rigtigt..han fik lov at prøve håndjern, røre pistolen og tale i radioen.
Mindste nevø stod med chokoladekrummer om munden og kiggede efter politibilen da de kørte.."Moster der er bare SÅ sejt at besøge dig - der sker altid noget"
Alle var ok.
Men ikke mellemmanden.
Efter at have spurgt 100 spørgsmål, så stod han pludselig helt stille i stuen:
"Mor...mit ansigt er helt bedrøvet nu..kan du se det?"
Og hans lille hage rystede og tårerne løb ned af kinderne.
Jeg tog ham i armene og trøstede ham.
"Min far kunne have været død"
"Min far kunne have været død"
og det kunne han..

M