......men det var sidste lørdag.
Ugen er gået med at lege hele situationen igen og igen med mellemmanden, som havde brug for at lege at far blev reddet af lego-brandbilen.
Kunne mærke at A var træt af at tale om det, og lege det om og om igen, men måske det også var godt for ham.
Han har ondt i nakken.
Nok mere end han siger til mig.
Mest siger han at det irriterer ham at det skete. Mandlig stolthed?!
Når man bor som vi gør - lidt afsides, så er man meget afhængig af en bil. Det har været besværligt, men familien har været søde til at hjælpe os og fragte os.
Igår aftes sad vi med min mor. Fik et glas rødvin efter maden.
Ungerne legede med brio-togbane på gulvet. Svigerne havde været der om fredagen og vi havde fået lov at låne deres bil i næste uge.
Mellemmanden havde sat musik på og vi sad helt stille og småsnakkede.
Jeg skulle ud i skuret og hente et glas til fyrfadslys.
Helt unødvendigt.
Jeg skulle have ventet 1 minut.
Jeg åbnede døren og skubbede den bare lige til.
Havde ikke set at Steggerhunden var tøffet efter mig og stod i døråbningen. Han løber ikke væk, så A rejste sig ikke.
10 skridt væk hører jeg brolæggeren henne fra hjørnet. Han kommer som altid cyklende og med sin store sorte satan af en hund løbende løs 10 meter efter sig.
Jeg når at vende mig om for at se om døren er lukket.
Ser steggerhunden logre med frikadellen og så spurter han afsted for at lege.
Den elsker at lege og tror at alle gider.
Satan-hunden stopper op og kigger kort på den lille hvide hund og så går det løs.
Den angriber med det samme og rusker min lille hund rundt.
Jeg skriger. Brolæggeren smider sin cykel fra sig, og forsøger at gribe fat i sin hund.
Men han er bange. Jeg er bange. Den er helt djævelsk.
Den slynger min hund rundt.
Jeg skriger så højt at A kommer løbende ud.
Hunden hyler et skrig af smerte som går gennem marv og ben. Den slynger den fra sig og angriber så igen inden Steggerhunden kommer op og stå.
Blodet sprøjter.
Brolægger forsøger igen at stoppe hunden. Hamrer igen og igen knytnæven ned i hovedet på den.
Den angriber ham og flænser hans finger.
Nu skriger han.
Endelig slipper den. Brolægger hiver fat i sin hund. Jeg griber min lille hund og bliver smurt ind i blod.
Brolægger raser og siger at vi skal styre vores hund.
?
?
Vi løber ind.
Forsøger at stoppe blodet, men umuligt.
Vi ringer til dyrehospitalet. Jeg ryster over det hele og ungerne står ved siden af og skriger.
Vi kører afsted med ham. De beholder ham for at sy ham sammen. Især øret var flænset op.
Da vi kommer hjem, er Brolægger på skadestuen.
Fingeren er ødelagt. 2 sener hevet ud.
Hunden indsmurt i blod. Ikke sit eget. Min hunds og sin ejers.

Klokken 23 har vi fået ungerne til at sove. Med døren på klem. Vi venter på at høre noget fra dyrehospitalet.
Vi er rystede begge to.
Hvis bare jeg ikke var gået ud.
Hvis han havde haft sin hund i snor.
Den har tidligere angrebet andre hunde.
Jeg forstår det ikke.

Tidligt søndag morgen ligger jeg i sengen og kigger op i den smukke blå himmel. Ser hele tiden den samme scene igen og igen. Min lille hund som bliver slynget op i luften mens den skriger.
Vi står op.
A henter ham. Kommer hjem med en hund som ligner et korssting-broderi og 8.000 (!!!!!) kr. fattigere.
Brolægger kommer forbi.
Han er pissesur.
Mener det er vores skyld.
?
Jeg råber og græder og vil have ham til at forsikre ham at det ikke sker igen.
Det kan han jo ikke.
Derfor vil jeg have at han altid skal have den i snor og med mundkurv på.
Hvis mine børn kommer gående med vores i snor, så vil den helt sikkert angribe igen.
Han siger jeg er åndssvag.
Jeg siger at jeg vil melde ham til politiet. Han siger at de er ligeglade.
Kan det være rigtigt?
Skal jeg leve et sted hvor man kun kan gå en tur hvis man ved at den ikke er på gaden?
Nej fandme.
Jeg forsøger at tøjle mine følelser og snakke til ham (som et barn) - det virker.
Forklarer ham at jeg bare vil være sikker. At hans hund er farlig. Og at han skylder mig 8.000,- som bliver hans problem at få fra sin forsikring.
Kan mærke at min portion af pædagogisk overskud er ved at være opbrugt.
Bander samtidig A langt væk, for han er taget ud og cykle.
Måske trængte han til at komme lidt væk. Jeg er skide ligeglad. Jeg kan ikke stikke af!
Hader ham en lille smule der! Bare et øjeblik!
Brolægger bliver til sidst mild (tror et kort øjeblik at han vil til at kramme, men jeg oser af "HOLD DIG VÆK" så han trækker kramme-arm til sig) Tager papirer med og lover at få hund i snor.
Går ind til ungerne som har stået og kigget i vinduet.
De ser bange ud.
Hunden sidder med sin store lampeskærm og sit stramaj-øre og kigger forundret op.
Alle forventer at jeg har styr på det.
"Hvorfor er vores lørdage sådan mor?"
Dér får jeg spørgsmålet. Jeg føler at jeg er helt i stykker indeni. Men jeg smiler og beroliger dem. Beroliger ham.
Ved at jeg senere kan få lov at lade mine egne følelser komme ud.
Når alt er slukket. Alle er i seng.
Huset er stille. Så kan jeg gå i A's arme og lade tårerne og frustrationerne komme ud.
Indtil da må jeg være den voksne.
Jeg ville ofte ønske at jeg ikke var voksen.
At jeg kunne få lov at være lille.
At jeg kunne kigge på min mor og se i hendes øjne at alt er ok.
Nu kigger hun i mine og jeg må smile og forsikre hende om at alt ér ok.

M