Det blev en dejlig dag - vi har en stor dåse med meget store jødekager nu... men det holdt hårdt!

De to små kastede sig rundt i sneen og havde det fantastisk - mindstemanden var så sød at hjælpe mellemmanden med at finde rundt, for landskabet selv på træterassen er jo noget anderledes end på en sommerdag. De havde det så sjovt - kunne ikke lade være at stå herinde og smile mens jeg kiggede ud på dem. Sneengle, vaskere og snehuler og bagefter ildrøde kinder og snot i næsen.

Imens kørte A og teenageren ud for at købe den sidste julegave - det er et bur (tror jeg nok for det ligner noget fra Nutty Professor med rør og hjul) til 2 små mus, som tvillingerne skal have. Især mindstemanden har siden han i sommers fandt en mus som var blevet revet rundt af en kat (og han forsøgte at pleje den med kærlighed og ost - uden held så den fik med skovlen for ikke at lide mere) ønsket sig en mus...han har ikke snakket om andet, så...nu får vi burdyr igen. Ved godt det bliver mig som skal passe dem, men omvendt så elsker jeg jo også selv at have dyr, og mellemmanden ønsker sig intet udover noget lysshow til sit værelse, så en mus vil være toppen! Håber bare at jeg tør røre dem!

Imens vaskede jeg gulve, hørte Tina Dickow og gjorde klar til store-bage-projekt.

De to musejægere kom hjem med et monstrum af et bur - jeg burde have vidst det....da jeg først havde fået overbevist A om at de skulle have mus, så tog fanden ved ham og han har googlet mus og udstyr i dagevis, og jeg er da lettet over at det kun er et bur i 3 etager de får!!

Mellemmanden gad ikke bage - han ville hellere være den der sørgede for musikken imens. Mindstemanden gad heller ikke - han ville hellere spille nintendo. Teenageren gad godt så vi to gik i sving.

Helt ublu mængder rigtig smør blandede vi med mel og sukker og hjortetaksalt og æg..."smuldr smør og ælt dejen"....

JA!! Lød jo nemt nok .....men hårdt Lurpak kan man sgu da ikke smuldre!

Vi snakkede meget om håndhygiejne og vaske fingre og især A er super hysterisk og nægter altid at spise noget som børn har bagt!

Den latterlige gang mel ville overhovedet ikke blive fast så mens jeg kampsvedende maste træskeen rundt og melklumper føg mig om ørerne, så trissede A rundt om mig og kiggede mig overskuldren for at se om det så godt ud (haader at folk lurer mig over skuldren). Opgav til sidst - skurede hænder og lagde ringene fra mig (hmmm...min vielsesring sidder godt nok stramt efterhånden!!??) Jeg kastede mig over at ælte dejen med højre hånd...det hjalp ikke en fis!

Jeg blev mere og mere arrig - A stod og var drønirriterende og teenageren var mobset over at det gik så langsomt...

Da det endelig nærmer sig noget der minder om dej udbryder teenageren:

"Arhj mor hvor klamt! Din finger bløder! Se hvor ulækkert det er - jeg skal bare ikke have nogen af de jødekager!!"

Og ganske rigtigt. Mine røde, hærgede skurekone-hænder var nu efter mødet med den hårde klump mel med smør begyndt at bløde på knoerne og små røde prikker viste sig i den bleggule dej - som ellers havde taget form som en fast fin klump nu!

ARGH!!!!!!!!!!!!!! Jeg kunne have tudet!

A forsøgte at glatte ud og finde noget som han mente kunne spises. Det ved jeg jo godt at han aldrig kunne finde på, men tror han kunne se at jeg var helt ude og s.... der.

Jeg blev helt tudemarie:

"Nej altså..jeg kan overhovedet ikke finde ud af det!! DERFOR julebager jeg aldrig!! Hvor svært kan det være!!"

Teenageren var mere straight forward!

"Det skal da bare ud det hele! SÅ KLAMT!!"

Og ud røg det - vi måtte forsøge igen!

Denne gang trådte A til for at ælte - teenageren foreslog at smelte smørret først (!!!!) og så gik det bedre!

"Jamen så kan man jo godt sige at det også er mig der har været med!" udbrød A glad mens han forsøgte at få noget dej samlet til en klump.

Det blev dej, det blev rullet ud og det blev trykket ud i jødekage-størrelse (efter at teenageren havde teste størrelsen på samtlige glas!).
Bogen sagde at der var dej til 100 kager - vi fik...........

22

Så skulle der topping på. Nu gad teenageren ikke mere - gik hen for at checke facebook istedet.
A gik ind til mellemmanden for at deltage i hans fest (og se håndbold uden lyd, men det opdagede han jo aldrig!!)
Jeg skulle bare hakke mandler og blande det med sukker og kanel og æg...

Troede jeg...

Mens jeg fløjtende (ja sgu!) stod og piskede æg (EGNE!!) og hældte hakkede mandler (skar mig kun 2 gange i fingeren!) og sukker og kanel i, kiggede teenageren op over skærmen...

"Arhj hvad laver du mor!!"

"Ja jeg gør ski da som der står i bogen" siger jeg tvært og læser demonstrativt op:

"Bland sukker, kanel og mandler. Pensl med æg og strø blandingen hen over bagefter!"

GODT SÅ!!

Kunne godt se på den sære klæbrige brune masse at det ikke lignede det på billedet!

"Det spiser jeg ikke mor!"

"Det er vel ligemeget om æggene er nedenunder og sukker og mandler ovenpå eller det er blandet!"

NEJ!

SÅ det røg i skraldespanden og jeg begyndte forfra...

A kom ud for at se om de var færdige!

NEJ!!!!!!!!!!!

"Nej ved du hvad...Mor er ikke engang færdig endnu!!"

SHUT UP!!!!!!!!

Endelig kom de i ovnen - så kom A liiige ud igen:

"Husk nu at give dem nok i ovnen, de skal være brune og ikke helt lyse!"

JA GODT SÅ!!! Nu går du ind igen kammerat!!

12 minutter efter havde vi faktisk 22 - ret store - men fine og lækre jødekager!

Godt der er 1 år til næste jul og godt det ikke var klejner jeg havde kastet mig over!

M