Jeg synes fandme nogle gange det er svært at gennemskue mig selv.

Jeg er virkeligt blevet anti-bytur her det sidste års tid (siden jeg fik kæreste *host*), og orker slet ikke tanken om at tilbringe fredag/lørdag aften i et larmende, menneskefyldt (jeg afskyer belastende, fremmede mennesker og har generelt ikke den store interesse i at få flere nye bekendtskaber, hvor venlige folk end måtte være) lokale som lugter af gammel øl og hvor musikken er så høj man har drønhøj tinitus når man (endeligt!) er kommet hjem og ligger i sin seng med klistrede mascaravipper og en ånde som en daggammel skraldepose, fordi man ikke orkede andet end at tømme sin jamrende blære da man fik slæbt sig ud på toilettet.
Hvorfor er det fedt??

Jeg vil da hellere bruge mine friaftener på at putte med da lover (Simon) eller med den bog der konstant rumsterer i baghovedet (derfor er det rart at kunne tilsidesætte en hel aften + tidlig nat til det, så kan den læses i ét hug!) Men hvor er det bare en frygtelig kendsgerning!! Jeg er jo for fanden ikke 40 endnu?!

Jeg har nu aldrig været den store partyuartige, men før i tiden tændte idéen om en fed bytur mig altså ganske meget.

Og samtidigt med at jeg er dette eneboer-misantrop-gollum-agtige væsen, så er jeg utroligt socialt anlagt (forvirret? Ja det tror jeg nok - hvad fanden kan jeg bruge det til?).

Jeg bliver livsbrunstig når jeg tilbringer tid med folk jeg godt kan lide; jeg får altid kanon meget energi efter et socialt arrangement. Hvis der er folk jeg ikke kender er det sådan set ikke noget problem, jeg er altid kæk og åben og får positive tilbagemeldinger fra folks venner ("hun svingede ikke rigtigt med de to andre, men syntes du var vildt sjov og spurgte om ikke vi tre skulle tage en øl sammen igen en dag?").

Eller da jeg var til julefrokost hos min kærestes fasttømrede vennegruppe (fra the days in gymnasiet) og jeg via determineret drukspilsindsats og mariekiksvending blev et velrespekteret medlem.

De kvindelige bekendtskaber klarer jeg i hvert fald som regel med snilde, de mandlige scorer jeg kun rigtigt høje point hos når jeg har en ORDENTLIGT kæp i øret (fordi jeg ellers bliver så beklemt og utilpas med det mandlige køn uh huh).

Simon bemærkede det efter vi havde været til et arrangement på The Rock og sagde det var utroligt: Når jeg var lige på grænsen til at benene ikke kan holde balancen længere og tungen slår ubønhørligt knuder, så minglede jeg bare helt eminent med hans venner og var den ultimative charmer. De syntes alle virkeligt godt om mig efter den aften.
Jeg kan ikke huske et ord af det jeg sagde.
Ehem. Men kan sagtens huske jeg stod og snakkede med dem og var umådeligt underholdende og tiltalende. Så det er en meeeget hårfin grænse.

Men uanset hvad, kræver det jeg er i godt humor og frisk på en aften i de sociales tegn før jeg er Miss Charming And Vibrant.
Og lige for tiden orker jeg bare ikke fremmede, nye mennesker. Virkeligt bare ikke.

Simon skriver virkeligt ofte til mig noget i dur med, "jeg er lige blevet inviteret til fødselsdagsfest hos (indsæt tilfældigt navn)'s ven og du (I, hvis jeg er ude hos venner) er mere end velkommen til at komme!"

Han er en ægte gentleman, så jeg ville aldrig komme til at sidde alene og glo eller føle mig akavet, men der er bare ikke den mindste lyst i mig til at tage afsted og møde disse nye mennesker - jeg føler bare ikke at jeg kan rumme nye indtryk (og det er mennesker jo mere end noget andet) for tiden. (Og jeg føler mig som en rigtigt skidt kæreste pga. af det. Røv)

Måske fordi jeg endeligt har fået en masse ting til at falde på plads, så mit hoved for en gangs skyld ikke er ved at eksplodere - og så det er altså lige præcis hvad mit sind kan rumme; ikke en mm3 mere!

Det vil også sige jeg går rundt for tiden og er ... GLAD!

Ja det er sgu rigtigt, mit tungsind er lige så stille forduftet. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene det, men det har i hvert fald helt sikkert hjulpet at jeg har set en masse af mine venner her det sidste stykke tid.

Og den er stensikker hver gang, lav en aftale med en veninde og jeg har efterfølgende mere overskud at trække på. MEN, jeg er jo et indadvendt menneske? Og jeg går i spåner hvis ikke jeg har 5 timer helt for mig selv hver/hveranden dag... Jeg ELSKER at være alene, men jeg ELSKER også at være sammen med de folk jeg holder af. Har jeg bare fået det bedste fra to verdener?

Min veninde sammenlignede forleden mit og Simons forhold med Twilight. Jesus Kristus, ja præcis - Twilight.

Fordi hun så mig som indadvendt og kræsen og Simon som mørk og mystisk, og ikke mindst fordi mine fortællinger fra min start på studiet mindede hende om tøsens skoleskift.

Jeg startede i sommers på et drengedomineret (underdrevet!) og ret (underdrevet!) nørdet studie. Ganske i modsætning til alle mine andre skolemiljøer blev jeg pludseligt tilbedt som var jeg guds gave til manden (det er til gengæld måske lidt overdrevet..)

Mine få kvindelige medstuderende kom hen og fortalte at alle (læs: fyrene) de havde snakket med, havde sagt at jeg simpelthen var så sød og køn, og så syntes de desuden selv at jeg var den pæneste af os og havde et brandflot udseende (den ene, som biseksual, mente hun burde vide det). Virkeligt skønne piger, og überrespekt fordi de sagde det til mig!

Jeg gjorde virkeligt ikke noget for at opfordre fyrene til at kaste deres øjne på mig, men kom til gengæld til at flirte temmeligt meget med den ene af dem, hvilket var knap så godt (jeg havde dagen inden rusturen knaldet første gang med Simon - som dog ikke var min kæreste endnu på det tidspunkt).

Hjemme fra rustur stod den på major øldrikkeri og selvom jeg havde aftalt at tage hjem til Simon, blev forskellige fyre ved med at købe drinks til mig - hver gang jeg sagde at nu måtte jeg altså gå fordi jeg havde en aftale, så blev der protesteret og en ny drink købt. Til sidst blev jeg så fuld at jeg glemte alt om hin aftale og i stedet overnattede på skolen... Vågnede med 3 beskeder på telefonen - den sidste ret bitter.
Det var første krise i det endnu ikke indgåede forhold ml. Simon og jeg hehe.

Efterfølgende aftener var der også fuld skrue på. De andre fyre var ret bitre på Simon fordi han havde snuppet mig LIGE inden jeg startede på studiet og sang biologfornærmende sange udelukkende til hans ære (Dog kun for mig, mere personligt behøvede det vist heller ikke blive).

Mit øgenavn blev døbt The Pretty (det var jeg til gengæld virkeligt fornærmet over - for hvem vil bare være den pæne?) fremfor lidet flatterende navne som de andre fik.

Jeg fik en ordentlig opsang fra en fyr over hvor flot mit ansigt var, og at der kun gik to slags piger på dette studie:
De der spillede på deres udseende og fik fyrene til at lave arbejdet for dem, og de der var grimme og nørdede og lavede ALLE deres lektier. Jeg spurgte om hvilken type han mente jeg var, og efter lang tids stilhed (han var nu også ret beruset) mumlede han noget med at han måske skulle revurdere sin teori og indføre en tredje type (godt tænkt Einstein).

Jeg fandt aldrig ud af om han virkeligt mente det, eller bare ikke turde tage konfrontationen. Men jeg forstod virkeligt ikke hvis han helt seriøst kunne mene at jeg spillede på mit udseende. Det har jeg ALDRIG gjort, ikke mindst fordi at jeg ikke kan finde ud af det!! Jeg er alt for akavet omkring min fremtrædning til at være i stand til sådan noget. Og desuden rulede JEG matematik og fik sgu ikke nogen til at lave det for mig. (Faglig stolthed, det er jo ikke på grund af ens kønne ansigt at der står 13-taller på eksamensbeviset vel! In your face;-P)

Men måske er jeg nogle gange ubevidst om hvilke signaler jeg udsender?
En kvindelig medstuderendes ven som jeg kun snakkede med en aften og overhovedet ikke lagde op til (det kan jeg nu godt finde ud af og også godt fornemme når jeg gør!) havde næste dag sendt mig en besked hvor han inviterede mig i biografen. Da jeg fortalte jeg var afsat, meddelte han at jeg jo endeligt måtte skrive hvis jeg engang blev single.

Okay, det lyder ikke som noget stort, men jeg var ALDRIG før blevet inviteret på date af én som jeg ikke havde råsnavet med aftenen inden. Jeg havde bare aldrig før været så... wanted!

Jeg snakkede en af disse aftener med min rusvejleder om kærester og han sagde sarkastisk, "du fik også kæreste på lige inden du startede her ikk, altså LIGE inden." Han rystede på hovedet på de stakkels fyre vegne, da han selv havde sin egen dame.

Men hvad kan jeg sige, Simon er mørk og mystisk og min helt egen vampyrlover. Min veninde er ganske besat af Twilight, og ikke mindst den (det må jeg give hende) lækre hovedperson. Men helt ærligt, jeg så hvert evigt eneste afsnit af Buffy og Angel dengang jeg var 14 år gammel, og nu føler jeg mig for gammel til at dyrke teenagevampyrforelskelse - de har jo ikke engang hed dyrisk sex.

Men jeg ville nu ikke have noget imod at have skrevet de forbandede bøger og scoret kassen.

Lige nu er jeg ellers i gang med at læse alle de bøger jeg synes det er for pinligt ikke at have læst når man starter på litt.vid. Det er jo næsten endnu mere plat.

Men det tror jeg, jeg vil hengive min opmærksomhed til nu - for det er jo faktisk en rigtigt god bog jeg er i gang med. Tænk at jeg i fremtiden bare får lov til at læse en masse skide gode bøger - glæder mig til at starte på studiet!