Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
9 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
10 år siden
råb
Halina Abram...
7 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
10 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
9 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
5 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
10 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
11 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
16 år siden
Nyt land
Christian Ba...
10 år siden
Møde med Mette
Halina Abram...
7 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
15 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Jeg har gået i et stykke tid og spekuleret over, hvem der som den første skulle høre jeg rent faktisk går med en idé til en roman.

Jeg sprænges efter at fortælle det til nogen, samtidigt med at jeg føler den største glæde over kun at dele det med mig selv - fryden over at være en del af en hemmelighed...

Jeg har aldrig set mig selv skrive en roman; tanken alene er skræmmende. Jeg har aldrig forsøgt at danne grundlaget for en, mine handlinger og personer har altid søgt sig udleveret i noveller og mine stemninger, følelser i digte.

Den kom snigende, idéen. Lidt efter lidt lagrede den sig i min bevidsthed og bekendtgjorde først sig selv, da den havde groet sig så fast, det var umuligt at slippe af med den igen.

Jeg bliver ved med at skubbe den væk, når den dukker op i mine tanker, for jeg har hverken tid, overskud eller erfaring til at efterleve dens anmodning.
Alligevel brænder personerne sig ind på nethinden, deres latter, deres lugt, hver rynke, hver forgrening i isis...

Om aftenen når jeg ikke kan sove, ligger jeg og blotlægger deres betændte fortid, opvækst, deres skæbnesvangre vilkår og forudsætninger. Huset de bor i udforskes rum efter rum, det bløde tæppe på trappen, lyset der skinner ind i entréen, den svingende lampe halvt forsvundet under støv.

Hele handlingen er allerede blotlagt, jeg ser deres ansigter for mig når nøglehændelserne udspiller sig, en famlende hånd, en mund åbnet i tavst genmæle, øjnenes glimtende skær - eller manglen på samme.

Og døden, den evigtgyldige død som nægter at slippe sit greb i deres uundgåelige skæbne, selv da den burde.

Idéen trænger sig på og kræver at blive fortalt. Jeg ikke sikker på jeg har ret til at afvise den... Jeg ville næsten ønske en anden ville påtage sig opgaven, for jeg ved ikke om jeg er kvinde nok til jobbet.
Jeg er ikke engang sikker på at det er MIN idé, den har ligesom sit eget liv, men på den anden side er den et tydeligt udslag af alt der er mig. Og måske derfor virker den så overvældende på mig, jeg syntes aldrig jeg har følt noget så ægte.

Den er ved at manifistere sig. Det er den her tekst et tydeligt eksempel på, jeg tror ikke det lykkedes at holde den i skak.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hymne er publiceret 04/10-2007 16:31 af Dis Pater.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.