Jeg er virkeligt sølle lige nu. Jeg sidder bare på min flade og stener, og det er sgu ikke fordi jeg mangler ting at tage mig til. Jeg gider bare ikke, har ingen lyst eller motivation. Ikke engang dårlig samvittighed, som ellers plejer at være det der får mig ud af vagten.
Der er ingenting, bare lutter tomrum. Det er fandme deprimerende. Jeg satser lidt på, det er rodet med mine p-piller (stop, skift og gud ved hvad) som har forårsaget en ordentlig hormonforstyrrelse.

Røv. Virkeligt RØV. Jeg gider ikke at have det sådan her!
Jeg hader når alt forekommer ligegyldigt. Selvom der er mere end én god grund til at mokke over tilværelsen, plejer jeg at kunne hive mig selv op af helvedets dystre kældre igen.

Mit liv er bare glædesløst for tiden. Jeg føler simpelthen ingen glæde. Det er mit fokus der er malplaceret, det eneste jeg tænker på er bekymringer.

Hvordan jeg skal betale min husleje i slutningen af måneden, hvor længe jeg skal gå med mit hul i tanden (givetvis to) inden jeg får råd til at få det fikset (og hvor slemt når det at blive?!), slipper jeg nogensinde af med min gæld, tilspidsningen mellem mine rommmates og mig, om det ville være den rigtige beslutning af flytte, hvor skulle jeg flytte hen, hvor jeg skulle få pengene til at flytte fra, kommer min sommerferie til at være så mega lousy jeg fornemmer den vil, har jeg valgt et rigtigt studie, fucker jeg også dette studie op, er jeg overhovedet egnet til at studere, er jeg en dårlig kæreste, er vi gode for hinanden på længere sigt, hvad fanden har jeg egentligt gang i.

Suk. Og så bebrejder jeg mig selv de har valg jeg har taget, som har sat mig i denne situation. Hovedsageligt mit evigt presserende pengeproblem, som jeg ganske let kunne have undgået. Men nej, jeg valgte at være idealistisk frem for realistisk. Hold kæft hvor er det typisk.

I aften, når det er blevet mørkt, sniger jeg mig hen på hovedbanegården for at hente min cykel. Den stillede jeg dér i en brandert i fredags og jeg aner ikke hvor den er placeret. Derfor bruger jeg mørket som ly for min ynkelighed, og håber desuden på at en rekonstruktion af begivenhederne (mørket, ikke alkoholprocenten) vil sparke min hukommelse i gang og gøre det lettere at finde den.

Life's a freaking bitch.