Ved ikke hvad der sker med mig. Har ikke lavet andet end at tude siden igår eftermiddags.
Var jo hjemme ved Je. tirsdag til onsdag. Og ved ikke hvad jeg tænkte på. Ved ikke hvad jeg havde forstillet mig. At jeg virkelig havde troet på at vi ikke skulle være sammen. At vi bare skulle være sammen som venner. Uhh. Dumme Anne.
Prøvede at kysse mig. Prøvede at snakke med ham. Bad ham om at være realistisk. Om han ikke godt kunne se at det ikke ville fungere. At vi ikke bare kunne være sammen sådan her og så bare lade som om, at vi ikke var andet end venner. Det ville jeg ikke.
Bad mig om, ikke at tænke så meget over det lige nu.
Gav efter. Endnu en gang. Dumme Anne. Men. Ihhj. Jeg kan godt lide at kysse ham. Kan lide at mærke hans nærhed. Han arme omkring mig.
Vi forsatte. Og vi hyggede. Vi snakkede. Det var bare så dejligt.
Handlede. Lavede mad. Tog i biografen. Grinede, smed popcorn på hinanden. Levede i en 10-åriges verden. Det var super. Hånd i hånd gik vi hjem.
Vi så "Venner". Kyssede mig endnu en gang. Mere intenst. Meget intenst. Stoppede ham. Kunne ikke kysse ham som en ven. Heller ikke som en kæreste. Det er vi ikke. Og ville ikke. Kunne ikke såre ham.
Sagde til at mig at vi så kunne være mere end venner. "Lad os være kærester, Anne".
Mig:Nej. Det kan jeg ikke. Ikke en gang til.
Je: Hvorfor ikke?
Mig: Je., du ved selv hvordan det er gået de sidste par gange. Det kan jeg ikke igen. Kan ikke holde til at blive såret så grumt igen. Og vil ikke såre ham som jeg gjorde.
Je: Anne, det bliver anderledes denne her gang.
Mig: Det sagde du også sidst. Je. for fanden. Min mor ved ikke jeg er her idag. Hun tror jeg er hos Jo.
Je: For fanden Anne, din spade.
Mig: Jamen jeg ville aldrig få lov til at sove her. Jeg må gerne besøge dig. Men jeg får ikke lov til at overnatte. Aldrig.
Je: Jamen Anne. Vi kan forklare hende det. Kan du slet ikke lide mig en lille smule?
Mig: Hvad tror du selv? Jeg ville sgu da aldrig ligge sådan her med dig, hvis jeg ikke kunne.
Je: Jamen så lad os prøve.
Mig: Hvad skulle blive bedre denne her gang?
Je: Alt. Vi ved hvad der er gået galt. Vi ved hvad vi gjorde galt.
Mig: For fanden Je. Det kan vi jo ikke bare gøre. Det jo ikke det du vil.
Je: JO! Anne for pokker. Jeg elsker dig. Vil du være min kæreste?
Mig: Det ved du godt jeg ikke kan.
Je: Hvis du ikke vil være min kæreste, så lover jeg at jeg aldrig vil kysse dig igen. Er du sikker?
Mig: Je, det kan jeg ikke!
Han går væk fra mig. Sætter sig op. Kigger ikke på mig. Sidder bare og stirrer ud i luften. Kigger på ham. Får tårer i øjenene. Vidste at en af os ville blive såret. På den enten den ene eller anden måde. Denne gang blev det ham. Det var ikke det jeg ville.
Den næste halve time, siger vi ikke et ord til hinanden. Får øjenkontakt få gange. Overvejede at tage hjem.
Endelig får vi øjenkontakt i længere tid end 2 sekunder. Får sagt undskyld. Ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Spørger mig hvad jeg vil have han skal sige. Det ved jeg da ikke. Et eller andet.
Tager fat i min hånd. Spørger om jeg er sikker. Forklarer ham endnu en gang at jeg ikke kan. Jeg kan bare ikke. Det eneste jeg kan sige. Og han ved hvorfor.
Vi går i seng. Holder bare om hinanden. Intet bliver der sagt. Intet behøver der at siges. Vi ved hvad vi tænker. Pludselig kysser han mig. Som han aldrig har kysset mig før. Holder mig fast. Kysset bliver til flere. Flere og mere intenst end nogensinde før. Tager fat på min krop. Alle steder. Jeg det samme. Væk var tøjet. Væk var hæmningerne. Væk var bekymringerne.
Ved ikke hvad der skete. Men pludselig lå vi der. Lige været i seng sammen. For første gang. Smertefuldt. Psykisk og fyssisk smertefuldt. Vidste ikke hvorfor, hvordan. Vidste ingenting på dette tidspunkt.
Jeg begraver mig under dynen. Slår mig selv. Bander os svovler som jeg aldrig har gjort før.
Han tvang mig ikke. Pressede mig ikke. Fuldstændig frivilligt.
Omfavnende lagde vi os til at sove, begge velvidende om at det både var første og sidste gang vi ville gå i seng sammen.
Næste dag tog jeg afsted. Et intenst farvelkys og et "Farvel".
Jeg er overbevist om at vi begge var klar over at det der lige var sket, ikke kan gentage sig. Vi kan ikke være sammen uden at være sammen. Åbenbart ikke.
Ved ikke hvornår jeg ser ham igen. Måske imorgen. Måske om 2 måneder. Jeg ved ingenting. Ved ikke hvad der er sket med mig. Jeg svor at jeg aldrig ville gøre det. At jeg aldrig ville gå i seng med en, der ikke var min kæreste. At min første gang skulle være perfekt. Havde ikke forstillet mig at der skulle være sammen med Je. På ingen måde meningen. På nogen måde.
Hvor dum er jeg altså?
Jeg tror ikke jeg fortryder det. Gør jeg ikke. Det var en mening med at det skete. Det skulle nok ske. Han var 'meant to be' min første. Det var dejligt. Men samtidig frygteligt. Skræmmende at være så tæt med en jeg har hadet som pesten.
Jeg hader mig selv for at have gjort det. Hvad fanden lavede jeg? Aldrig har jeg gjort noget så dumt. Forstår stadig ikke helt at det faktisk er sket. Noget man har haft en forestilling om i så lang tid. Pludselig er forestillingen væk og er blevet en realitet.
Græd fra øjeblikket jeg gik ud af døren. Blev nødt til at tage mig sammen inden jeg kom hjem. Min mor skulle ingenting vide. Ikke spørge om noget.
Spiller en rolle herhjemme. Spillede en rolle til musicalen igår. I skolen idag. Jeg kan ikke få mig selv til at fortælle det til nogen. Ikke en gang Jo. Det kan jeg bare ikke. Kan ikke bære at se hendes skuffede udtryk.
Ved ikke hvad jeg skal sige til ham hvis han kontakter mig. Jeg ved at han. ligeså godt som mig, vidste at det var første og sidste gang. Aldrig mere. Jeg kan ikke give ham en chance til. Ikke efter alt hvad han har sagt. Ikke efter hvad der er sket i løbet af det sidste år.
Det var forkert gjort af mig og ved ikke hvad jeg gøre af mig selv. Kan ikke koncentere mig om noget som helst. Vil ikke snakkes med. Vil bare glemme at jeg gjorde det. Det skulle ikke være sket. Åhh.
Hvad er det jeg er blevet til?!
Sådan er jeg slet ikke. Jeg forstår det bare ikke. Jeg gør ikke sådan nogen ting. Aldrig. Ihhj. For pokker altså.

Latterlige, koldhjertet Anne..