Jeg har fået en masse god opbakning i de sidste dags debatter. Men nogen folk her på fyldepennen, jeg synes ikke de rigtig har tænkt sig om før de har skrevet indlæg. Selvfølgelig er det ikke meningen af jeg skal have særbehandling med fløjlshandsker. Men man kunne sq ærlig talt godt lige tænke sig om og føle efter om personen i den anden ende vil blive ked af det man skriver.
Hvorfor er det en ressourse at være ung? Når man indeni føler sig som en på 50 - 80 år og nogle dage ikke kan slæbe sig rundt, hvorend man gerne ville. Andre dage er der ikke så meget i vejen, men hverdagen er altid tung alligevel. Humøret bunder nogen gange, men jeg vil ikke på medicin igen. De problemer jeg har er ikke mulige at behandle med medicin. Det er ligesom at drikke alkohol, problemerne er der stadig når man vågner næste morgen + man har gigantiske tømmermænd.
Nogle mennesker tror ikke på diagnoser og negligerer at man har en sådan. De mener at man bliver fastlåst af diagnosen. Det har de sq godt nok fået gat i halsen da. Det er da ikke diagnosen man er fastlåst i, det er da problemerne som er beskrevet i diagnosen. Hvis jeg ikke havde problemerne ville jeg heller ikke have diagnosen, men jeg ville da stadig have problemerne selvom jeg ikke havde fået diagnosen. Jeg ville stadig have de samme ting at slås med, nu har jeg bare et navn at kalde det.
Læger smider da heller ikke bare rundt med diagnoser for sjov, der er sq da en grund til at jeg har fået den.
Nås man føler at ens liv balancerer på en knivæg, så er det ikke sjovt at nogen skubber til en ved at lægge et uforskammet indlæg i en debat, de ved ikke hvor ondt det gør. Når de ikke forstår at 10 timers aktivering kan vælte en. Jeg er en ok mor når jeg har overskudet til at være noget for mine børn. Men jeg er bange for at miste den smule overskud der er. Bare fordi en åndsvag lovgivning ikke vil lade mig være i fred og jeg skal tvinges til at bruge af mit sparsomme overskud. Det forstår jeg ikke noget
af. Jeg ville hellere bruge det på at lade op til børnene kommer hjem fra institution. Det har intet at gøre med at være doven. Men jeg har simpelthen ikke det overskud der skal til. Hvorfor er det så svært at forstå at ikke alle mennesker har lige meget overskud? Hvorfor har folk så ondt i røven over at man ikke kan varetage et arbejde?
Jeg fatter ikke noget.
Min borderline diagnose skulle jeg nok bare have holdt for mig selv, men nu er det lige meget. Alle herinde ved det. At der så er nogen der åbenlyst IKKE har sat sig ind i hvad det vil sige at være borderline, det er så en anden side af sagen. Det burde de nok efter min mening gøre, men det er jo ikke mig der bestemmer.

"Emotionelt ustabil personlighedsforsturrelse, impulsiv type:

* Man er stridslysten og reagerer aggressivt, ikke mindst hvis man bliver forhindret i at følge sine impulser.

- og mindst to af følgende karaktertræk:

* Man har en tendens til at handle impulsivt og uoverlagt
* Man reagerer let stærkt følelsesmæssigt og eksplosivt, dvs. at man let går amok
* Manglende udholdenhed, dvs. at man har problemer med at gøre tingene færdige
* Ens humør er ustabilt og lunefuldt

Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, borderline type:

* Man har en usikker og forstyrret identitetsfølelse, dvs. at man ikke rigtigt ved hvem man er, og man har ikke dannet sine egne meninger og holdninger
* Ens forhold til andre mennesker er intense og ustabile, dvs. at de er meget tætte, men sjældent holder ret længe
* Man gør sig store anstrengelser for at undgå at blive alene og forladt
* Man har en tendens til at gøre skade på sig selv
* Man har en kronisk følelse af indre tomhed

Det er mere sådan som ens personlighed er blevet af den opvækst man har haft, i hvertfald for mit eget vedkommende. Jeg havde en mor som faktisk var ligeglad med mig og lod mig bo hos min mormor. Min barndom var dagligt præget af indre konflikter og jeg troede til sidst at alting var min egen skyld. Jeg følte mig tilovers, forladt.

Det er hele personligheden der er forstyrret, det er ikke blot en psykisk barriere, der kan fjernes, det kræver hårdt arbejde at gøre noget ved det. Man laver ikke bare end grundfundament om, det som hele mennesket er bygget på. Min opfattelse af mig selv. Det er som at forsøge at rive rygraden ud på sig selv og prøve at reparere den. Det kræver så ufattelig meget energi. Energi som jeg ikke ejer og måske aldrig får. Det er ikke sikkert jeg nogensinde kommer til at kunne arbejde. Derfor mister man langsomt, men sikkert håbet på at det nogen sinde lykkes.
Depression kan man komme sig ovenpå, det tager ufattelig lang tid, jeg ved det af erfaring, jeg har selv været deprimeret i årevis uden at være klar over det. Dagene flød bare hen over hovedet på mig.
Med alt det her i tankerne og rigtig meget mere,

SÅ ER DER FANDME IKKE NOGEN DER SKAL KOMME OG SIGE AT JEG BARE SKAL TAGE MIG SAMMEN!!! DET ER SQ DA DET DER ER MIT FUCKING PROBLEM!!! JEG KAN IKKE TAGE MIG SAMMEN OG BARE LIGE PÅ ET SPLITSEKUND REPARERE MIN PERSONLIGHED!!! FAT DET DOG!!!

Dagens vredesudbrud.

Jeg må huske at klappe mig selv på ryggen og sige "Det var fandme i orden du lige var vred der, folk skal repektere dig og være klar over at ikke alle er ligesom dem.

Hvis nu nogen har læst min dagbog og føler sig stødt, så husk:
Det er MIN dagbog! MIT pusterum.
Det er ikke til debat, men jeg håber at det giver nogen noget at tænke over.