Vi er lige kommet hjem fra besøg hos fars eks-kone. Hvorfor forlod han dog hende? Vi byttede med dem, bare til ungerne altså. Vi er enige om at vi voksne ikke behøver have. Pyha, det er osse bare så svært at finde på noget til voksne mennesker som de ikke kan købe selv. Jeg foretrækker næsten at købe gaverne til mig selv selv. Så får man da hvad man vil have.

Midt i alt juleriet stopper jeg op og mærker efter. Hvordan har jeg det lige nu? Jeg er træt. Det var en hyggelig aften hos Marianne. Det lurer i baghovedet, hvordan bliver imorgen? Jeg ønsker mig bare en rimelig dag, hvor jeg når de gøremål, jeg har sat mig i hovedet. Men det er sjældent det lykkes at få gjort noget. Efterhånden har jeg vel fået en forventning om at det bare osse bliver en lortedag i morgen. Så bliver det det i hvert fald helt sikkert, når man tænker sådan. Men i den sidste tid har det altså bare været langt mellem de dage der var ok. Endnu længere mellem de gode dage. Jeg VIL have en god dag, eller i det mindste bare en der er ok. Engang havde jeg en samtale med en om skytsengle. Hende jeg snakkede med er sådan en der tror på det alternetive og lidt af hvert. Jeg følte at alt var mig imod som barn og mente ikke at jeg nogensinde havde haft en skytsengel. Så sagde hun til mig om jeg nogensinde havde prøvet at BEDE den om at komme og passe på mig? Det måtte jeg jo så indrømme at jeg ikke havde. Eller har. For jeg har stadig ikke prøvet. Jeg tror vist ikke på det. Sådan noget med engle og feer, det hører barndommens fantasi til. Men nok bare ikke min barndom. Det hele var så alvorligt. Jeg kunne godt smile, men inderst inde var der ikke skyggen af glæde at komme efter. Jeg har en mor der ikke er særlig gammel. Da jeg var 10 år gammel måtte jeg være hjemme og passe min lillebror og give ham flaske om natten, når hun skulle ud på sjov. Idag forstår jeg at det er et alt for stort ansvar at give en pige på 10 år.

I maven er der ro, ungerne sover, musikken strømmer ind i øret, det giver ro i sindet med musik. Dagens nervøse sommerfugle er fløjet og har indfundet sig i livets busk for natten. I morgen vender de troligt tilbage som så mange gange før for at hærge mig. Måske er det ikke sommerfugle, men små dæmoner med vinger?

Det piner mig at være tom det ene øjeblik og det næste fyldt op af følelser jeg ikke ved hvor kommer fra. Der er så meget kaos i mig, som jeg slet ikke har styr på. Jeg tænker så meget på hvordan det skal komme til at gå med det arbejdsmarkedet for mig. Som det er nu kan jeg ikke magte det. Men så vil de vel bare sætte mig på noget medicin. Men det er på en måde bare så nemt at give noget medicin. Det koster osse mange penge. Jeg har haft en del overvejelser på det sidste. Måske trænger jeg til en slags behandling på psykiatriområdet. I morgen kommer min kontaktperson, så tror jeg det er nødvendigt at snakke med hende om det. Det er dumt at blive ved med at gå og have det sådan her. Men måske er der ikke noget at gøre ved det? Måske skal mit liv bare være sådan her?