Nu har det plaget mig siden igår. Jeg må af med det et sted.
Jeg så dig ligge på vejen og du havde et klæde over hovedet og det meste af kroppen. Du lå på ryggen helt stille og var allerede død da jeg så dig. Du kørte over for grønt og blev kørt ned af en bil som tog den over for rødt i krydset på Niels Bohrs Allé og Campusvej.
Jeg har tænkt på dig siden jeg kørte forbi et kvarter efter du blev dræbt, selv om jeg ikke kender dig.
Min mave snørrede sig sammen, jeg tog hånden for munden og udbrød "Der er en der er død!". Jeg begyndte at græde ved synet af din livløse krop under klædet.
Jeg kunne se at du ikke havde haft cykelhjelm på, der var blod på vejen. Måske kunne det have reddet dit liv?
Men sådan blev det ikke.
Da jeg skulle forbi igen en halv time senere, troede jeg at politiet allerede havde ryddet op, men det havde de ikke. Du lå der stadig og jeg så på afstand en betjent løfte klædet og se på dit ansigt. Hårene rejste sig på mine arme. Da gik det op for mig at du var en ung kvinde. En kvinde på ca min egen alder. Du kunne være mig. Jeg kunne være dig.

Jeg sender mange tanker til afdøde og hendes familie, venner og bekendte her i en tid, som bliver rigtig svær for dem at komme igennem.