Nogen gange tænker jeg ret meget over hvorfor livet er sådan som det er.
Jeg tænker på hvorfor det er så svært at forklare andre hvorfor man er som man er,
eller hvorfor man føler som man gør, eller hvorfor der er nogle ting man bare ikke kan
lige nu. Jeg har Borderline- og depressiv Personlighedsstruktur, også kaldet dystymi.
Mit stemningsleje er altid forsænket i forhold til hvad der er normalt og i forhold til
hvordan andre mennesker har det. Jeg er sjældent, for ikke at sige aldrig, rigtig dybtfølt glad indeni.
Der er altid noget der gør at jeg ikke føler mig rigtig glad. Jeg er altid bekymret eller trist, eller
føler dårlig samvittighed over at jeg ikke gør de ting jeg burde i fht alle aspekter af mit liv.
Rengøring, oprydning, arbejde, mine børn, min mand. Jeg føler aldrig succes, heller ikke når det rent faktisk lykkes for mig at gøre noget godt. Det er hårdt altid at være trist og ked af det. Det er hårdt altid at have dårlig samvittighed. Det koster faktisk ret så meget energi. Det er hårdt at være mig!
Min døgnrytme er ikke-eksisterende. Jeg står næsten aldrig op om morgenen og er der for Magnus, jeg ville ikke kunne trække mig selv ud af sengen om så det gjaldt mit liv. Jeg er simpelhen for træt og udkørt.
Min hverdag er præget af manglende struktur, jeg magter ikke at lave det om. Jeg magter faktisk ikke ret meget, ud over at sidde i sofaen og kigge lidt på min computer eller strikketøj. Min computer er mit vindue til verden, derfor er den mig så dyrebar. Hvis ikke jeg havde den, så ville jeg nok bare sidde og glo ud af vinduet.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved noget af det og hvis jeg vidste det, så er jeg ikke sikker på at jeg ville magte at gøre det.