Denne søndag startede, som de foregående søndag - med at Brian råbte trusler på opgangen og fik alle til at flyve op af sengen - og lave telefon storm til hinanden.

Kors, hvor er jeg træt af det. Men kan også mærke jeg er ved at acceptere det. At jeg er ved at fatte det nok ikke bliver anderledes...Desværre. Jeg kan jo ikke rigtig gøre mere nu.

Denne gang gik det ud over frøken tandlæges vatpik kæreste.
Som åbenbart ikke er hendes kæreste mere, da han var ved at flytte alle sine ting fra lejligheden.
Og det var det, er vækkede Brian - som igen i går holdt hash fest...Som så igen, holdt alle os andre vågne. Til klokken fucking 5!

Men i hvert fald vågnede jeg ved at Brians dør blev flået så hårdt op nedenunden, at ruderne dirrede - og han skreg: " Hvis du ikke stopper med at gå ind og ud af den dør 117 gange, kommer jeg fucking og klasker dig en´!"

Men denne gang - blev jeg egentlig ikke forskrækket.
Jeg sukkede bare, og begravede mit hovede godt under dynen - i forsøget på at sove fra det.
Kort efter råbte Brian dog igen:
"Så lad os da komme hinanden lidt ved!!!" - og så fyrende han op for anlæget så både jeg OG seng lettede.

Suk..

Nægtede dog stadig at rejse mig og stå op. Prøvede nyt forsøg, der gik ud på at forestille mig jeg var til techno fest - men var så fuld at jeg kunne sove fra musikken.
Ved ikke om det havde virket. Sikkert ikke. Men fik det ikke afprøvet - da Mikal ringede midt i forsøget.

"Går ud fra du er vågen?"
"Jaaa... hørte du ham?"
"Ja.. han vækkede mig.IGEN! Blev faktisk ret negativ denne gang... jeg kom først i seng kl 5."
"Jeg er også vildt kvæstet.."
"Jeg gi´r kaffe..?"
"Jeg går lige i bad - så kigger jeg ned.."

Da jeg havde drukket kaffe med Mikal - skulle jeg til fødsesldag hos min søster.
Faktisk havde det passet mig bedst at komme op af eftermiddagen. Syntes slet ikke jeg har haft weekend - selvom jeg havde fri lørdag.
Har slet ikke været mig - og nusset rundt og dovnet... ;-)

Men kunne godt høre på tonen i min fars stemme at han regnede med jeg var der ved 12 tiden.
Og da et "Jeg kommer først klokken 16" - ville få vulkanen til at gå i udbrud - og dermed ødeligge hele min søsters fødsesldag - måtte jeg jo få røven med mig.

Plantede flag hele vejen op af indkørslen da jeg ankom med farven fuld af gaver.
Ringede på med et styks papirsflag viftende i den ene hånd - og skrålede højt fødselsdagssang da Camilla åbnede. Hun var smadret af grin, og vi gik ind for at pakke op.

Glædede mig helt extremt til hun skulle pakke den bog jeg havde lavet op.
Selvfølgelig tog hun den tilsidst.
(Kom nuuuuuu til den lyserøde pakke!)

Da hun pakkede op, og så synet af en bog - fik hun julelys i øjnene og spurgte: "Det er slutningen på din bog?! YES! Du har skrevet den færdig! Nu får jeg slutningen!!"

(Ehm.. nej.. Men tak fordi en slutning åbenbart er vigtig for dig!)

Hun blev dog også glad - da hun opdagede hvad det var.
Især min sang scorede point. :-) Var faktisk også selv lidt stolt af den - da jeg ikke er den store sangskriver...
Hun nåede dog ikke engang at se bogen ordentlig - for pludselig skulle vi kaste frokost ned. Hr. daddy havde bestemt vi skulle på hospitalet og besøge vores mor.

Han blev skide sur, fordi vi gerne lige ville spise og HYGGE om det imens. Tolkede det vidst som om vi ikke GAD tage med.
(Hallo - Camilla har fødselsdag. Selvfølgelig skal vi på hospitalet. Men hvornår blev al den stress nødvendig?)

Mikkel (Camillas kæreste) blev hjemme, og vi 3 andre kørte mod Herlev hospital.
Min far blev IGEN irriterret på vej i bilen - fordi Camilla og jeg tillod os at bruge tiden på at tale om alt det vi ikke kunne snakke om mens Mikkel var der.
(Ja, vi har stemmer... Undskyld!)

Men endelig nåede vi da det god damn hospital.
HADER at være der.
Det lugter af syge mennesker - alle ser så bedrøvede ud, og den stilhed der er over hele stedet er forfærdelig.

Min far førte an - da hun jo nu ligger total isoleret, og det kræver en kraks for at finde hendes stue.
Camilla og jeg gik bagerst - og jeg hviskede:

"Jeg kan ikke lide at være her! Det her sted giver mig ondt i maven..."

Camilla nikkede, og gav mig ret. Jeg fortsatte:

"Jeg har lyst til at løbe min vej, og gemme mig fra det her... Når jeg er her, er det hele for tæt på..!

Vi passerede et ungt par med nyfødt baby i barnevogn.
Den unge mor, havde tørklæde om hovedet - og hendes hud var helt brun pga kema.
Manden så udkørt og træt ud - som han skubbede barnevognen gennem hospitals gange.
Det gøs hele vejen gennem min krop - og jeg havde pludselig lyst til at tude.

"Ser hun meget syg ud?" spurgte jeg bekymret min far, da det gik op for mig at det var et stykke tid siden jeg havde set hende.
(Og hospitaler får i forvejen altid folk til at se dobbelt så syge ud.)
Min far rystede på hovedet. Men det så ikke særlig overbevisende ud.

Da vi stod foran stuen - skulle vi først ud på det badeværelse der kun er hendes - og vaske hænder total grundigt.
Min far gik ind på stuen, mens Camilla og jeg stod tilbage.

Da jeg få sekunder efter skuppede døren til stuen op - sad min lille mor der´på sengen. Tynd som et skellet - uden hår og i hospitalts tøj hun druknede i.
Men det smil hun sendte mig da vi kom ind.... For fanden..
Jeg vil have det inprintet på min nethinde for altid.
Det var så varmt og kærligt - og hendes øjne strålede som jeg sjællent har set dem gøre det.

Hun var så glad for at se både Camilla og jeg.
Skynde mig hen for at give hende et knus, men når hun 3 skridt da både Camilla, hende og far panisk skriger: "NEEEEEEEEJ!"

Jeg stopper op, og ser forvirret ud.
"Du skal lige have sprit på.." belærte de mig...

Og så skulle vi alle sammen sprites rene også.
Men så fik jeg dog lov til at røre hende...

Kan dog stadig ikke lide det hospital.
Ham på stuen ved siden af, var død i nat - og hun havde hørt folk tude foran døren hele dagen.
Det må da virkelig være ubehageligt..

Endnu mere ubehageligt blev det - da min mor tog den maske på, hun skal tage på, hvis hun forlader stuen.

Farvel virkelighed - Goddag; scene taget fra "Outbreake"

Det er for underligt at se sin mor sådan...

Vi blev der en time - så fik jeg migræne.
Tror det var luften af sygdom - og alle tankerne der kick startede den...

Da vi kom hjem igen - skulle vi lave mad.
MED min far. SUK...
Det er utroligt hvilken form for magt den mand har..

Stemingen var SÅ anspændt! Alle gik vi vel bare og ventede på et eller andet skulle gå galt. Så han kunne gå amok - jeg kunne gå lige så meget amok, og det hele kunne ende som det altid gør:

Nogle der græder, nogle der råber - og nogle der smækker med døre...

Min far er H J Æ L P E L Ø S uden min mor.
Han kan intet - og det fryder min røv. For NU kan kan sgu se hvor meget hun har lavet i den lille familie - og hvor lidt han er uden hende!
På køleskabet havde min mor skrev en seddel: "Husk at vande blomster! Men ikke drukne dem"

Min far så hjælpeløs ud og hev en gryde frem: " Er det den her mor plejer at bruge til kartofler?!"
Camilla lavede himmelvendte øjne, og hviskede: "Prøv at se.. han ved ikke engang hvilken gryde han skal bruge.."

Men Camilla.. Hun er GODT nok blevet huslig efter alt det her er sket.
Jeg stod måbende og gloede - mens hun rørte i sovsen, havde styr på flute, på bøfferne OG på kartoflerne.
Vi blev dog nødt til at ringe til min mor en´gang, da de der lækre tomater hun putter i ovnen ikke lige blev som de plejer...

Min far stod ved siden af, og spurgte;
"Har de bløde løg fået nok nu?" mens han lignede en på 10 år igang med første time i Hjemkunstskab.

Tænkte jeg hellere måtte gøre mig nyttig - og gik i gang med at dække bord. OG folde servietter, så det hele kom bare 30% op på det niveau min mor havde sørget for, hvis hun havde været der.

Da maden var klar, og folk styrter mod stuen - hører jeg min mor komme op i mig: "Nu må I altså godt lige ligge mærke til hvor flot bordet er, inden I bare river servietterne af ik?"

Kunne høre hvor mor agtig jeg lød i samme sekund ordene havde sluppet min mund.
Tror også både Mikkel, Camilla og min far havde lagt mærke til det - for i kor kunne jeg høre et halv ironisk: "NEEEEEEEEEEEEEEEJ, hvor er det FLOT!" kor fra stuen.
(Men hey - jeg er GOD til at folde servietter! ;))
Kunne ikke lade være med at grine over både mig selv og dem.

Bagefter gik Mikkel, Camilla og jeg en tur med hunden. Røg en joint, for at få alt anspændtheden væk..

Der ligger sådan en park lige ved siden af min forældre. Faktisk er den ret uhyggelig - og der er da også sket et uopklaret kvindemord i den. For ikke at forglemme at min mor engang var ved at blive overfaldet i den.

Men med dræber hunden og Mikkel med - var det rigtig hyggeligt.
Vi fandt da også ud af at der ikke er mange der bruge den park - for pludselig kan vi hører hunden gø helt vildt, længere fremme.

Vi skynder os frem og ser hunden stå og gø helt uhæmmet af to der ligger midt på plænen og...knalder!

(Er det i grunden ikke lidt koldt til det?)

Vi vendte om, og gik mod søen. Staks kommer legebarnet op i mig - og jeg kaster den ene pind efter den anden ud i søen, som hunden glædeligt svømmer ud efter.
Da den endelig kommer op, med pind og mudder over alt - rykker Camilla og Mikkel sig tilbage.
Jeg når, som altid, ikke rigtig at tænke - og hunden ryster sig lige foran mig...
Mudderbad til Rikke!
Nå, pyt - det skulle være så godt for huden,jo.

Da vi kom tilbage, spurgte min far om han skulle køre mig hjem.
Den mulighed sagde jeg jo ikke nej til.
Problemet var bare at min far rigtig gerne ville snakke og jeg... var skæv!

Ergo - jeg ville bare gerne sidde helt stille og stene...
Tror han fik opfattelsen af der var noget galt..
Men..kunne jo ikke så godt sige: "Far, jeg er skæv - kan vi ikke godt være stille lidt?!"

Her til aften har jeg set film hos Mikal, og lagt planer ang genaralforsamlingen med China town.
(Hehehe..HELT opgivet har jeg ikke)

Nå ja, og så har jeg skrevet med Kenny - men han er jo efterhånden også blevet hel vanedannende.. :)