"zey are ømping ze building", jeg står torsdag aften på Charlottenborgs åbning af forårsudstillingen og overhører denne franskmand på umage engelsk sætte ord på, hvad to barrøvede russere foretager sig i netop dette øjeblik. De to russere gnider deres kønsdele kopulerende op af borgens ru hud med stor ildhu. Jeg ved ikke helt om det var dét, der gjorde kunsthallen sært opstemt, men stemningen VAR højstemt og viril.

Jeg var ankommet langt tidligere, en veninde havde ringet og spurgt om jeg kunne komme og hjælpe til med forskelligt praktisk i forhold til åbningen, og det lød som en meget sjov deal. Jeg blev blandt andet sat til at passe på nogle kunstværker bl.a en stor væv, som hang i loftet. Weaving conversations, en interaktiv installation, hvor man som beskuer selv sætter gang i vævningen ved at stå et bestemt sted. Lidt sølle var det dog, at den kun fungerede, når den lille japanske kunstner selv stod og pirkede til væven med en lang pind. "Passe på" betød egentlig bare at stå og glo og prøve på ikke at føle sig for åndssvag, dér, mellem alle pingerne og det store opbud af hipsterati, bøllehatte og strikhuer og opsmøgede chinos og farvestrålende tørklæder. Flere af de skæggede strikhuer nikkede anerkendende til min ultrakoboltblå silkeskjorte og min mærkelige blivende positur i rummet, som om JEG var the createur-extraordinaire, min ultramarine kustode-kamouflage virkede enestående (men der skal heller ikke så meget til at narre en hipster-douche, indrømmet).

Imens var Luna blevet sat til at styre Camparibaren nedenunder, hvilket var et langt hårdere job, fordi de farverige flokdyr bisser og veritabelt er ved at trampe hinanden ned i kampen for de gratis alkoholprocenter. Man tror nærmest, at den kreative savanne havde været udsat for ekstrem tørke i flere år – eller at alle har glemt at Campari normalt er en bittersur lident populær drik, man lader stå og fordampe i barskabets mørkeste afkroge.

Da min vagt ved væven sluttede, måtte jeg ud og 'passe på' stolene i foyeren. Her tænkte jeg lidt, "kunst, really?". En række uskønne stole bygget i spånplade står på en række. Den første er intakt, på den sidste er der kun 4 benstumper tilbage, stolene derimellem viser forskellige grader af dekomposition. Well, ikke et værk der gjorde noget for mig. Stolene var nok det sværeste job, jeg passede på dem i menneskemylderet ved at stirre hårdt på dem. Kunne ikke rigtig finde ud af hvordan jeg ellers skulle bære mig ad. Måske gik de nærmest mere i stykker under mit laserblik end ved at folk uforsigtigt skrævede hen over dem. En ældre herre insisterede på at læne sig voldsomt op af den ene stol, ham nidstirrede jeg også, hvilket blot resulterede i, at jeg fik et glimt af en trodsig treårig inde bag de 70-årige rynkede øjne.

Efter stolene, stod der på min vagtplan, at jeg skulle cirkulere. Det passede mig storartet, for det betød at jeg kunne få gang i den lille stak drinksbilletter jeg fik stukket i hånden forinden. Så med hvidvin i hånd, kunne jeg endelig som en professionel, ansat cirkulateur ose rundt i udstillingen. Luna var på ca samme tid blevet til at passe på et stort bord med en masse fluffy keramikgenstande, som på en og samme tid var uskønt og spændende. Man fik en helt ustyrlig trang til jordbærmilkshake og yogurt udløst af de flydende pastelfarvede former – det mindede nærmest om mikromodeller af Enesto Neto i keramik. På denne runde begyndte jeg så småt at blive lidt hvidvinstipsy. Hele arrangementet udviklede sig til lidt af en fest, hvor alle de følsomme kreakulturelle væseners hipstermimik blev sluppet løs på dansegulvet i fingermalende farveladeeksplosioner. Sådan. Luna og jeg fik danset igennem med et amerikansk-mexikansk makkerpar, mens jeg øjenflirtede lidt med en meget høj mand ved indgangen.

Vi tog senere på Byens Kro, og her gik jeg i baren for at forsøge at undslippe mexikanere, og her sad den høje mand.Vi fik holdt lidt i hånd, kyssede lidt og fulgtes hjemad sammen. Den høje mand er en international berømmet kunstner. Det anede jeg selvfølgelig ikke noget om før, jeg på det nærmeste havde fået det skåret ud i pap. Den slags mennesker hader altid lidt, hvis man ved hvem de er, men de hader også, hvis man ikke ved hvem de er. Men ved Dronning Louises bro skiltes vores veje, hvilket måske egentlig kom lidt bag på mig. Måske havde han en kone eller kæreste, måske var jeg for hvidvinslammet at høre på. Nu tusser man rundt en solskinssøndag med et tårnhøjt tomrum ombrust af farvestrålende begær.

Fredag vågnede jeg op i en gradient zone, hvor fuldskab møder episke tømmermænd en fredag formiddag. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kunne blive SÅ fuld. Jeg fik måske ca 4 glas hvidvin og en enkelt øl. Men jeg havde sikkert ikke nok aftensmad i maven som modvægt, og fernisering har altid været et harsk fremmedord for tømmermænd fra helvede. I den der gradient tilstand føler jeg mig altid sært uovervindelig. Vildt modig. Nærmest genial. Jeg bouncer rundt med halvlukkede øjne og et lallet smil, lidt forskrækket hver gang foden rammer asfalten, og resten af verden kan bare komme an, jeg kan klare alt og alle med min vid og humor. HA HA. Senere bliver jeg hurtigere end man kan nå at sige 'campari' indbegrebet af alt overvindeligt. Jeg nåede ind på Lunas kontor, hvor jeg lå i fosterstilling i vindueskarmen, og Luna konstant måtte henstille til at min numse lige skulle slappe af, for den stak ud under plakaterne og kunne ses fra vejen.

Luna piskede rundt med mig og med min hjerne, som var fyldt med skrøbelig tankekeramik, klirrende royalt porcelæn, konstant tæppebombet med et inferno af molotov cocktails og vejsidebomber. Vi skulle i torvehallerne. Vi skulle lave bouillabaisse. Vi skulle leje film i Blockbuster. Der var tørke, der var hungersnød, og den skrupsultne svenske isprinsesse stod snart på dørtrinnet. Min hjerne lignede, da vi langt om længe var færdige, udkogt torskerogn og martred fiskefars. Men fra da af restituerede jeg i selskab med en stor flaske Orangina.