Jeg kunne ikke lade være. Oven på en uge med vedholdende, desperat dating, som har resulteret i mere håbløshed end håb, skrev jeg til Dillen.

"Håber du har det godt. Håber hunden har det godt. tænker på jer. Det ser ud til, at det var en sød pige, du fandt i Viborg. Dog lidt kantet, som de fleste jyske piger. kh"

Han har slettet mig på Insta, men jeg følger stadig ham, og fredag havde han postet et billede af en statue fra Viborg. Jeg følte en lille smule, at det var mig, som han pokede med den post. men det behøver det jo selvfølgelig overhovedet ikke at være.

Hvis jeg skal gætte mig til hans holdning til mig lige nu, så er den kold og bitter. Det er det eneste, jeg kan forestille mig. Jeg kan rent faktisk på igen måde forestille mig, at han på nogen vis vil lukke mig ind igen. Men det er fint nok. Jeg ved ikke hvorfor jeg skrev. Måske var det af ren og skær selvpineri go kedsomhed, at jeg skrev. For hvad er pointen? Jeg fortryder allerede. Så nu kan jeg gå rundt i en eller anden screwed up suspense omring, om jeg får noget svar. Langt inde i mig er der et lille-pige håb om forsoning. Jeg har svært ved at slippe nogen, som jeg har lukket ind. Ikke at jeg bliver crazy stalker. Det gør bare ondt. Uanset. jeg svarede ham ikke i to uger, så jeg regner faktisk ikke med, at jeg får noget svar overhovedet. Og det er fint nok, selv om det sikkert kommer til at irritere the hell out of me. Men jeg har hele tiden haft lyst til at skrive. Jeg er en impulsiv satan, og nu gjorde jeg det altså. To hell with logic. I mine notebook på telefonen har jeg allerede ti forskellige formulerede svar. Korte, lange, lette, tunge.

Han er ikke The One. Vi passer ikke sammen. Men det er ikke ensbetydende med, at han ikke betød noget for mig. Særligt de seneste ugers dating har vist, at det for mig er ret unikt at møde én, som jeg klikker med, tænder på, kan lide, som jeg potentielt kunne være faldet for. Det er næsten det mest smertefulde. At der var så meget fint, og så alligevel uendelig langt til målet. For en tilværelse med Lasse var for mig blevet ren agony. Vi vil ikke det samme. Han HAR mange dårlige personlige egenskaber, som uværgeligt vil gøre det svært for ham, at finde nogen overhovedet, som han kan have et samliv med. Måske ved han det selv inderst inde. Måske er det derfor, at han holder én på afstand. Han er meget 'my way or the high-way'. Giver sig ikke. Nægter al selverkendelse. Nægter at se på sin egen rolle i en relation, og hvad det betyder for den reaktion, han får igen i forskellige situationer. Jeg så ham sidst for en måned siden, men han sidder stadig i mig. Det er tungt. Jeg savner ham helt vildt. På en måde.

Havde ellers en rigtig fin date i dag. 2. date med Manden-der-ikke-vil-have-flere-børn. Det var endnu en cafédate. Ham tænder jeg rent faktisk på. Jeg kunne sagtens kysse med ham osv. Der skal bare lige lidt et par cocktails til, for at skabe en lidt mere løs stemning. Man snaver jo ikke bare en fremmed i gulvet over en kop kaffe på en søndag. Nu har jeg lagt op til en date med cocktails. Så må vi se om han griber den bold. Ellers har jeg været på to andre vildt kiksede dates. Én som varede kun 20 minutter. En norsk læge. Jeg var meget skeptisk overfor ham allerede på skrift, men bøsserne syntes, jeg skulle give ham en chance. Det gjorde jeg, og dér tror jeg bare en anden gang, at jeg skal følge min egen gut-feeling. Han var sygt irriterende på tekst. Stillede alle mulige spørgsmål, som var umulige at svare kort og koncist på (på telefonen).

Eksempelvis: Har du haft kærester før? Har du haft en sommerromance? Hvad er det fyre falder for ved dig? Hvad gik der galt med din ekskæreste? osv osv. Han havde løjet om sin alder. Han så temmelig anderledes ud end på hans billeder. han er egentlig en pæn mand. På billederne er han meget klassisk, hvid-skjorte-agtig. I virkeligheden lignede han den vildeste gøgler. Stor uformelig six-pence i karryfarvet fløjl. Puffy pose-bukser i bæ-farvet fløjl. Kortærmet mønstret limegrøn skjorte. Det er ikke for at jeg vil lyde pisse overfladisk. Men det gav bare et ekstremt over-all-pis-dårligt indtryk at konsistensen mellem ham IRL og hans profil var nærmest ikke-eksisterende. Han var ikke 39 og læge. Han var en 43-årig lægestuderende. Evighedsstuderende. Som tog for sig af dansk SU og billige studieboliger. Udlændinge har førsteret til studieboliger. Og han er bare kommet valsende ind fra højre, og har hapset først en toværelses på Christianshavn og nu en treværelses på Østerbro, som danske studerende står i kø til i 20 år. Pisse ucharmerende. Seriøst. Manden er 43 år gammel. Grow the hell up, dude. Han havde løjet om sin alder, fordi han allerhelst vil date piger i slut 20'erne. Piger, som han alligevel var kommet frem til var alt for umodne. Så nu var jeg så hans eksperiment ud i at date nogen over 35. tak for lort makker. Synes bare hans tilgang var så tilpas umoden, at han bare burde holde sig til kuvøseguf.

I fredags var jeg så på 2. date med en art bilsælgertype. Han var helt vildt meget på og meget høj, men på sådan en lidt knoklet måde. Jeg kunne ikke rigtig finde det i mig at tænde på ham. Og på hele daten (en havnerundfart) sad jeg og græd indeni over tabet af Lasse. Men han var egentlig sød nok. Dialogen var dog noget op af bakke. Humoren mere clashede end den ping-pongede. Men så slemt synes jeg dog ikke det var. men da vi forlod båden lavede han et nærmest surt og radikalt U-turn og lukkede den lige der på stedet. Det havde jeg alligevel ikke set komme. Måske havde mit kropssprog afsløret mig. Jeg cyklede iskold efter sejlturen - men også temmelig lettet hjem. Puttede mig med Meyers Deli og Netflix, og så var det Manden-der-ikke-vil-have-børn begyndte at skrive. Så fik stablet en lørdagsdate på benene, som dog gik i vasken, fordi han først ankom vildt sent fra en tur til Jylland. Men han er nu sød. Har lyst til at drikke mig tipsy i cocktails og knalde ham. Om ikke andet.

Og ja, jeg er en total retardo. Lasse har svaret... to be continued.