Så skete det. Jeg var sammen med kollega-dude i fredags. Helt diskret heldigvis. Ingen ved noget. Vi festede først i firmaet, så tog vi en taxa ind til en fest på et reklamebureau og derefter var en vi en tur på bar. Da den sidste studentermedhjælp var smuttet, var der kun os to. Vi var selvfølgelig begge vildt fulde.

Han var fuldere end jeg var. Men det var delvist mig der tog initiativet. Han sad på den anden side af bordet, da M gik. Jeg bad ham flytte sig om til mig - så jeg bedre kunne høre hvad han sagde ...yeah right.

Vi tog hjem til ham. Vi knaldede ikke.. det var mig der holdt igen. Tænkte det hele bare blev lidt for meget af det gode. Måske dumt? Men alligevel klogt (af forskellige årsager). Men det var ret fab at spoone... Han kysser virkelig godt og er vildt sød at være sammen med. Jeg kan ikke lide ham mindre nu! Men på den anden side, så kan det godt føles lidt antiklimaks, lidt vacuum-agtigt endelig at have sealed the deal... selvom det ikke helt var det, vi gjorde. Jeg skrev til ham senere om lørdagen, og vi havde en ok hyggelig lille sms-ting kørende lidt... men igen føler jeg, at det kun er mig, som tager initiativ. Det var dog også mig som slap den igen. Jeg har sådan lidt en skummel fornemmelse af, at han har gang i alt muligt andet... måske endda noget som er ved at blive semi-seriøst. Men det er en fornemmelse, som ikke bunder i noget som helst konkret andet end min egen angst og paranoia.

I dag havde jeg møde med de to bosser ved bureauet, så jeg var først inde ved frokosttid og nåede bare lige at se ryggen af ham, da han kørte til et møde. Jeg kunne dog på afstand høre, at han snakkede med M i køkkenet... gad godt vide om M har en mistanke.

Det sjove var, at min lille assistent C også var efter ham... eller. Hun bor sammen med sin kæreste... men da hun havde bællet en flaske hvidvin selv på sådan ca. 10 minutter, jagtede hun ham rundt og kunne slet ikke lade ham være. Vi andre morede os, fordi han næsten ikke kunne blive af med hende igen. Indeni irriterede det mig først lidt, man da jeg kunne se at han var meget tydelig overfor mig, omkring at han ikke var interesseret, så var det bare for sjov.

Jeg har ingen anelse om, hvor vi står. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget mere ballade og jeg vil gerne flirte og bekræftes og endelig også knalde... men samtidig er jeg hundeangst, for at gøre mig selv sårbar. For selvom man måske ikke virkelig virkelig vil have ham (på nuværende tidspunkt) - så vil en afvisning være ret så grum at møde ind til hver morgen.

Han sagde til mig flere gange, at jeg var virkelig svær at blive klog på. Han talte til mig som om han har også har tænkt en del på mig... Han fik sagt noget om, at han troede jeg ville blive en god mor! Weird, jeg tror endda M overhørte det. Det er sgu lidt mærkelig når én man slet ikke kende særligt godt, siger noget så personligt. Han fik også rost mig helt vildt for mit arbejde. Han synes jeg var vildt blød (på den gode måde). Han syntes jeg havde fantastisk bløde læber og i det hele taget var lækker. Han var sød om morgenen da vi lå i sengen, men pludselig lidt kold og afvisende, da jeg sagde farvel!?

Han er fuld af søde ord, men samtidig VED jeg jo godt, at han er sælger. Selvom han faktisk ikke er sådan en smart-i-fart sweet-talkin type. Men det er næsten værre - det virker så oprigtigt når han siger det. Men han er jo sælger. Det skal man huske. Ikke glemme mine ben i næsen.