Jeg trykkede 'send' i søndags på slå-op-beskeden til Dillen. Men så kom hans sårede besked tilbage... hvor han selvfølgelig også lashede ud efter mig, for at have slået op på en sms. Hvilket også var 'lavt', som han skrev. På den anden side... vi var jo ikke kærester, for det mærkat ville han jo sandelig ikke være i nærheden af. Nå, det korte og det lange var, at jeg følte, at jeg skyldte ham en forklaring - og selvfølgelig også fordi jeg jo håbede, at der var en chance. Og fordi jeg lige pludselig også følte, at jeg havde handlet overilet og fik flash-back til nogle andre episoder, hvor jeg havde handlet overilet og fortrudt.

Jeg forklarede mig... at jeg var forvirret, fordi han det ene øjeblik signalerede det ene og det næste det andet og i det hele taget modsagde sig selv. Vi skrev frem og tilbage. Han foreslog, at vi skulle snakke sammen næste dag. Hvor han så ikke kunne, fordi han skulle se film med eksen. Hvilket jeg blev fortørnet over og så skrev, at så kunne det være lige meget. Han forklarede, at han var blevet såret og ikke ville være alene. Så godtog jeg nogenlunde den forklaring. Summasumarum... vi mødtes i torsdags. Selvfølgelig hjemme hos ham. Han var sød og varm. Ikke sur på mig, som jeg havde frygtet. Ville kramme og holde mig tæt... kunne i det hele taget ikke holde fingrene fra mig. Vi fik snakket lidt. Han sagde, at han normalt havde svært ved at komme ud af sit skjold... og at efter min besked vidste han ikke, om han kunne finde tilbage. Han bliver ved med at holde fast i, at jeg er meget forskellig fra ham. 'Sådan en type, som arbejder med smart marketing, har bøssevenner og drikker cocktails'. Han har fuldstændig sat mig i bås med en eller anden Sex-and-the-city fiktiv personlighed. Hvilket bare er... Okaaaaay. Men der er jo stadig den fucking kemi, når vi er sammen. Det er ikke bare sex... (vi havde ikke sex). Det var bare nærhed og tæt krammen og kiggen dybt i øjne. Og den der følelse af, at det her, kan jeg ikke slippe igen. Men han ER vag og han ER lunken. Han foreslog så, at vi skulle ses i weekenden. Igen forsøgte jeg at få aftalen til at blive konkret. Lørdag eller søndag.. jamen, det kunne han ikke helt sige, fordi han havde noget arbejde, som han ikke lige vidste... bla, bla. Han ville vende tilbage fredag eftermiddag... hvilket han ikke gjorde. Så foreslog han at vi skulle ses i morgen eftermiddag. Jeg havde regnet med aften, så jeg har nu lavet en aftale. Skal ud og sejle med Helena. Og jeg føler næsten at jeg burde sige, at jeg skal et eller andet kedeligt, fordi jeg er bange for at understøtte hans putten-mig-i-bås som city-pige-med-fart-over-feltet. Alt hvad der går ud over Formel 1 på sofaen er åbenbart vildt for ham. Og jeg ville gerne have aflyst og ændret aftalen for ham, men jeg føler ikke det er investeringen værd. Alle aftaler har det med udelukkende at være på hans præmisser. Lao Tzu siger: Time is a created thing. To say: I don't have time, is to say: I don't want to.

Det er så godt, når vi er sammen, men det er så skidt derimellem. Jeg bruger i hvert fald alt for meget energi på det. Men jeg kan også mærke at har trukket mig væsentligt. I starten af ugen var jeg ked. Nu er jeg kold. Ses vi i morgen? Jeg aner det fucking ikke. På den anden side, han overrasker mig altid ved alligevel altid at holde sine aftaler. Det var også ham der hen over ugen (efter han skulle mødes med eksen) blev ved med at skrive om vi skulle mødes. Jeg var temmelig nedkølet efter eks-beskeden. Og hvad sker der lige med den eks-kæreste... skyldes lunkenheden ikke bare at han stadig dels er hung up på hende, og dels ser hende i min livsstil og derfor bliver pissebange. Men fuck, er alle 40-somethings så fucked up ikke nede i deres egne sko? Er den kemi, der er imellem os bare everyday for ham med alle Tinder-dates? Jeg ved, at jeg burde have holdt fast i søndags... og det er sikkert det udgangspunkt, jeg vender tilbage til. Min analyse er korrekt. Min gut-feeling er spot-on. Nu skal jeg bare have min håbløse og håbefulde lyserøde My-Little-Pony brain med på beatet .

Jeg er totalt søvnløs.

Jeg holder mig heldigvis ikke for hellig til at arrangere andre dates. Jeg ved, han ville blive super fornærmet, da vi snakkede om at se andre mennesker, mente han, at det var implicit, at det gjorde vi ikke. Men det var ikke implicit, at vi er kærester, selvom vi opfører os præcis sådan. I virkeligheden tror jeg også han er i en 'græsset er grønnere' fase og on the look.

Jeg er mega anspændt i hele kroppen - i min underarme, hænder og fingre. Særligt venstre hånd og fod. Jeg tror dog mest det er stress fra arbejdet - jeg er ret presset for tiden og så dette her oveni.