Søndag nat:

Jeg ser stadig Dillen - vi er 10 dage fra at have set hinanden i 2 måneder. Men hvad betyder det altsammen? At 'se' hinanden. Er det dét vi kalder det? Eller er jeg bare et random Tinder-fuck. Nej, jeg tror ikke, jeg er det sidste.

Da jeg kom hjem fra ferie sidste torsdags skrev han: Er du hjemme? Jeg skrev, at det var jeg. Så skrev han at han ville ringe om en halv time. Det gjorde han ikke. Så skrev han at han ville komme hjem til mig om 10 min. Og lidt efter stod han og råbte 'Dille' ind gennem mit åbne stuevindue. Han havde hentet en BMW convertible og skulle aflevere den i lufthavnen dagen efter, og han ville have mig med på en tur. Jeg blev så glad over initiativet, over spontaniteten - den lille gestus i at han ville imponere 'sin dille'. Senere mødtes vi i biografen, hvor vi nærmest havde sex af bare gensynsglæde. Vi tog ud og spise og derefter hjem til ham for at knalde.

Siden skulle vi have ses i weekenden, men det skete ikke. Han kom sent hjem fra noget familie-tam og var træt. Og i dag skrev han at han havde brug for at have en dag, hvor han ikke skulle noget - for at trække stikket ud, fordi han har mange ting i hovedet.

Der er så meget godt, så meget ping-pong, så damn meget kemi, når vi ses. Jeg har lyst til ham hele tiden. Det er mig som hele tiden tager initiativet til at ses. I dag skrev han at vi måske kunne ses i morgen. Men jeg har trukket følehornene til mig. Jeg afventer hans initiativ, og jeg frygter at jeg kommer til at vente længe.

Jeg bruger pisse meget energi på at være pisse usikker på, hvor jeg har ham. og når jeg får det sådan, har jeg bare lyst til at skrotte det hele og sige 'glem det'. Men det vil jeg også fortryde, jeg ved det. Især uden at have afprøvet, hvor han står, og hvad han vil. Er det min skæbne, bare altid at falde for nogen som er så tilbageholdne og lunkne og altid blive holdt i uvished?

Mandag aften:

Han kom og hentede mig, og vi kørte en tur ud på Amager. Jeg havde fået overbevist mig selv om, at han ville gå en 'slå-op'-tur med mig. Jeg var nærmest afklaret med det. Men han var glad for at se mig. Kyssede mig intenst, havde lyst til mig, pjattede. Han vil tage fri i slutningen af ugen (jeg arbejder jo hjemme et par dage) - spurgte om vi skulle ses, lave noget. Jeg blev vildt glad. Forestillede mig straks en lille udflugt, måske endda med overnatning.

Tirsdag:
Og som han jo gør, har han holdt mig hen i det uvisse om, OM der er en plan, og hvad den i så fald går ud på. Overnatning har han allerede udelukket. Han har planer med venner torsdag aften. Så vi ender nok ud i noget der ligner et par timer til et eller andet sted.

Torsdag:
Vi fik aftalt at mødes efter frokost. Han havde et møde med en kunde - jeg havde et møde i byen. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg skulle vente med frokost, men siden han havde sagt 'efter frokost', opgav jeg hurtigt den tanke. Jeg spiste en sandwich og cyklede hjem fra mødet. Han ringede til mig for at aftale nærmere. RIngede!!! Jeg har været ved at go-out-of-my-mind af alt det skriveri. Jeg vil faktisk gerne ringe sammen og høre hans stemme. Vi har en virkelig sjov ping-pong på sms, men misforståelserne og distancen har det med at vokse i det medie. Han hentede mig og vi havde en virkelig fantastisk dag på et museum og igen kan jeg mærke, om ikke forelskelse, så i hvert fald ingredienserne dertil, ulme i min mave. Bagefter kørte vi en tur til vandet og makede out i sandet. Og derefter hjem til mig for at dyrke noget heftigt lagengymnastik. Og jeg havde jo bestemt mig, coachet af Bobben, at jeg skulle tage den der 'hvad er vi egentlig-snak' med ham. Og jeg ventede til det sidste. Men fik mig nosset sammen. Og spurgt... hvad tænker du egentlig om os, og det vi har gang i? Det er selvfølgelig en udlægning, der sætte ham noget on the spot. Jeg mener, jeg har tænkt et tons over denne akavede samtale og siden jeg tog teten, var det vel på sin vis også mig, som på en måde havde 'the upper hand'. Han kommenterede først på emnet: Nå, er det nu vi skal have den snak? Jeg kan ikke huske hans præcise formuleringer, men parader var der nok af. Han fortalte at han så os som meget forskellige. At han så mig som en storby-single-pige, som vil have fart over feltet og masser af oplevelser, og at han mere er en hjemmetype, med hund og en syg mor. Han fortalte, at han i mange år har drømt om at få et hus uden for byen og et par børn - det var det han ville med sin ekskæreste, men det ville hun ikke. Siden har han på sin vis accepteret og slået sig til tåls med idéen om, at det måske aldrig sker. Desuden har han svært ved at blive forelsket. Han synes jeg er dejlig. Han vil gerne ses. Han ser ikke andre (siger han). Han vil gerne tage det stille og roligt og 'date' - nogen gange med sex og overnatning, nogen gange uden. Men han blev aldrig den der 'drinks på Papirøen-typen' (som han mener jeg er). Jeg sagde til gengæld, at jeg måske nok er en single-storby-pige... men det er jo ligesom ikke set in stone, at jeg er det for evigt. Ligesom han har jeg måske også blot slået mig til tåls med idéen om, at man måske ikke lige får det liv, man har drømt om. Jeg er fleksibel og ikke afvisende overfor idéen om hus og børn, med den rette. Jeg forsøger at se mulighederne, istedet for begrænsningerne. Jeg sagde uden forbehold at jeg synes han var super dejlig.

Jeg kan sagtens nikke genkendende til det med at have svært ved at blive forelsket. Jeg tror aldrig rigtig jeg var det i bjørnen, ikke sådan dybt. Jeg kunne sagtens blive det i Dillen. Det ved jeg. Forelskelse, jeg tænker first things first, først må man åbne sig op overfor idéen og muligheden. Holde igen med paraderne - skabe vilkår for at fordybe sig i et andet menneske. Og det gør man ikke med afmålthed, begrænsninger, kompromisløshed og distance. Så langt er jeg med. At det alligevel kan være pissesvært fordi det helt sikkert er ens forsvarsmekanismer, som sætter ind for at beskytte én, baseret på brændt barn skyr ilden-fænomenet, det er noget, man skal være obs på og arbejde på. Tre vigtige midler: Tid, tillid og vilje. Han holder mig ude i strakt arm hele tiden - kun når vi har sex er der en håndgribelig intimitet og tæthed, men den oversætter sig aldrig til vores ord - og den manifesterer sig aldrig rigtig i en progression og udvikling i vores forhold.


Jeg har tænkt og tænkt og været langt omkring.

Jeg har lige forfattet denne sms - men ikke sendt den - han har lige skrevet 'sov dejligt'.

Hey dille. Jeg har været sådan lidt i tænkeboks. Og jeg tror måske jeg har brug for at trække stikket lidt i forhold til at se dig. Jeg synes, der er for meget lunken afmålthed, for mange parader, for meget distance og hele tiden et overskyggende fokus på begrænsninger i stedet for muligheder i vores relation til, at jeg selv rigtig kan føle lyst og engagement mere, hvor gerne jeg end ville. Måske du har det lidt på samme måde? Synes du er super dejlig, sjov, sød, fræk og klog. Håber ikke der er nogen hard feelings. Det er lidt svært at skrive det her, og jeg har tænkt meget over det, fordi jeg faktisk synes vi havde potentiale til noget fint, hvis vi gav det chancen.

Jeg ønsker dig alt det bedste - og det skal ikke lyde sådan 'ha et godt liv-agtigt', for jeg går gerne en tur med dig og hunden, hvis du skulle have lyst til det engang.

To press or not to press send?

PS: Jeg har en date med en anden i morgen, jeg blev simpelthen nødt til at gøre et eller andet 'op-på-hesten-agtigt'.