Dirty dille


Har igen gang i at date dillen. Vi skal ses fredag. Det er igen en sådan lidt en fræk date. Og pige-hjernen har været i konstant battle-mode omkring, hvordan jeg egentlig har det med det.

Jeg tænder vildt meget på ham og har lyst til at se ham. Ville ønske jeg kunne slukke for håb, længsel og følelser, og bare tænke på ham som en Føkkboy. Men fuck, jeg er jo FEMALE, for hølle da. My Little Pony-hjernehalvdelen bliver ved med at kicke ind og håbe at der bliver fluffy varmhed, følelser, forelskelse og kærestetendenser i en pæn nice combi med alt det frække. På den anden side er jeg ret overbevist om, at jeg ikke rigtig vil ham. Jeg ved, at han er det forkerte valg, at vi ikke vil det samme og at det helt sikkert er temmelig uforenelige på lang sigt.

Vi er også nået lige at vise tænder af hinanden i sms'erne. Mest fordi jeg misforstår og spiller et eller andet mistillidskort. Han spiller kostbar. Jeg spiller kostbar. Han misforstår. Jeg misforstår. (Måske mest mig. Hvis jeg da misforstår. Måske er mine misforståelser slet ikke misforståelser, men et glimt af en sandhed, som jeg nødigt vil se?)

Anyways, man lever kun én gang og jeg er villig til at sætte noget på spil. Hellere det end at leve i beige nuancer resten af livet. Men jeg putter sgu ikke foreløbigt alle mine æg i hans kurv. Jeg har datet en hel del ved siden af Dillen. Og det har jeg tænkt mig at blive ved mig, så længe det er forsvarligt. Dvs. så længe som der ikke er nogen som åbenlyst og for alvor har committet sig.

Morten har skrevet et par gange på sin rejse. Jeg har svaret. Vi skal jo sikkert ses, når han er hjemme igen. Hvornår det så end er. Der er jo nok ligesom lagt i skuffen til at vi skal knalde... ved ikke rigtig om jeg har lyst. Mest fordi jeg jo bare har nok i Dillen på det punkt. Men måske skulle jeg prøve det bare for at... ja, prøve det. Jeg ville have skrevet 'for at sætte tingene lidt i perspektiv'. Men jeg er så bange for at han kommer til at tabe stort til Dillen. Måske er jeg klogere på lørdag efter Dille-daten. Mine venner er absolut ikke begejstrede for, at jeg ser Dillen igen. Og jeg kan mærke min hjerne prototyper kærestescenarier med Dillen, og de føles alle dybt urealistiske. Jeg kan bare ikke rigtig se harmoni for mig. Den eneste måde jeg kan se at vi kan være kærester på, er hvis jeg lægger mig helt ned på ryggen - det er totalt 'my way or the highway' med ham. Med mindre det lige pludselig ændrer sig fordi han bliver totalt head-over-heels lyserød indeni over mig... og det sker jo kun i Bridget Jones' Diary.