Har en underlig og spirende fornemmelse i baghovedet. Det virker som noget uroligt og grimt. Så for at undgå tankerne eller følelserne kommer frem til overfladen, har jeg været aktiv som sjældent før. Ved selvfølgelig godt, det er nok bare at udsætte pinen, men ja… jeg gider faktisk ikke tæske rundt i selv medlidenheden længere. Så hellere være fysisk aktivitet og give opgaver til hjernen, for at undgå stille perioder hvor tankerne kan få frit løb og uvilkårligt søger i én bestemt retning. Turen til og fra arbejde har været det værste tidspunkt.

I øjeblikket bruger jeg tiden i bilen til at ringe til dem jeg nu kan komme i tanke om, for lige at høre hvordan det går, eller følge op fra sidst. Faktisk rart på den måde at holde bekendtskaberne ved lige, selv om nogen er ved at få morgenmaden i galt i halsen når jeg ringer klokken halv otte. Men alle som en har lagt på med et smil, så på den måde er dagene da startet godt.

Både onsdag aften og i går var jeg til forældremøde. Som altid var der larmende tavshed, når punktet på dagsordenen er valg til forældre rådet. Jeg har altid holdt lav profil under det punkt, men i min iver for at fylde kalenderen meldte jeg mig frivilligt i begge klasser. Ikke specielt velovervejet, for jeg har så absolut rigeligt at se til i forvejen. Men omvendt kan man jo ikke altid køre på frihjul og lade de andre om at trække læsset.

Også på arbejde har jeg været hyper målrettet, hvis man kan være det. Selv Kenneth som ellers plejer at være om sig med ideer og planer, meldte grinende pas på et tidspunkt i går eftermiddags. Han bad mig i stedet for om at gemme energien til om fjorten dage, hvor en tysk samarbejdspartner kommer på besøg.

Tja, så er jeg da også blevet arbejdsgiver. Der var nok næsten tyve der ringede på vores opslag om rengøringshjælp. Jeg var hård og grov sorterede allerede da de ringede, alle under 17 blev konsekvent siet fra. Inviterede de tre første der virkede egnede til at komme og besøge os. Det er meningen vedkommende skal komme og hjælpe til når ungerne er kommet hjem fra skole. Derfor fik de også lov til at hilse på de tre ansøgere. Jeg vil ha det er én de er tryg ved. Jeg er ikke parat til at lade en vild fremmed rende alene rundt i vores hus, så det skal være nogen hjemme i huset når vedkommende er der. Valget var nu let, og faldt på en ungerne kender fra den lokale rideskole. hun underviser på trækker- og børneholdene om lørdagen, og læser i øvrigt på SDU. Hun starter på mandag, og jeg glæder mig virkelig til at slippe for stakkene af vasketøj. Det med at hobe sig op og formerer sig med lysets hast, på samme måde som nullermændene i krogene.

I morgen har jeg inviteret alle jeg kunne komme i tanke om, og som gider hjælpe med at renovere huset. Lønnen er fyrstelig, et veldækket frokost bord samt grill og vin ad libitum som afslutning. Jeg regner med at vi bliver knap ti mand (m/k), hvilket gerne skulle være gerne give et ordentlig ryk frem ad i mit ”evighedsprojekt”. Lige nu er meget af arbejdet at få sat gips plader på skråvæggene på 1. salen, helt oppe i kip. Hvilket er (næsten) umuligt at gøre selv i cirka 3-4 meters højde. Prøvede med en enkelt plade i går aftes, men det var umuligt at få pladen helt op, samtidig med jeg skruede den fast. Hvilket egentlig var logisk nok, det kræver to mand til at holde pladen på plads, og én til at skrue den fast. Men jeg blev stædig og ville forsøge – det kostede så lige skruemaskinen, der ikke klarede turen ned på gulvet. Men hellere den end mig.

De store har i længere tid spurgt, om ikke de snart kunne få de større værelser, som jeg for længe siden stillede dem i udsigt. Selv stod jeg forleden og drømte om placeringen af mit skrivebord. Når jeg nu en gang får indrettet mit kontor. Glæder mig til at kunne side og nyde udsigten over haven og ådalen, og lade tankerne få frit spil. Og endelig få skrevet alt det, som i var årsagen til jeg faldt over pennen, for efterhånden længe siden. Tiden flyver, og det kan være svært at holde fast i det man egentlig allerhelst vil.

Nå, men først skal de store så lige flyttes ned i kælderen. Har haft besøg af den lokale alt-muligt-mand, Jens, der gennemgik hvad der skulle til, for at få kælderen i ordentlig stand. Det var ikke så slemt som jeg havde frygtet at få det den gjort lovlig til beboelse. En del af arbejdet kan jeg gøre selv. Og takke være Hans, der var med ved gennemgangen, fik jeg en god pris af Jens på det resterende arbejde.

Med det jeg kommer til at tjene ekstra de næste tre måneder, og håndværker fradraget, så hænger økonomien sammen. Og det da bare med at udnytte fradraget, så længe det er der. Så det ”blot” op til undertegnede at få fingeren ud, og lavet det nødvendige. Jeg har dog på fornemmelsen at Hans er mere end villig til at give en hånd med, nu hvor han har høsten i hus. Og han er virkelig effektiv når han kommer i gang, og han har altid løsningen, hvis der er noget jeg er kørt fast i. At han så tit mobber mig, og siger det kan dine små kontor hænder da vidst ikke holde til, klarer jeg lige. han er om nogen godheden selv.

Søndag er det i øvrigt tvillingernes fødselsdag – så alle ”håndværkerne” fra lørdag samt familie og venner er inviteret til eftermiddagskaffe, boller og kage. Glæder til at se mine søskende igen, godt nok længe siden vi alle har været samlet på en gang, men sådan er det at være spredt ud over landet.

Nu vil jeg gå en runde og ønske kollegaerne go' weekend - få handlet ind, overvejer så liiige at smutte forbi Maria og bare sige hej. bagefter skal jeg ha hentet drengene, resten af dagen står nok på at lave mad til i morgen.