Hmm, tjah, så kom den igen... skulle da også være mærkeligt andet med alle de ynglende venner.

Jeg er blevet bedt om at stå fadder. For min bedste vens søn. Bedste ven har fået barn med J's bedste vens tidligere kæreste gennem 6 år. Indspist og indviklet kludder mudder, men de mødte hinanden oppe hos mig, så jeg kender også hende virkeligt godt. Hun boede også tilfældigvis i min gamle lejlighed, da de gik fra hinanden (altså J's bedste ven og hende) ... det er nok meget naturligt de spørger.

Jeg havde godt tænkt det inden. At det ville spørge. Og over at jeg ikke synes, det er ingenting at sige ja til.

Min ven er, når det stikker ham, meget traditionsstærk. I hans familie er det ikke ligegyldigt, hvem der er fadder... Der forventes måske en eller anden særlig tilknytning til barnet. Jeg ville være meget meget ked af at skuffe min gode ven. Så hellere love mindre.

Nå, men jeg sagde, at jeg gerne ville, og fortalte hvad jeg jeg vil lægge i handlingen. Ikke så meget at jeg skal huske gaver osv. For det kan jeg ikke. Kommer lige så sikkert som ammen i kirken til at glemme barnets fødselsdag osv. Men jeg vil gerne være knyttet til familien, og på den måde være noget for drengen.

Tjah...

Og så skete der alt sådan noget mærkeligt noget med fyr og en aftale, vi havde igår, som jeg knap orker at skrive. Han er bare et utroligt nulret og sødt nossefår. Som spildte min aften ved at være det. Jeg er smadret af grin over hans slow-mode. Bliver ikke irriteret mere.. men det er kun fordi vi ikke er sammen. Og det er jo en joke, for vi er så ofte sammen.... men jeg kan ikke tænke ham som kæreste. Det kan jeg simpelthen ikke. Og jeg har lyst til andre, og lyst til at flirte, og slet ikke lyst til at være så kæreste-agtig, som jeg på en eller anden måde bare lige pludselig er blevet. Det er noget rod. Men noget let rod, at rode sig ud af... tror jeg. Vi bliver sgu nok ved med at rode rundt, til en af os alligevel mestrer at gøre den anden ked af det, men så er det sådan, det er.