Forleden mærkede jeg savnet.
Jeg havde slukket tosse-kassen og lå med hoved vendt mod væggen og kiggede på lyset fra stearinlyset lege på min billedvæg. Kunne ikke finde ro eller vej til søvnen.

Som altid lå jeg og nussede. Det har jeg gjort siden jeg var helt lille. Dengang var det bare med tommeltotten i munden og med den anden hånd nulrede jeg dynehjørnet. Min mor blev irriteret. Jeg fik altid nusset hjørnet på dynebetrækket fra hinanden og en simpel sutteklud var langt fra det samme.

Det har vel altid haft en beroligende virkning på mig…at nusse et eller andet med fingrespidserne.

Da jeg boede sammen med P, kunne jeg sågar i søvne finde på at ligge og nulre hans øreflip!

Det med tommeltotten er jeg desværre blevet nødt til at vænne mig af mig. Efter 2 år med togskinner havde jeg lært min lektie. Nu ryger jeg smøger i stedet!

En anden ”lune” jeg har enormt kær, er at læge mig under dynen med et par varme sokker på. Det er i sig selv ikke videre behageligt, men så ligger jeg og venter indtil jeg ved at min tæer er helt opvarmet OGSÅ kommer det ultimative; at tage sokkerne af og mærke følelsen af dynen omkring fødderne. Det er svært at beskrive og skal vist opleves…det er så fantastisk, så blødt, så varmt, så trygt og behageligt. Følelsen varer kun et par minutter, men de er det værd.

Men mit nusseri kan ikke rigtig tilfredsstile mig for tiden og slet ikke den nat.

Jeg tog min ene hånd og uden at tænke over det, greb jeg sammen om mit andet håndled. Ikke hårdt eller stramt, men lukkede bare hånden omkring det.
Følelsen var fantastisk!

Måske er det sært og hvordan hulen kan jeg forklare min totale nydelse af sådanne små følelser???
En andens hånd omkring mit håndled, har en fantastisk virkning på mig. Det er ikke kun trygheden jeg mærker. Det er lige så meget en dragende form for overgivelse til et andet menneske. Det er tændende, underdanigt (på en positiv måde) og giver mig følelsen af at være feminin og omsluttet.

På sammen måde er jeg svag overfor hænder på mit kraveben, på min hals, på mit knæ (kan stadig ikke forklare det) og min ankel.

Så hvad er det der sker?
Er det ”en mand” jeg mangler? Tryghed? Sex?

At hengive sig til et andet menneske, som man gør når man fysisk er sammen med en mand/kvinde, betyder at man kommer til at mærke SIG SELV! Det har jeg for tiden svært ved. Måske frygter jeg det også?!
Men jeg savner det.

Jeg savner følelsen af at ligge med ryggen op af en andens krop, en fast greb om mit håndled, åndedrættet i nakken, lyden af livet og følelsen af varme, en fingerspids langs min rygsøjle, mine negles leg i hans hårvækst på den arm der omslutter mig.

Jeg vil ikke tale, høre nogen stemme eller ord og jeg ønsker heller ikke at se ind i øjne
Men at være stille og tæt sammen med en anden…en anden krop, et andet sind…

Jeg ved ikke hvad FANDEN det er som sker inde i mig!!! Nu hvor jeg sidder her og mærker trangen til det jeg skriver om, begynder denne her klup af gråd at røre på sig inden i.
HVORFOR DET???
Jeg vil ikke have en kærlighed. Jeg vil ikke forelskes. Jeg vil ikke svimle hen i en ny person, svæve på skyer eller på anden måde suge eller give noget dybere.
Bare tanken om et nyt forhold, kærestekrav og forventninger gør mig panisk.

Måske skulle jeg bare købe noget der kan pustes op også fantaserer mig til resten?!

----------------------------------------


Alting fylder for meget inden i mig. Jeg aner ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv og jeg synes efterhånden ikke det er ”OK” bare at…være.

Da jeg stod i badet, tænkte jeg på om jeg ikke skulle droppe det her. Droppe livet her hjemme, pakke min taske og tage af sted. Måske ikke være så ”for-hippet” på at have en plan med alting, men bare tage af sted. Et sted som jeg altid har ønsket at opleve også stole på, at jeg nok skal blive klogere på resten hen ad vejen.

M virker opgivende. Jeg blev skide sur på ham og himlede op i et vredes-udbrud.
”Jeg har jo ikke ligefrem set nogle resultater!”. Hvem fanden tror han han er???
”Resultater? Hvad pokker mener du med det?”
”Tingene er jo ikke ligefrem blevet bedre. Jeg har ikke set nogle resultater, så hvordan vil du have mig til tro?”
”Ok, så du behøver RESUSLTATER for at støtte mig og tro på mig?”
”Jaa, sådan hænger tingene nu engang sammen!” (manden vover endda at lyde patroniserende)
”Du mener jeg skal BEVISE noget overfor DIG?”
”Ja, det er lig’som med boks…..”
”DET HER ER KRÆFT EDME IKKE BOKSNING og en ven behøver sgu da ikke BEVISER eller RESUSLTATER for at være støttende. Du er HELT ude på et sidespor kammerat!!!”
”Jamen det ER da næsten lig’som boksning. Når jeg skal kvalificere mig til en kamp og min træner skal…””
”STOP….please STOP!”

Jeg bliver så RASENDE når han begynder på sit disciplin-pis. Vi opnåede ingen enighed og slet ingen forståelse. Jeg blev skidesur og afsluttede samtalen med at fortælle ham, at hvis alt og alle omkring mig bare gav op, hvordan helvede ville han så forvente at JEG SELV skulle tro på mig selv. Ingen kommentarer!

Nogle gange fatter jeg ikke, hvorfor jeg overhoved gider at drøfte noget som helst dybere med den mand.
Jo han rammer mig på et ømt punkt. Jeg kunne vel godt disciplinere mig selv til et velfungerende individ men jeg kunne kræft edme også lade vær!

GRRR…
Puh, jeg må køle lidt ned nu.

Magen til Muhammed-Ali-pis!