Jeg undres....over mig selv!

Mest af alt misunder jeg mennesker, der elsker dem selv så meget at de kan afvise de følelser der alligevel ikke tjener dem noget formål. Jeg, derimod, lader til at dvæle i hvad der gør ondt og dyrker dem frem for at vælge tanker og følelser der kan gøre mig godt.

Det her brud hænger mig så langt ud ad halsen og alligevel kan jeg ikke slippe af med tankerne inde i mit hoved.

Den sidste uge har været frygtelig. Jeg har erfaret at ham jeg stolede på, har løjet og begraget mig. Nok til at jeg burde tænke tanker i stil med "hold da kæft hvor er det godt jeg er af med ham" eller "nu behøver jeg ikke leve det frustrerende liv mere". Men jeg hænger fast i det der gør ondt og jeg bliver så rasende på mig selv!

Det kører op og ned. Ingen time er magen til hinanden. Det ene øjeblik føler jeg fremgang, det andet et stort sort hul og jeg får lyst til at handle på alle de dårlige tanker jeg har. Gribe røret og bede om forklaringer, der i sidste ende alligevel vil ramme mig oven i sorgen.

Hvad er det jeg vil vide? At han rejste væk, svigtede og tilmed allerede har fundet sig en ny dame? At han er fuldstændig ligeglad for mine følelser? At han ER kommet videre?

Hvad med selv at komme videre? Glemme at han har blokeret mig på den skide Facebook (samt alle vores fælles venner) og stoppe med at teoretiserer om hvorfor? Hvad med at huske på hvor tit og ofte jeg har drømt mig langt langt væk fra ham og det forhold jeg for guds skyld selv satte stopper for??? Hvorfor dvæler jeg stadig? VIL jeg virkelig gerne føle smerte frem for frihed?

Åhh hvor jeg undres...