Jeg sylter studiet rigtig meget i denne tid. Det er som om at jeg max kan overskue drengene og holde mig lodret. Jeg har fået grønt lys for at gøre som jeg ville i denne tid af min kontaktlære. Uden at forklare for meget, oplyste jeg ham om min "skilsmisse" og at det lige pt. fyldte enormt meget. Der er nu heller ikke noget synderlig vigtigt jeg går glip af og jeg kan lave meget hjemmefra. Jeg ved dog, at det ville gavne mig at komme af sted. Om ikke andet blot for nogle timer.

Min forventning til disse dage slog fejl. Jeg tænkte at hvis han blot rejste af sted, kunne jeg begynde at trække vejret og få ham på afstand så jeg kunne se fremad. Næ! Dagene har været pinefulde og nogle irriterende mails fra ham hvor han forklarede hans uforståelighed overfor min reaktion på hans ferie, gjorde mig endnu mere gal og ked af det. Det føltes som at slå ind i en dyne. Han var fuldstændig umulig at have med at gøre. Heldigvis fik jeg leveret alt det jeg synes jeg skulle inden han rejste.

Den lille blev syg. Høj feber og dårlig mave. Jeg havde lovet at søster måtte holde et fødselsdagsarrangement herhjemme om lørdagen. Jeg fortrød det bitterligt. Bassen var slet ikke på toppen og lagde sig først helt for alvor om aftenen. Lille pus. Han var ligbleg og helt færdig. Heldigvis kunne han sove og Emil og jeg kunne hygge os sammen lidt. Der har ikke været meget tilbage til Emil synes jeg.

Så mens jeg følte mig helt fyldt op af tankerne omkring L, stod jeg med en mega syg lille purk og en hyper 5-årig der hoppende ville vide hvorfor han ikke måtte komme med sin far på rejse, om "far" skulle bade, spise pandekager med honning og hvor taaaarveligt det var. Jeg følte bogstavelig talt at jeg skulle eksploderer. Allermest havde jeg lyst til at råbe til Emil, at hans far var en IDIOT der kun tænkte på sig selv...men nej! Det kan man jo ikke. Jeg vil i i hvert fald ikke skabe noget som helst splid mellem mine drenge og hans far.

Det har været en kæmpe udfordring at forsøge at skabe samling på noget der har føltes så gået i stykker. Da mandagen kom, blev der sat endnu en dråbe til det bæger der i forvejen var fuldstændig fyldt;

Jeg fandt ud af at L har haft kontakt til en eller flere piger helt tilbage i april. Jo jeg har snaget i hans ting og JO det er forkert. Men i lang tid har jeg forsøgt at finde svar på en fornemmelse der har vokset inden i mig. Nu har jeg blot fået bekræftet at jeg ikke er vanvittig. Jeg har fået nok beviser. Om han har fået sex på de kontakter eller ej, er mig fuldstændig ligegyldigt! Sagen er at han har haft en intention. Uden at være sikker, tror jeg det er noget sexdating/escortkontakt....blabla. Om jeg blev ked af det? Nej...jeg blev så vred så vred. Han og hans ærlighed! Jeg er målløs!!

Måske var det det jeg skulle bruge til at komme OP af den pinefulde sorg jeg har befundet mig i gennem den senere tid. Jo, jeg tænker meget på det. Jeg er vred og føler mig ført bag lyset. MEN jeg ved hvilken vej jeg skal nu.

Jeg vil absolut ikke have noget med ham at gøre mere. Jeg anerkender ham som en far til mine drenge men intet andet. Jeg vil ikke bruge min vrede mod hans forhold til drengene. De elsker ham og det vil jeg aldrig lave om på. Det må være op til ham selv hvordan han vil forme sit forhold til sine sønner. Så længe der ikke er noget der skader de to drenge, vil jeg ikke komme i mellem.

Det var så ulækkert at finde de billeder. De var taget op fra mit sommerhus og sendt lidt i midnat. Jeg har højst sandsynligt ligget og sovet med drengene inde ved siden af. Fy for helvede altså.

Jo jeg har lyst til at gøre alt muligt forfærdeligt mod ham. Lige pludselig bliver det bare endnu mere uretfærdigt at det er mig og drengene der skal flytte. Tanken om at få retten til lejligheden, skifte låsen og SKIDE HAM EN LANG MARCH har strejfet mig om og om igen. Men ved du hvad? Jeg gider ikke...jeg vil væk herfra, væk fra ham og hen til et sted hvor han flyder minimalt i mit sind. Han har slet ikke fortjent at fylde så meget som han gør lige nu.

Med tanken om alt hvad jeg har måtte trækkes med fra hans side; ind og ud af hospitaler, møder, medicin, tage over når han ikke kunne, støttet og rummet ham, været ham solidarisk når omverdenen ikke forstod hans handlinger, støttet mig til "jamen han er jo en god far og jeg KAN stole på ham" også har han behandlet mig på den måde? Ført mig bag lyset? Nej, han skal forsvinde fra min verden. Selvom det bedrøver mig så meget at jeg ikke kan give drengene en god og varm kernefamilie med ham og heller ikke kan magte nogle aparte familiemiddage på trods af vores brud, så tænker jeg på det primære; at jeg kan være en god og glad mor for mig skønne drenge. Jeg vil bakke op omkring L's samvær med dem, men intet andet. Sådan er det lige nu!

Punktum! Nu må jeg have kaffe...