Suk. Jeg vil godt bare være en dulle. Altså sådan en pige, der ryger og bander og svovler og råber af alle og svanser op og ned af gader sammen med andre duller med en barcardiflaske i hånden og er "fucking ligeglad med alt".

Lige nu ville jeg godt bare være sådan. Så kunne andre tænke hvad de ville. Så ville ingen tage fejl. De ville tænke at jeg var en taber og have ret. og de ville ikke spørge hvordan jeg havde det, bare lade mig være.

Men nej,.......jeg er jo mig...jeg er jo hende den søde med de gode karakterer og det perfekte liv som alle er misundelige på fordi alle er sikre på hun har det så dejligt...hende som er lidt kedelig hele tiden fordi hun ikke gider drikke hjernen ud...

mine forældre ser hele tiden ængsteligt på mig for at høre, om A har sagt noget nyt...om vi bliver sammen...og jeg gider ikke fortælle dem det hele...jeg gider ikke græde mere, har grædt snot for mange gange i den her uge nu...og vil bestemt ikke når Momme er her...

Jeg orker ikke at forklare dem, at jeg også er træt om morgenen, selvom de ikke kan se det. At jeg også synes at tysk er et træls fag, selvom jeg kan 5 ord mere end dem...at jeg også kan blive møghamrende ked af det, selvom de ikke tror på det. At mit liv squ ikke er perfekt, bare fordi der står 11 i karakterbogen! Hvorfor kædes liv og karakterer sammen?

"Jeg ville ønske jeg var lisså klog som dig...!" guess what: "Jeg ville squ ønske jeg var lisså dum pg ligeglad som dig! Hvis det betød færre urimelige forventninger og spydige kommentarer og flere fester og færre mørke og indviklede tanker! men det forstår du jo ikke...det vil du ikke forstå..."

Jeg bruger så meget energi på at sætte min facade op, og et eller andet sted ærgrer det mig meget at den virker. At jeg kan have det så skidt at jeg pjækker 3 dage fra skole uden nogen finder ud af det, og jeg uden at tøve kan fortælle mor alt det spændende vi lavede i skolen bagefter, uden at hun opdager noget...at jeg bare kan anstrenge mig lidt og fortælle læreren om min mavepine, der så siger at jeg godt nok også ser syg ud, og hellere må skynde mig hjem og god bedring...

Jeg vil egentlig gerne opdages og spørges...men sætter stadig den facade op, for at alle kan fortsætte i troen; jeg kan klare det hele selv... hvorfor er jeg mon så dum...

Tror bare jeg vil være hjernedød idag. bruge 1 time på at vælge hvilken af de 8 nye trøjer jeg skal have på...hvordan håret skal sidde... hvor lidt makeup jeg vil have på...hvor meget jeg gider hjælpe de voksne...bare lege dulle og hjernedød for én dag...uden at tænke---det kunne være skønt.