Det har faktisk været en god sammenhængende uge. Jeg har ikke grædt - faktisk! jo-jo, man må godt græde og måske skal jeg omformulere mig; jeg har ikke haft det skidt og været ked af det.

Måske skyldes det at jeg er kommet igennem? Måske følte jeg at det hele var ude af kontrol, specielt i forhold til drengene. Det var som om jeg svævede hen over jorden på den u-fede måde, og ikke havde forbindelse til mine drenge. Emil sagde mærkelige ting til mig og til sin far. Han ville bo sammen med sin far det ene øjeblik og sammen med mig det andet. I børnehaven blev jeg fortalt at han nærmest havde erklæret mig DØD. En pige var kommet hjem og virket helt overbevist om at jeg skulle dø! Det havde Emil fortalt.

Så puhhh-ha! Der var noget jeg blev nødt til at tage mig af - hurtigt!

Jeg fik styr på det...eller så godt som man nu kan i alt det her.

Vi bor stadig sammen. For et par uger siden var jeg så ked af det ved tanken om at skulle flytte i noget andet. Jeg følte mig så utryg. Nu ser jeg faktisk frem til at få mit helt eget og få gang i hvad der ligger foran mig.

Stadig er jeg hudløs i forhold til ham. Nok som jeg føler mig stærk og afklaret, gør de små ting stadig ondt. En "synes godt om" på hans Facebook af en kvindelig profil udløser en mavepuster. Fjollet! Heldigvis kan jeg samle lidt op på. Jeg går ikke helt i stykker.

Så...jeg håber virkelig ikke at der går adskillige måneder før jeg får fingrene i en lejlighed til drengene og mig. Selvom jeg klarer det "ok" har jeg brug for afstand til ham. Mine drenge har brug for mig stærk og tydelig.